Din uddannelse skal (også) gavne samfundet

Kasper Dam Nielsen
Kasper Dam Nielsen

Mange studerende kender situationen. Man er blevet sat over for en ældre herre til et familiearrangement og skal pludselig gøre rede for, hvad man kan bruge sin uddannelse til. De fleste forstummer. Måske fordi de på forhånd ved, at deres svar ikke vil være gyldigt for spørgeren.

Men hvorfor egentlig ikke? Vores liv handler mest af alt om fremtiden. Altid er vi på vej et nyt sted hen. Ethvert skridt er et trin på karrierestigen, et »springbræt«, som det hedder med en moderne metafor. Ingen går fri. Konstant tvinges vi til at forholde os til fremtiden. Det handler om at opbygge CV og netværke. Nutiden står i fremtidens tjeneste. Derfor er gymnasieeleverne også så bekymret for deres karakterer. De skal bruge dem til at komme videre. Verden omkring dem har nemlig glemt, at karakter ikke kun er noget, man får, men også noget, man har.

Heldigvis er der fortsat nogle, der insisterer på ikke at tænke fremtiden ind i nutiden. De har valgt uddannelse ud fra interesse. Men det er ikke en begrundelse, som den ældre herre accepterer. Interesser er noget, man dyrker i fritiden. I hverdagen arbejder man.

Og her står vi så. Lige der, hvor kommunikationen slår fejl. To generationer mødes med to forskellige forestillinger om, hvad »bruge« betyder. Spørgeren relaterer det til nytte, som han så igen relaterer til det samfundsøkonomiske. Egentlig lyder spørgsmålet: »Hvilken gavn kan du gøre for samfundet med din uddannelse?« Og er det ikke et fair spørgsmål? Alle må vel bidrage til madbudgettet, hvis de vil tage for sig af retterne? Tænk, hvis alle ønskede at leve en (be)åndet tilværelse? Hvor var vi så?

På den anden side af bordet har vi den unge studerende. Han er ikke først og fremmest borger i samfundet, men individ i verden. Derfor relaterer han heller ikke »bruge« til det samfundslige. For ham handler det om selvindsigt. Han vil dannes. Samfundet er til for ham.

Det ser sort ud. Den ældre anerkender ikke den unges svar, og den unge accepterer ikke præmissen for den ældres spørgsmål. Men i takt med, at promillerne stiger, sænker de begge paraderne. Den ældre erkender, at samfundet ikke er meget værd for den enkelte, hvis ikke det giver ham plads til at udfolde sig, og den unge indser, at regningerne trods alt skal betales. I en skål indgår de et kompromis: Nogle gange individ, andre gange borger. Det må være vejen frem!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.