26. januar 2012, 22:30

Når man i forgårs stod på Tahrir-pladsen i Kairo og så den glade folkemængde, der var samlet for at fejre et-årsdagen for revolutionens spæde begyndelse, er man ikke i tvivl om, at utilfredsheden stadig ulmer. Folk var glade, ja. Men også bekymrede over fremtiden. Bekymrede for om militæret nu ville overdrage magten til egypterne. Urolige over hvad de islasmiske partier vil med den store magt, de har fået ved parlamentsvalgene, hvor de sidder på langt over halvdelen af pladserne. Ængstelige ved udsigten til at der endnu ikke reelt er skabt de faktiske institutionelle rammer, der skal til for at sikre et samfunds overlevelse - også sikkerhedsmæssigt.

Egypterne har fået den revolution, de ønsker. På Tahrir-pladsen kunne jeg ikke undgå at tænke på de mange ubesvarede spørgsmål, der stadig er. Det er indlysende, at militæret ikke ønsker at afgive deres dominans over samfundet, før de er sikre på, at de ikke efterfølgende bliver retsforfulgt, og at der er et - for militæret - troværdigt magtalternativ. Det er der ikke endnu, og konsekvensen, hvis det fortsætter, er faretruende for revolutionens videre udvikling. De religiøse kræfter i samfundet er først lige sluppet løs, og revolutionens mere liberale elementer frygter med god grund, at Det Muslimske Broderskab ikke lever op til løfterne om at samarbejde med alle. Det radikale islamiske salafistparti er i den forbindelse en magtfaktor, man ikke tilsidesætter, selv om mange gerne vil, inklusive broderskabet. De islamiske partier har samlet set et ganske godt greb i en meget stor del af befolkningen. Spørgsmålet er, om egypterne vil se et langsomt skred i islamisk retning, og om det kan bære et pluralistisk politisk system. Det kan det ikke, hvis salafisterne får del i magten.

Mindretallenes rettigheder er også ved at blive knust. De kristne koptere barrikaderer sig bag stålplader og vagter med Kalashnikov-geværer. Da jeg i forgårs gik rundt i det koptiske område, blev jeg mødt af netop barrikader og vagter, fordi kopterne har været udsat for terrorangreb med mange døde de seneste måneder.

Kvindernes rettigheder står heller lige for døren i et i forvejen særdeles traditionelt egyptisk samfund. Kvinderne var med i revolutionen. En del af dem i håb om at få mere indflydelse. Men som sædvanlig bliver det formentlig kvinderne, der bliver tabere i revolutionen, hvis man ellers skal tro de programerklæringer, der kommer både fra broderskabet og fra salafisterne. Dér er der ikke meget håb at hente.

Den gode nyhed for os i Vesten er, at også de liberale unge egyptere er sikre på, at broderskabet vil gøre alt, hvad de kan for at fastholde et godt forhold til Vesten. Det kan betyde, at vi kan holde dem fast i de løfter, de har afgivet - at sikre demokrati og ytringsfrihed for alle og beskytte mindretallene. Selv det problematiske forhold til Israel kan måske reddes gennem vestligt pres. Om revolutionen lykkes ved ingen endnu. Men der er i al usikkerheden håb om, at realpolitikken vil sejre, og at den egyptiske frihedsrevolution ikke ender i en islamisk ditto. Det vil være en katastrofe for alle.