Pressen kunne forbedre troværdigheden ved de enkelte eksperter. Det kan ske, hvis avisen sætter en faktaboks ved artiklen mé ekspertens CV.

Derved kan læseren lettere selv bedømme hans seriøsitet som ekspert og hans eventuelle lidt skjulte forhold til parter i sagen.

Er den beroligende læge ansat i tobaksindustien eller er den indignerede socialforskar ansat i 3F ?

efterhånden har vi så mange »såkaldte« eksperter i Danmark, at vi kan fodre svin med dem i flere år. Alle disse »såkaldte« eksperter, er så farvet af deres politiske ståsted og deres økonomiske interesser, at de er total utroværdige. Befri os for de latterlige eksperter!

Det er vel journalistens selvbestaltede prædikat: ekspert, der er problemet.

Lad da bare folk udtale sig til journalister. Men altså som privatpersoner.
Hvis en fagperson skal betegnes ekspert i en artikel i et tema, må det skulle være på baggrund af alle fagfolk har udnævnt den pågældende, som deres talsmand i temaet, og hvad h*n skal svare.

Alt andet kan KUN tituleres privatperson - som dig og mig.

der formentlig har sit udspring i journalistkredse, at en befolkning kan opdeles i fire klasser - nemlig eksperterne, journalisterne, politikkerne og ganske almindelige mennesker - må være født i et sygt hoved - formentlig i se sygt socialdemokratisk hoved.

Den Danske journaliststand kan mest betegnes som en flok inferiørt uddannede mikrofonholdere af den værste skuffe - en lille flok af barludere skabt i et selvsupplerende system af rygklappere.

Den Danske befolkning kan gøre sig selv en stor tjenesete ved at liberalisere vores medieindustri og fjerne enhver støtte til alle udgivere (herunder selvfølgelig fjerne den antidemokratiske licens til at eje et modtagerapparat).

Hele diskussionen om såkaldte eksperters offentlige udtalelser kunne blive fjernet med dette snuptag.

For selvfølelig er det utåleligt stadigvæk at skulle tvangsindlægges til at høre på underskolelærerens og præstens udgydelser i det offentlige rum.

Når det drejer sig om de eksakte naturvidenskaber tror jeg, der er stor tillid til eksperternes udsagn. Fx når partikelforskere udtaler sig om deres forskning og resultater. Ligeledes er der heller ingen grund til at betvivle en naturvejleder i morgenradion.
Problemet opstår eksempelvis inden for fagområder, som i lyset af politisk bevågenhed både skal søge objektiviteten samt vise diverse bevilgende myndigheder, at man leverer resultater, som kan bruges i den demokratiske proces. Måske er man ligefrem bestilt til at levere (objektive) resultater til politisk beslutning.
Med andre ord: Forskningsopgaver, der mere eller mindre er "fedtet" ind i begrebet "politisk korrekthed" er yderst vanskelige at håndtere for forskere, der også gerne vil have et stabilt liv (stabil økonomi og ansættelsesforhold). Et eksempel fra min egen verden er al den forskning og alle de undersøgelser, der blev sat i værk for at skabe grobund for beslutninger ang. tosprogede/tokulturelle børn i folkeskole og daginstitutioner. I min obtik var "tvivlens nådegave" ikke på spil. De "rigtige" politikere fik de " rigtige" svar.
I en tid, hvor politikerne ikke giver indtryk af for tyngende almenviden indenfor samfund og kultur, men i ungdommemelig kådhed kan producere holdninger og beslutninger ad libitum i de sociale medier, har forskerne det selvfølgelig svært med at holde/finde balancen.
Man kunne af og til ønske, at de journalister, der ringer eksperterne op blev bedre i stand til at gennemskue, når eksperten bliver til privatperonen, til det lokale partimedlem eller bare fremstår som den "behændige" retoriker.
Men sendefladen skal være glat og uden hakker og ridser. Hvorfor egentlig?