Kronikken

En kritisk læsning af syv populære teser

Professor Svend Brinkmanns bog »Stå fast«, som bl.a. opfordrer læserne til at tage nej-hatten på og fokusere på det negative, har længe ligget på bestsellerlisterne. En kritisk gennemgang af professorens syv teser.

Svend Brinkmanns bog »Stå fast« har ligget på hitlisten for faglitteratur – oftest som nummer et – gennem mere end et år. Det er helt utroligt og vidner om, at Brinkmann med sin lille bog på 150 A5 sider har ramt noget særligt. Forfatteren er professor i psykologi, og han har efter eget udsagn søgt at udfordre nogle tendenser i psykologisk forskning. Denne forskning har haft en afsmittende virkning, der viser sig i den rådgivning, man kan finde i selvhjælpsbøger, dameblade og andre velmenende forsøg på at gøre danskernes liv lettere at håndtere.

Min baggrund er ikke psykologens, men som læge at have beskæftiget mig med stress gennem mange år, herunder at rådgive erhvervsaktive mennesker, der har oplevet problemer i arbejdet så stærkt, at de har måttet sygemelde sig pga. udtalte symptomer på stress. Det giver mig en anden indgangsvinkel til rådgivning af mennesker med ondt i livet end Brinkmann, der via sin baggrund er mere teoretisk end praktisk funderet. Når jeg synes, at bogen er interessant, er det da heller ikke alene pga. dens store udbredelse og som debatigangsætter, men lige så meget fordi nogle af budskaberne umiddelbart også for mig kan opfattes som kontroversielle og i modstrid med, hvad jeg selv fortæller mine patienter, tilhørere ved et foredrag eller i mine bøger.

Jeg vil derfor i det følgende prøve at oversætte Brinkmanns synspunkter til min egen referenceramme, glemme hans omfattende henvisninger og se på, om ikke kernen i budskaberne kan bruges med fornuft. Brinkmann provokerer nemlig ved at opstille syv teser, der alene i sin sproglige formulering er egnet til at vække til debat.

Jeg tager dem en for en. Den første lyder: »Hold op med at mærke efter i dig selv«. Det er i sig selv et ret provokerende udsagn. Hvorfor skulle jeg ikke mærke efter, hvordan jeg har det, kunne man spørge. Jeg mener også, at det umiddelbart er et dårligt råd eftersom netop ændring i ens egen følelse af velvære normalt er et godt tegn på f.eks. stress eller andre tilstande, man bør gøre noget ved. Så hvis man føler ubehag ved noget, bør man da reagere på det. Og det er vel også det, Brinkmann mener. Blot reagerer han mod den udbredte opfattelse af, at man skal følge sin »mavefornemmelse«. Den opfattelse af, at svarene på, hvordan man skal handle, ligger inde i en selv, er jo ret katastrofal. Som om der var en indre sandhed. Nej, siger Brinkmann. Der vil være mange ting i livet, der opleves ubehagelige, og som man må gøre noget ved. Ikke ved at lytte til sit indre jeg alene, men at rådføre sig med andre og få input udefra, så man kan træffe nogle rigtige beslutninger

Den anden tese får de fleste til at reagere: »Fokusér på det negative i dit liv«. Værsgo. Her har vi i mange år lært, at netop det modsatte er godt. Sportsfolk udtaler altid, at vi skal glemme det sidste nederlag og se fremad. De har lært, at positiv visualisering øger chancen for succes. Dvs. at forestillingen om, at det lykkes at vinde, øger chancen herfor. Det er nok her, at Brinkmann har mødt den største modstand. Han langer voldsomt ud efter den såkaldt positive psykologi, som han mener forfægter det synspunkt, at vi i højere grad skal se på det positive i tilværelsen fremfor problemerne. I det spørgsmål er jeg nok delt. For selvfølgelig skal vi kalde et problem for et problem, hvis det volder os vanskeligheder. Og vi skal acceptere, at det kan være svært at løse, og at det kræver resurser. Det, vi i sådanne tilfælde i stedet bliver mødt med fra f.eks. overordnedes side, er, at vi skal se positivt på denne udfordring, hvilket ofte har den konsekvens, at der ikke bliver tilført de relevante resurser. Brinkmann advokerer for negativ visualisering, hvorved han foreslår at sætte problemerne i perspektiv. Det kan være fint nok at relatere sine problemer for at opdage, hvor små ens problemer er. At tænke på at man engang skal dø, skulle i denne sammenhæng også være anbefalelsesværdigt. Her trækker han den nok lige hårdt nok op, for selvfølgelig skal problemer ses i perspektiv, men de skal også løses, selv om de er små.

Så kommer den tese, der har gjort Brinkmann mest populær: »Tag Nej-hatten på«. Og det er også den, jeg er mest enig med ham i. Retten og pligten til at sige fra og at brokke sig. I mit arbejde med stressbehandling har det slået mig, at mange højt kvalificerede, pligtopfyldende og arbejdsomme mennesker er gået ned med stress, fordi de har gået rundt med »Ja-hatten« på. De har sagt ja til alt, hvad lederen og selv deres kolleger har bedt dem om. De har ikke mærket efter (jf. tese 1), hvordan de havde det med det, men knoklet på, til resurserne ikke længere rakte.

Så vi har brug for at sige fra, men det er præcis det, der er så svært i et samfund, hvor specielt arbejdspladserne er gennemsyret af, at vi skal være omstillingsparat og altid se ting som muligheder.

Tese 4 hedder »Undertryk dine følelser«. Hvorfor nu det? Som jeg læser det, handler det om ikke at handle alene på sine følelser. I stressbehandlingen taler vi om coping – at handle, så stressbelastningen bliver mindst mulig. Her er det velanbragt at advare mod at reagere følelsesmæssigt på en belastning. Det typiske eksempel er at handle på vrede. Det kommer der sjældent noget konstruktivt ud af. I stedet bør man jo overveje, hvorfor man bliver vred. Hvad det er for en situation, der skaber vreden? Og så se at få gjort noget rationelt ved den situation. Man må handle, så man bringer sig ud af situationen eller får ændret den. Det kræver, at følelserne kanaliseres over i tanker, som man så kan handle på. Det er essensen i kognitiv adfærds terapi, som ofte er en effektiv behandlingsmetode, når depressive eller angstprægede følelser dominerer et menneske.

»Fyr din coach« lyder den femte tese. Mange mennesker har brug for en rådgiver, en sparringspartner, når de føler, at livet bliver svært. Det er min oplevelse, at langt de fleste klarer det ved at bruge familie og venner og sådan skal det være. Når Brinkmann harcelerer over den udbredte brug af coaches, er det fordi mange coaches taler om selvudvikling, »Constant never ending improvement«, som nogle udtrykker det. Altså, at vi hele tiden skal udvikle os og finde os selv ved hjælp af en coach i stedet for at relatere os til vore nærmeste og se os selv som de sociale individer, vi mennesker er. Vi bliver noget og udvikler os i kraft af vores relationer, ikke i kraft af noget inde i os selv, som coachen skal hjælpe os med at opdage.

Brinkmanns sjette bud hedder »Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller biografi«. Hans pointe er her, at grunden til, at selvhjælpsbøger og biografier ligger så højt på hitlisterne, er, at de ikke hjælper spor. Så man bliver nødt til at anskaffe sig den nyeste. Biografier kan man vel læse for nysgerrighedens skyld, og selvhjælpsbøger mener jeg faktisk kan sætte nogle nye tanker i gang hos folk, der har brug for noget støtte i tilværelsen. Jeg er dog enig med Brinkmann i, at gode romaner kan give megen inspiration til, hvordan jeg klarer livets genvordigheder.

Den sidste tese hedder »Dvæl ved fortiden«. Det er et forsøg på at gøre op med den herskende tendens til at glorificere det at leve i nuet og hele tiden fokusere på fremtiden. Vi bliver historieløse ved ikke at se på fortiden som forudsætningen for, hvor vi er i dag. Vi kan da oven i købet lære af fortidens fejltagelser. Så der er positive sider ved fortiden. Og traditioner fremhæver Brinkmann med rette. Selv har jeg haft stor glæde og blevet beriget af at tale med gamle klassekammerater. Brinkmann har lidt hån tilovers for den tiltagende dyrkelse af meditation og mindfulnessøvelser. Heri er jeg ikke enig. For netop mentale åndehuller praktiseret i få til mange minutter daglig giver faktisk en fornyet ro i en tid, hvor alting foregår med stor hast. Det er der faktisk udmærket videnskab, som dokumenterer.

En lille omskrivning af Brinkmanns budskaber kunne være:

Tal med andre om det, der plager dig

Sæt din egen situation i perspektiv

Sig fra, når det bliver for meget

Reager med fornuft, ikke på følelser

Brug dine nærmeste, når livet bliver svært

Læs romaner og bliv klogere

Lær af dine og andres erfaringer.

Det handler også om, som Brinkmann formulerer det: at stå fast, slå rødder og ikke hele tiden at bevæge sine fødder.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.