Kommentar

Duracell-kaninernes kamp om folkeskolen

Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen har i de forgangne uger lignet irritable Duracell-kaniner, der slår møllesving på hver sin bakketop. Der er ingen broer mellem dem. Og de ved det godt – så hvorfor bliver de ved med at lade som om samtale og dialog kan løse noget?

At kalde det forhandling er en tragikomisk tilnærmelse. Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen har i de forgangne uger lignet irritable Duracell-kaniner, der slår møllesving på hver sin bakketop. Der er ingen broer mellem dem. Bondo brøler, at Jorden er flad, men vil godt gå med til, at Jorden er en lille smule rund også, bevares. Ziegler siger med en træt panderynken, at Jorden er rund. Ikke lidt flad. Men helt og aldeles rund.

Selv om de godt ved, at deres dagsordener er gensidigt uforenelige, bliver de stædigt ved. Hvorfor? Måske for at minde os om, at demokratiet er en paradoksal størrelse. På den ene side er vi vant til, at der på et tidspunkt bliver trukket en streg i sandet. En lockout for eksempel. På den anden side synes vi, at samtaler skal vare ved, indtil der er enighed, eller der kommer et forlig. Problemet er bare, at man kan ikke lave et kompromis mellem et kompromis og et enten-eller. Det ved vi godt, når vi tænker efter. Alligevel tøffer de to Duracell-kaniner videre på demokratiets bevilgede efterstrøm. Der findes ingen gylden middelvej mellem lærernes gamle og kommunernes ny model. KL ønsker moderne arbejdstidsregler for lærerne, som ikke dikterer, hvad arbejdstiden anvendes til, mens DLF holder fast i, at der på forhånd skal defineres en pulje af tid til forberedelse. »Det er den grundlæggende kerne i konflikten. Der er ikke nogen gylden middelvej mellem de to synspunkter, og det gør det svært at lande en løsning,« siger Michael Ziegler.

»Svært«? Prøv med »umuligt«. I en disput om indhold er noget »svært«. Men rent logisk kan selv det svære ikke lade sig gøre. Punktum. Læg dertil, at Bondos pseudotilnærmelser fastholder den kasse af forberedelser, som skulle have været brugt til at frigøre lige præcis de fleksible ressourcer, KL og Ziegler ønsker sig af den ny model – og ethvert vink om kompromis bliver lige så futilt som at tro, at man kan åbne et koøje i en ubåd under vand uden at drukne. Eller, som politibetjentene i det fiktive land Bretzelburg fra Splint & co, pifte i en fløjte og råbe »Halt!« samtidig. To minutters forberedelse skiller lærere og kommuner ad, men som Ziegler lakonisk slår fast: »Det er ikke tallenes størrelse, der er et problem for os. Hele tænkningen er forkert.«

Hvis Anders Bondo ikke kan se hverken logik eller rækkevidde i det, er forhandlingerne komiske. Så spræller han nede i en kasse med æbler og råber op om, at det er nogle grimme bananer. Hvis han godt kan indse det, men stadigvæk bliver ved med at hoppe agiteret op og ned på sin bakketop, så er forhandlingerne tragikomiske. Som Søren Kierkegaard sagde: »Det tragiske er, at to elskende ikke forstår hinanden, det komiske er, at to, der ikke forstår hinanden, elsker hinanden.«

Lærerne taler om en »ond« strukturændring. I samme åndedrag stigmatiseres Michael Ziegler som en kølig teknokrat, der tordner frem med abstrakte postulater. Alt, hvad manden siger, kan tolkes som en forlængelse af det logiske sammenbrud, og sådan noget virker småkynisk. Selv Zieglers glimtvise smil er ikke sprækker i panseret, men machiavellisk gnæggen. Anders Bondo repræsenterer alle dem, der bliver uretfærdigt trynet, men han er opofrende og prøver at komme sin modstander i møde. Men husk nu, at det kan ikke lade sig gøre. Her kan man ikke gå hen over en bro for at komme over på den anden bakketop. Her må springes. Bondos populistiske styrke er selvfølgelig, at ingen gider høre om umuligheden af at fusionere to paradigmer. Det er meget mere effektivt, at noget er for galt, end at det logisk set er gået i stykker. At noget måske kan lade sig gøre lige om lidt, bare man kæmper for det, skaber langt mere identifikation end at indse, at hele stilladset har været brudt sammen for længst. Bondo tager en tandbørste med og griner ud mod kameraet. Ziegler siger bare det samme igen og igen.

Men hvorfor overhovedet dramaet? Hvorfor insistere på muligheden af kompromiser, når situationen de facto er fastlåst? Fordi det er en sløringsmekanisme, der skal give indtryk af, at demokratiet virker. Men læg mærke til, at det antidemokratiske greb allerede er bygget ind i begge synspunkter. For Zieglers vedkommende som en trussel om at demontere ethvert tilløb til aftale – nemlig lockouten, der nu er en realitet – og for Bondos vedkommende som en manglende vilje til at rumme den andens forudsætning. Derfor befinder vi os et komisk sted, hvor der ikke er nogen udgang, men hvor vi alligevel spurter rundt for at finde en. Vi er fanget mellem tyrannens model, hvor stridighederne klappes af med ét hug, og det naivt utopiske demokrati, hvor man bilder sig ind, at den herredømmefri dialog ikke blot er principielt ønskværdig, men også kan realiseres i praksis. Tyrannen må ikke få ret, for så dør demokratiet. Demokraten må omvendt stoppes i sin utopiske glidebane, for ellers er der ikke noget, der kan reguleres. Livet går i stå, hvis alting er til forhandling. Læs gerne Rune Lykkebergs bog, Alle har ret, og bliv klogere derpå. Så ville lockouten ikke være en trussel, men en konstant mulighed: Alle ville med fuld ret kunne diskutere det legitime i overhovedet at gå i skole, og mens snakken går herom, er klokken blevet mange, og skolen er forbi.

Den folkelige version af det dilemma er Bondos tandbørste. Man kan ikke forhandle konstant. Der skal også være tid til at sove og børste tænder. Den kyniske version nagler selve det uartige spøgelse, som demokratiet konstant slæber efter sig. For at demokratiet skal kunne eksekvere sin enorme rummelighed, må det operere kontraintuitivt: Der skal antidemokratiske midler til at trække demokratiets grænser og stabilisere dets virke. Følgelig skulle man være i stand til at ophæve alle logiske paradokser, hvis man ville fjerne selve den underliggende konflikt. Den konflikt, som i bund og grund hviler på en logik, der er gået i stykker, men som alligevel kommer til at handle om holdninger. Den konflikt, som helst skal være varm, men egentlig er kold. Derfor personificerer vi Bondo som varm og Ziegler som kold. Og vi får konflikten til at ligne selve demokratiets potentiale (nemlig at man kan tale sig ind på hinanden), mens den i realiteten blot dækker over, at diskussionen foregår i et demokratisk vakuum. Og i øvrigt at den eneste manøvre, der kan forløse én af positionerne – eller for den sags skyld få de stridende parter til at holde kæft – er et antidemokratisk indgreb. Men det er da pokkers koldt at hævde, så vi vifter lige med et banner til eller klager over Zieglers elitære sideskilning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.