6. august 2011, 22:30

Men bør man forbyde spil, fordi galningen forlystede sig med dem? Er World of Warcraft et djævelsk univers, der skruer hængslerne af enhver menneskelighed? Og er Modern Warfare i virkeligheden en protofascistisk øvebane for utilpassede drenge i alle aldre, som aldrig lærte at blive voksne? Trænede spillene Breivik i den ondskab, som blev realiseret 22. juli?

Nej, det er hyklerisk. Manden var fucked up i forvejen. Ondskaben kan ikke lokaliseres til de nye medier. I realiteten vil korstoget aldrig stoppe: Også de møbler, Breivik havde i sit hjem, var onde. Og knapperne i hans hjemmestrikkede uniform. De bøger, han læste, og de sociale medier, han spredte sin gift i.

Glem alt om Modern Warfare. Bortset fra de eksplicit agitatoriske af slagsen animerer computerspil og nye medier sjældent direkte til ondskab. Men det betyder ikke, at der ikke kan være en sammenhæng. Skal man forstå Mark David Chapman, som myrdede John Lennon den 8. december 1980, bør man også granske J.D. Salingers roman Catcher in the Rye, som Chapman havde et sygt kærlighedsforhold til.

Kigger djævelen alligevel ud på os fra spillets inderside? Ikke Modern Warfare, Counter-Strike, og hvad de ellers hedder alle sammen, men i »spillet« som sådan? Og er ondskabens egentlige betydning ikke netop alle de tegn, som fanatikeren ser på sin vej? Alt former sig efter den forskruedes direktiver – computerspil, bøger, film, dagligdag og uskyldige, unge socialdemokrater. Og så kan man lige så godt forbyde hele verden, når nu alle og enhver kan få dårlig samvittighed pr. efterkrav.

At spille kræver både, at man tager en rolle på sig og dermed opprioriterer sin udtryksfuldhed, og at man neutraliserer det »virkelige« menneske, man er rundt om spillet. Det kan de fleste finde ud af, mens nogle få, som regel voksne, har morderlig svært ved det.

Spil sætter en grænse fra alt andet, men samtidig former det et fællesskab. Det markerer en forskel, men samtidig etablerer det en ramme uden om forskellen. Derved får forskellen og rammen lov til at eksistere side om side. Spillet griber ud over hverdagslivet, men derved etablerer det en kode, som kan dyrkes i hverdagen.

Det værste er, når spillets kode netop handler om at destruere hverdagen. Så bliver man ulykkelig, når man ikke må være i sin egen boble, utålmodig, når resten af verden ikke mestrer ens alfabet, og aggressiv, når selv vennerne ikke fatter den profetiske renhed, man har våbentilladelse til. Da er »spillet« ikke slut, men det er depraveret og slået i stykker, og fanatismen kan begynde.

Den amerikanske forfatter Don DeLillo skrev i skyggen af 11. september 2001, at sammensværgelser indskrænker verden og skaber fællesskaber. De kan kun operere i en uigennemtrængelig zone af uforsonlig retorik og blodrig indædthed. De fællesskaber kan ikke tildele sig selv et lånt blik fra verden uden for. Og her bliver spillets hvad-nu-hvis-eksistens ikke blot en parentes i den virkelige virkelighed, hvor man kan le og larme og være en anden, men selve realiteten, intet mindre. Det, som er på den anden side af muren, er fordærvet og korrupt, og må bekæmpes med alle midler.

Når fanatismen ikke ser blindheden i sine egne selviagttagtagelser, forsvinder enhver form for demokrati, og det truende får for alvor et navn: Det Andet er ikke alene ondt, men nedbrydende for selvidentiteten. Det er vrangsiden af at gøre alting til »spil« og skærme for alt andet end sin egen magiske cirkel. »Jeg vil ikke høre, hvad du har at sige, for det kunne få mig til at tvivle på mig selv«. Terroristens sindssyge forspring er, at han ikke ser synet af en kvinde, der skubber en barnevogn, men indædt øver sig på de procedurer, som i deres vision om dom og destruktion former hans feber.

Når man ser verden eksistentielt, drager man omsorg for den andens selvstændighed med risikoen for, at denne selvstændighed både kan bekræfte og ødelægge ens selvforståelse. Når man derimod anskuer verden i en terroristisk logik, ser man blot et koordinatsystem, hvor X’erne skal udryddes, og Y’erne skal have magten. Det er Zions Bjerg med hegn udenom, lukket og slukket for alle andre end dem, der ejer koden.

Læser man 9-11-terroristernes og Breiviks latterlige manifester, ligner de opskrifter på, hvordan man opfører sig i de sidste tider. Desværre for dem virker apokalypsen ikke med tilbagevirkende kraft.

Ofrene fra 9-11 sprang ikke ud i et tegneserieagtigt ingenmandsland, som ikke gjorde ondt. At begivenheder skæres efter koder, vi kender fra bøger, film og spil, betyder ikke, at de ikke er virkelige. Det betyder snarere, at selv den mest forhærdede mediestormer må ty til små fiktionspakker som kompensation for det utænkelige. Breivik spillede World of Warcraft. Aha! Han elskede Dogville. Aha! Jeg tænkte det nok!

Den ultimative provokation er måske, at en højreradikal idiot med våbentrænet minihjerne om føje år vil bygge sit eget tåbelige »computerspil« som en tro kopi af tragedien i Oslo og Utøya.

Og den bekymrende fremtid er måske, at forældre og andre amatørpædagoger i stedet for at springe nysgerrigt ind i de nye mediehorisonter straks ringer efter de senliberale skolefrøkener, hver gang nogen chatter om big fucking guns.

Men kan man nogensinde dømme en virkelighed, når ét eneste menneske har besluttet sig for, at den er ond, og at alle denne verdens tegn er lysende vejvisere mod et privat ragnarok? Nej vel, dén virkelighed kan man ikke fjerne fra hylderne i Oslos computerspilbutikker. Den truer stadig med at dukke op på level 85 i World of Warcraft og er der som et modbydeligt varsel i Call of Dutys drengedrøm. Og man kan ikke forhindre, at enhver fremtidig søgning på nettet efter ’Oslo’, ’Utøya’ og ’Modern Warfare’ vil være besudlet af en 32-årigs vanvittige fortolkninger.