Opinion

Emil skal kunne mere end engelsk

Karen Ellemann og Lykke Friis: Efter måneders ventetid har regeringen endelig løftet sløret for, hvordan den nu herostratisk berømte Emil kan få en bedre og mere sammenhængende skoledag. Et af hovedelementerne er, at engelsk allerede skal på skoleskemaet i 1. klasse.

Forslaget er taget direkte ud af en fremmedsprogsrapport, som en arbejdsgruppe nedsat af VK-regeringen barslede med sidste år. Så ikke overraskende er vi helt enige. Men helt som rapporten fastslår, er det altså ikke nok, at Emil kun lærer mere engelsk. I dagens Danmark afhænger 700.000 arbejdspladser af eksport - og eksporten går i høj grad også til lande, hvor engelsk ikke er modersmålet. Tænk blot på, at Tyskland fortsat er vores største handelspartner. Desværre lader vores samlede sprogkompetencer meget tilbage at ønske. Faktisk viste en Eurobarometer-undersøgelse fra i sommer, at andelen af danskere, der mestrer mere end to fremmedsprog, er faldet med otte procentpoint siden 2005. Konsekvensen er til at få øje på: Vi mister ordrer, arbejdspladser og politisk indflydelse.

Når forhandlingerne om folkeskolen i dag går i gang, vil Venstre have som mærkesag, at der bliver vedtaget en samlet sprogpakke, der har som mål, at Danmark langt om længe opfylder Europa-Kommissionens målsætning om »modersmål plus to sprog«.

Vi er enige med regeringen i, at engelsk skal introduceres i første klasse, men det kan ikke stå alene - også de ældre klasser skal opleve et løft. Konkret foreslår vi, at 20 pct. af undervisningsmaterialet i fag som historie, samfundsfag og biologi fremover skal være på engelsk.

Dernæst skal det andet fremmedsprog, altså tysk eller fransk, gøres obligatorisk og fremrykkes til 4. klasse. En ekspertgruppe fra Europarådet har for længst påpeget det hensigtsmæssige i, at også det andet fremmedsprog introduceres tidligt. En fremrykning af tysk eller fransk åbner for vores tredje forslag, nemlig at eleverne kan stifte bekendtskab med et tredje fremmedsprog allerede i 7. klasse. Det kunne passende være et af sprogene fra de fremstormende BRIK-lande, der kommer til at fylde væsentligt mere i Emils voksenliv end i vores.

Da regeringen kom til magten, forkastede den desværre VK-regeringens ambition om at vedtage en fælles national sprogstrategi, der tager fat om vores manglende sprogkompetencer hele vejen fra folkeskolen over gymnasierne til universiteterne. Med folkeskolereformen har vi nu i det mindste chancen for at styrke den første del af vores fødekæde. Som et lille land har vi ikke råd til, at vores sprogkompetencer fortsat er i frit fald. Det kan hverken Danmark eller Emil være tjent med.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.