Inge Kristensen og Torben Mogensen: Systemerne i nutidens hospitalsvæsen kan sammenlignes med dem, der bruges hos flyselskaberne. Vi dokumenterer, evaluerer og forebygger. Ikke for at genere personalet, men for at gøre det mere sikkert for patienterne.
15. november 2011, 22:30
Sundhedsvæsenet er sat i verden for at gøre folk raske. Det er der vist ikke mange, der kan være uenige i. Men i den senere tid har røster mere end antydet, at hospitalerne har skiftet fokus til at dokumentere på den mest absurde måde.
Lad os derfor slå fast, at dokumentation er et redskab til bedre patientbehandling, ikke målet i sig selv. Her er tre gode eksempler.
For det første: Før var det ti procent af de hofteoperationer, vi foretog på grund af brækket hofte, der var forårsaget af fald, mens patienterne var indlagt. Det er årsagen til den såkaldte »faldscreening«, som er blevet kritiseret. Faldscreening betyder, at vi undersøger, om ældre mennesker er i risiko for at falde, når de f.eks. står ud af sengen for at gå på toilettet. Et fald og deraf følgende hoftebrud kan være livstruende, hvis man i forvejen har et svagt helbred. Nu er det færre, der brækker hoften under indlæggelse.
For det andet: Patienterne får alt for ofte den forkerte medicin. Det er den hyppigste fejl i hospitalsvæsenet, viser talrige undersøgelser. Fejlmedicinering kan have alvorlige følger. Derfor indførte vi et af de udskældte IT-systemer. Ja, det tager ganske rigtigt lidt længere tid for lægerne, men det betyder færre fejl for patienterne.
For det tredje: Vi ved fra undersøgelser, at læger ikke er gode nok til at spritte og vaske hænder. Hvert år bliver mange patienter genindlagt med infektioner, de fik, mens de var på hospitalet. Håndhygiejnen var desværre ikke god nok. Derfor er metoder til forbedring nødvendig. En yngre kvindelig patient, Marie, måtte f.eks. genindlægges i mange uger, fordi hun fik en infektion efter en operation. Genindlæggelsen var pinefuld for hende og dyr for samfundet. Vi bruger hende som eksempel i undervisningen, og hun er desværre langt fra den eneste.
I gamle dage var lægers arbejde mere enkelt. Matadors Dr. Hansen kunne behandle hele Korsbæks befolkning. Men de dage er uigenkaldeligt forbi. I dag er sundhedsvæsenet ekstremt kompliceret. Der er udviklet bedre medicin og bedre metoder til at gøre flere raske og behandle langt flere sygdomme end før. Men der er samtidig opstået talrige muligheder for fejl, misforståelser og »utilsigtede hændelser« - det vil sige, når patienterne lider skade, uden at det var nogens skyld. Skader i sundhedsvæsenet skyldes nemlig ofte, at der ikke er styr på de mange systemer og forløb, som understøtter sundhedspersonalets indsats. Det forsøger vi at forebygge ved at arbejde målrettet med sikkerhed, kvalitet og dokumentation.
Man kan sammenligne behandlingen af en patient på et moderne hospital med en flyrejse. Der er rigtig mange ting, som skal være i orden, og som skal passes ind på de rigtige tidspunkter. Der er mange systemer, afdelinger og kontakter, der skal koordineres. Forløb, der skal overskues og information, der ikke må gå tabt fra overgangen mellem to afdelinger eller overgangen fra hospital til eget hjem, hvor det er den praktiserende læge, der overtager behandlingen - f.eks. når der er tale om langvarige forløb med kræft, KOL og diabetes.
I dag er flyvning en sikker transportform. Det skyldes traditionen i flyvevæsenet for at arbejde systematisk med sikkerhed. Vi bruger i dag de samme systemer i hospitalsvæsenet, hvor vi evaluerer, undersøger fejl og forebygger. Ikke for at genere personalet, men for at gøre det mere sikkert for patienterne.
»Akkreditering«, som kritikerne skyder på, betyder i al sin enkelhed, at der kommer en gruppe uafhængige observatører. De undersøger om vi lever op til en række kvalitetskrav. Kravene er udarbejdet af læger og andre personalegrupper.
Akkreditering er ofte blevet udskældt som værende dokumentation for dokumentationens skyld, og at det ikke gavner patienterne. Ved den allerførste akkreditering var jeg, Torben Mogensen, leder af en intensivafdeling. Den amerikanske observatør spurgte: »Har I styr på temperaturen i køleskabet?« Det syntes mange, inklusive undertegnede, var et latterligt spørgsmål. Da der var grinet færdigt, spurgte observatøren: »Hvordan vil du overbevise mig om, at du kan styre noget så kompliceret som en intensivafdeling, når du ikke engang har styr på temperaturen er i køleskabet?«. Den sved. For i køleskabet opbevares medicin, som kun kan tåle en bestemt temperatur. Det var ikke noget vi holdt øje med - dengang. Det gør vi nu.
Tænk hvis restauranterne ikke havde styr på temperaturen i deres køleskabe?
De amerikanske observatører påpegede mange andre ting på alle hospitalerne, som vi ikke havde styr på. Bl.a. vores måde at tale med patienter på i den afsluttende fase af livet.
Når vi spurgte personalet efter akkrediteringen, om de syntes, at kvaliteten blev bedre, svarede flertallet ja. Kun i lægegruppen har man været kritisk. Akkreditering gør det muligt at sammenligne vores kvalitet med andre landes. Og vi har heldigvis meget at være stolte af.
Vi skal naturligvis løbende kigge på, om dokumentationen skal effektiviseres, så den bliver nemmere i hverdagen. Men at kritisere dokumentation som metode til at forebygge og redde liv er absurd og til skade for de patienter, vi er sat i verden for at behandle.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten