Er Danmarks demokrati i fare?
Lars Hovbakke: Hvis der er omfattende uregelmæssigheder og ukorrektheder i forbindelse med stemmeoptællingen til det nationale parlamentsvalg, kan man jo ikke længere være sikker på, at den regering, der sidder i et sådant land, også er den regering, der ville sidde der, hvis valget var foregået fuldt ud demokratisk. Og så er vi jo ude i en situation, hvor en ikke 100 procent demokratisk valgt regering er med til at vedtage de ting, der bliver gennemført, i Danmark.
Kommentarer
Det kræver ingen større ekspertise i diskursanalyse...
... at se det morsomme i at tyngeloven og markedets love sidestilles. Mig bekendt svigter tyngdeloven sjældent, mens markedskræfterne (læs finanssektoren f.eks.) har virket lettere destruktive og dysfunktionelle det seneste halve årti (hvor f.eks. finanssektoren har været mere derugeleret, og altså dermed frit, end de seneste mindst 50 år) . PKK bekender sig til et verdenssyn, der er ligeså fundamentalistisk som den rød-sorteste marxist.
Overenskomster
Sagen er jo bare den at i Danmark bliver ting som lønninger og arbejdstid bestemt centralt. Så den enkelte arbejdsløse kan ikke udbyde sin arbejdskraft på andre vilkår end dem som er fastsat i overenskomsten. De elementer kan kun ændres af arbejdsmarkedets parters organisationer, og dette kan have lange udsigter (jf. de nylige trepartsforhandlinger).
I mellemtiden kan den arbejdsløse være nok så nøjsom og arbejdsom uden at det ændrer noget. Sådan er livet.
En anden ting er: Ja, der kan være mening i at sænke lønningerne i forhold til andre lande, men det er ikke en fordel hvis reallønnen falder. Det er tværtimod skadeligt for samfundet. Derfor skal priser i butikker, på fast ejendom osv. også falde sideløbende med at lønningerne falder. Så det er altså ikke kun arbejdstagerne der skal spænde livremmen ind, det er i lige så høj grad arbejdsgiverne.
Elementært kære Watson - vi bytter da bare...:o)
Er du virkelig 100% sikker på, at der ikke går store talenter tabt, som kunne være til gavn for lille DK, hvis vi gør som du siger og skrotter de arbejdsløses uddannelse fordi vi tror at de arbejdsløse er ringere kandidater?
Hvilken sikkerhed har vi som land for at virksomhederne virkelig vælger de bedste ansøgere?
Og ville det ikke være smart at få ALLE talenter i gang?
Der er tilsyneladende mange i vores lille land, som synes, at det må være en sand svir at være arbejdsløs, at kunne dovne på sofaen og bare nasse på alle de, der knokler og står tidligt op om morgenen og smører madpakker.
De arbejdsløse, derimod, synes det er et sandt helvede, får stress, bliver depressive, mister modet og for nogle går det jo desværre så galt, at de må gå fra hus og hjem.
Margrethe Vestager har opgivet at løse problemet – ”sådan må det jo være”, men hermed årets ide til en holdbar løsning, så vi alle kan komme videre, samtidig med at vi alle sammen kan få det bedre.
Løsningen skal også ses i lyset af, at på grund af de kommende teknologiske landvindinger, så vil der ikke fremover blive flere jobs, da mennesker i høj grad vil blive erstattet af robotter.
Da der traditionelt ikke er større interesse for deltidsjobs, så er løsningen til en fair fordeling:
Indfør tvungen jobrotation, således at ALLE lønmodtagere (også politikere) SKAL have en 1 års ledighedsperiode på dagpenge hvert 5 år!
Det vil medføre:
At de hårdtarbejdende danskere vil få et nødvendigt pusterum, hvor de kan ”dovne på sofaen”.
At de ledige kan få lov at få arbejde til normal løn, og kan få styr på deres liv.
At beskæftigelsesproblematikken er løst – og alle vil få glæde af det.
Det er en fair og rimelig løsning, hvor alle bærer byrderne og ingen går glip af sofa fornøjelsen.
Virksomhederne vil altid have friske og glade medarbejdere.
Det bliver ikke dyrere for samfundet.
Vi sparer efteruddannelse, for alle har en arbejdscyklus, der sikrer opdateret arbejdskraft.
Diskussionerne om dagpengestørrelsen er væk, nu hvor alle kan få fornøjelsen hvert 5 år.
Administrationsomkostninger for jobcentre, a-kasser og aktivering bliver minimale.
Selve indkaldelse til den tvungne ledighedsperiode kan ske let og nemt via e-mail og baseret på CPR nr. – f.eks. i forbindelse med forskudsopgørelsen, så der er et par måneder at forberede sig og gøre sofaen klar…:o)
Når så året er gået, så melder man sig til jobcentre og virksomheder og bliver tildelt et passende job.
Eftersom en stor del af befolkningen mener, at dagpengebeløbet er særdeles generøst, så kan der jo ikke være nogen, der har noget imod selv at bytte deres normale løn ud i et års tid med dagpenge, hvor de så selv til gengæld kan nyde livet og dovne på sofaen.
Elementært!
Lilli interessant men..
Det første spørgsmål der rejser sig efter at have læst dit indlæg er:" Har Du nogensinde startet ,drevet en virksomhed i længere tid en en momsperiode?"Du skriber fuld af gåpåmod hvilket er idealistiskt -og tak for det men måske knap så realistisk.At debattere dette er dog vigtigt så klø på
Jungleloven 2.0
Kurrild-Klitgaards (KK) forståelse af arbejdsmarkedet har sine begrænsninger. De neoliberale dogmatikeres vådeste drøm er et arbejdsmarked, der fungerer som et frit marked, hvor der ikke er eksterne forhindringer for ligevægt. Overenskomstsmæssige mindstelønninger og størrelsen af overførselsindkomster gør jo, at folk ikke er villige til at arbejde for sultelønninger, sådan som KK ønsker.
KK vil hævde at vi kan vi afskaffe arbejdsløsheden, hvis arbejdsmarkedet dereguleres. Men det er ikke tilfældet - historiske erfaringer fra fx 1930'erne og nutidige erfaringer fra lande i Afrika viser, at selv i situationer hvor der ikke findes mindstelønninger, og hvor folk er villige til at tage enhvert job der kan sikre dem overlevelse, findes der arbejdsløshed. Forklaringen er den enkle, at der findes en naturlig mindstepris for arbejdskraft, nemlig eksistensminimum. Derfor er arbejdsmarkedet pr. definition ikke et frit marked.
Der i stort set alle lande tradition for at regulere arbejdsmarkedet, fordi det vedrører noget der ikke i virkeligheden ikke er en vare, nemlig mennesket og dets foretagsomhed. Tanken om at mennesker er en vare, og at menneskers værdi skal fastsættes på et arbejdsmarked er pervers. Mennesket har værdi uanset om det kan bruges på arbejdsmarkedet, og naturligvis kan intet anstændigt samfund acceptere at menneskers livsgrundlag alene afgøres af markedets diktatur. Forsøg på at indrette arbejdsmarkedet i det frie markeds billede fører til Jungleloven 2.0.
Der er andre fakta
Her får vi en række ganske fornuftige betragtninger om lønninger og det danske arbejdsmarked. Nogle har lukreret på fordelagtige støtteordninger til ”ikke at arbejde”. Nogle har en lav markedsværdi, og mindstelønningerne forhinder dem i at få et egentligt job.
Men afslutningsvis får vi følgende svada: ”Der er arbejdsløse, der på RUC har skrevet speciale om diskursanalyse af sen-kapitalismen, som nok bliver nødt til at indse, at resten af verdens lyst til at finde deres drømmejob og deres drømmeløn til dem, er mindre end deres egen lyst til at leve drømmene ud …”.
Endnu en gang skal RUC holde for, til trods for at universitetet gennem tiden bl.a. har leveret et stort antal ansatte til stat og kommuner, til diverse organisationer, og til erhvervslivet. Dette til trods for, at mange af dem har skrevet kritisk om ”kapitalismen”. Sandheden er vel, at de har lært at analysere samfundsforhold ganske grundigt, og det har arbejdsgiverne vidst at sætte pris på.
Lidt længere nede får disse formastelige at vide, at de ”i stedet må se sig om efter job og stillinger, der matcher, hvad andre vil være villige til at betale dem for”. Nu kan man jo spørge, om Peter Kurrild-Klitgaard har erfaring for dette i sin egen jobkategori som professor.
Lad os eksemplificere denne problemstilling ved at tage to unanvgivne professorer fra hhv. Københavns Universitet og Roskilde Universitet. De er begge beskæftiget inden for et arbejdsfelt, der bredt kan betegnes som ”politisk økonomi”, københavneren dyrker ”Rational Choice”, RUCeren diskursteori (som Kurrild klart ikke har meget til overs for).
Hvorledes måler man en professors værdi? Først og fremmest ved den videnskabelige produktion. Lad os tage de to professorers produktion inden for de sidste fem år:
Københavner RUCer
2007 0 15
2008 6 6
2009 0 7
2010 1 8
2011 1 17
”Produktion” er videnskabelige bøger, artikler i videnskabelige tidsskrifter og bøger, og redaktørrolle i videnskabelige antologier. Arbejdspapirer, anmeldelser mv. indgår ikke. Københavneren har en meget omfattende skribentvirksomhed i en landsdækkende avis. Men det er jo ikke forskning, men betalt bijob.
Men en ting er at publicere, en anden ting om man bliver læst og citeret af kolleger. Hertil har man forskellige målinger. Den ene fra ”Web of Knowledge” er overvejende for engelsksprogede publikationer, og kun i tidsskrifter. Den anden er ”Google Scholar”, som giver citeringer mere bredt. Her har jeg taget de 10 mest citerede publikationer af de pågældende professorer. Publikationerne er fra alle de undersøgte forskeres værker, og omfatter altså ikke nødvendigvis de oven for anførte fra 2007-2011.
Københavner RUCer
Web of Knowledge 40 111
Google Scholar 235 2022
Forskellene er vel ganske markante, og der er sikkert nogle svagheder især i Google-målingen, men alligevel kan tallene ikke afvises. Diskursanalytikeren citeres langt mere end rational choice teoretikeren.
Så hvis vi taler om marked og efterspørgsel, så er værdien af diskursanalyse, målt i antal citationer, betydelig højere end rational choice analysen, hvis vi tager udgangspunkt i to danske professorer på omtrent samme alder. Men man skal naturligvis også se på de pågældendes produktivitet i det hele taget. Københavneren arbejder i det daglige uden større eksterne bevillinger. Diskurs-professoren er leder af et stort forskningscenter med mange millioner i tilskud fra Forskningsråd og fonde.
Så der er altså nogle, ikke blot på universiteterne, der værdsætter diskursanalysen og dens muligheder. Og der er nogle, som værdsætter RUCs forskning nationalt og internationalt.
Der er desuden nogle, som udfører deres arbejde samvittighedsfuldt og nærmest overopfylder jobbeskrivelsen med hensyn til at skabe forskning. Andre har ikke meget at byde på.
I klummen skriver Kurrild afsluttende om de arbejdsløse, at ”nogle ville få mindre i løn, andre vil få uattraktive job, og endnu andre begge dele”.
Det gælder vist ikke på universiteterne? Hvem mon har den største markedsværdi af de to professorer? Hvis vi havde en markedsbestemt offentlig sektor, ville den ene professor have en skyhøj løn (men det tillader lønningssystemet ikke), den anden ville nok nærme sig mindstelønnen. En sådan findes for professorer via manglende tillæg, men grundlønnen er ikke så ringe endda.
Universiteternes hovedrolle er at udvikle teori og analyse i alle mulige afskygninger til det højeste niveau. Diskursanalysen er populær blandt studerende og forskere. Det er ikke fair at komme med ringeagtende kommentarer om den generelt, og om RUC mere specifikt i dette tilfælde.
Og enkelte professorer er, jfr. ovenstående, næppe deres løn værd ud fra deres forskningsindsats.
Peter Bogason
Professor emeritus
Ømme tæer (2. afsnit)
Markedsværdi = omfang af output?
Dit hovedræsonnement i Dit akavede forsøg på at nå den på forhånd givne konklusion—at jeg ikke (i modsætning til Dig selv, må man antage) ikke skulle være et professorat værdigt—er, at ens markedsværdi = omfanget af output.
Er Du vitterligt sikker på, at det er, hvad Du mener? Det er jo en tankegang, der meget minder om den i planøkonomiske systemer, og som sådan falder den nok meget naturligt for visse personer. Men jeg håber da sandelig ikke, at det er, hvad Du har undervist Dine studerende på RUC … (På den anden side: Det ville måske forklare et og andet.)
Bibliometri
Du vil gerne vise, at jeg ikke skulle være min stilling værd. Til det laver Du så en lille selektiv bibliometrisk sammenligning af mig og en unavngivet diskursanalytiker fra RUC.
Nuvel, bibliometri er jo en taknemmelig størrelse. Man kan ofte få stort set, hvilket som helst resultat, man vil, afhængigt af, hvem man sammenligner med hvem, hvilke publikationer man tæller med, hvilken tidsperiode man afgrænser, om man fokuserer på rå antal publikationer/citationer eller på mere komplicerede mål såsom h-index og i-index, o.s.v., o.s.v.
Det ved Du også meget vel, Peter Bogason—hvorfor Du så vælger Google Scholar (som medtager *alt*), og hvorfor Du i mit tilfælde vælger 2007 som første år (hvorved Du så slipper for at medtage et par artikler mere, inkl. min mest citerede artikel [68 styk]).
Nuvel, Google Scholar er super til at holde sig opdateret m.h.t. folks seneste arbejder, eller få et overblik over alle vedkommendes arbejder, og hvem der citerer det hvor, men er faktisk ret usselt til at sige noget om kvaliteten af output. Alt, uanset ”publikationskanal”, tælles med.
Hvad var der mon sket, hvis Du i stedet havde taget en anden kilde, nemlig det hæderkronede Social Science Citation Index/Web of Science, der gennem årtier har registreret artikler i internationale ”peer-reviewede” forskningstidsskrifter og vel at mærke kun de bedre af slagsen? Så havde man nok fået et lidt andet billede (og mere om dét om et øjeblik), men selv med det i hånden, vil selv den bedste forsker, let kunne blive optalt til at være mindre ”produktiv” end en anden, afhængig af afgrænsningen m.v. Så hvad skal man bruge den slags til—altså hvor man tager én, man gerne vil nedgøre ved at sammenligne med en anden ikke-tilfældigt valgt? You tell me.
Kunne jeg have ønsket mig, at jeg i årene 2007-09 havde fået flere publikationer ud? You betcha. Med mindre Du er helt afkoblet af nyhedsstrømmen i vores fag, så ved Du nok også, at jeg i årene 2006-09 havde to lange orlovsperioder (2006, 2009) og var sygemeldt to gange med stress (2007, 2008). I samme periode lykkedes det mig dog alligevel at få akkumuleret halvandet års overarbejde i sagsberegningssystemet. Så hvis Du mener, at jeg ikke er min løn værd (inkl. de tillæg, jeg faktisk får), så vil jeg foreslå, at Du tager den viden, og så går videre til min chef med den. Jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg eller nogen anden skal bruge Dit nærmest hadske person-fnidder til.
Men ok: Sådan har vi alle vores forklaringer på, hvorfor vi som forskere i en periode ikke har fået lavet mest af det, der egentlig driver os. Og hvad er så Dine, Peter Bogason? I hvert fald er det at lave optællinger af andres forskningsarbejder m.h.p. at fremstille de pågældende som mindre flittige jo noget, der let kan komme til at fungere som et tve-ægget sværd.
Lad os således fortsætte i det spor, Du har valgt og se nærmere på to unavngivne forskere ved at bruge Social Science Citation Index, som jo har eksisteret i årtier og kun registrerer forskning publiceret i de mere velrenommerede, fagfælle-bedømte, internationale forskningstidsskrifter men altså ikke bidrag til antologier redigeret af en selv, ikke arbejdspapirer der henslæber et liv i ens skrivebordsskuffe, ikke små danske tidsskrifter, o.s.v.: 1) Ham den endnu lidt yngre rational choice politolog fra Københavns Universitet, som Du er så interesseret i at nedgøre. 2) En professor fra RUC, der har haft dobbelt så lang tid i forskningsverdenen—ja, faktisk fik sin første forskeransættelse helt tilbage i tredje fjerdedel af det 20. århundrede, og som sådan har haft masser af tid til at ”learn the tricks”, positionere sig, udvikle et helt følge af dedikerede imitatorer til at citere én, o.s.v., o.s.v. Det er måske en lidt skæv og unfair sammenligning, men jeg er villig til at give det en chance, selvom odds som udgangspunkt næppe kan siges at være helt lige.
Lad os så—som Du selv foreslår som standard—se på deres respektive forsknings-output i form af antal arbejder og antal ”citations”, men vel at mærke altså kun dem, som er registreret i Social Science Citation Index, og i en periode hvor de begge har været publikationsaktive (siden 2000).
Københavneren:
Antal internationale tidsskrifts-publikationer: 11
Antal citations til disse: 66
Antal til mest citerede artikel: 23
H-indeks: 5
RUC’eren:
Antal internationale tidsskrifts-publikationer: 4
Antal citations til disse: 36
Antal til mest citerede artikel: 27
H-indeks: 2
(H-indeks fortæller, at man har N publikationer, der er citeret mindst N gange. Så ham fra RUC har altså i perioden produceret hele to internationale tidsskriftsartikler, der er citeret mindst to gange …)
Kan man anfægte den opgørelse? Naturligvis. SSCI medtager som sagt generelt kun de bedre internationale tidsskrifter. Jeg vil endog være villig til at fratælle to publikationer hos ham Københavneren, fordi de mere er redaktionelle end substantielle, men lad os omvendt være generøse og lade ham professoren fra RUC beholde alt, hvad han har—rub og stub. Så kommer Københavnerens antal af publikationer ned på ni, mens citationer og h-indeks er upåvirkede.
Men pudsigt nok ser ham fra RUCs profil ikke voldsomt anderledes ud, selv hvis man medtager hele hans lange, lange forskerkarriere: Ja, i SSCI når han fra sin karrieres begyndelse først i 1970erne og til nu kun op på 13 publikationer, eller 10 hvis man frasorterer to boganmeldelser og en slags forord, 83 citations og et H-indeks på 4. Det er så = mindre end én international tidsskriftpublikation hvert tredje år.
Kan man bruge det til noget? Who knows? Men hvis Du, Peter Bogason, mener, at ham Københavneren ikke er sin løn værd, hvad i alverden skal man så mene om ham den meget ældre, væsentligt bedre positionerede kollega, der efter dette at dømme ikke just kan siges at være fremme i skoene på den internationale forskningsscene? Var han sin løn værd?
Vent, lad mig gætte …: Det var vist den samme RUC-professor, som for en håndfuld år siden skrev i Berlingske, at det for ham var mere videnskabeligt kvalificerende at publicere i et lille, obskurt, dansk venstrefløjs-kvartalsskrift ("Grus") end i et ledende internationalt forskningstidsskrift.
Q.E.D.
Roskilde i mange facetter
Skægt at læse at denne Professor emeritus som knappenålen i et HC Andersensk eventyr er ved at sprække af selvglæde.Velfærd skabes af vækst og arbejdspladser,Hvor mange arbejdspladser har Peter B skabt? Enkelt spørgsmål, enkelt svar forventes --om muligt.
Ømme tæer (1)
Nå nå da da …. Sikke en udladning fra min gamle (midlertidige) specialevejleder.
Hvad kan dog have udløst et så voldsomt og kluntet ad-hominem angreb, grænsende til et fagligt karaktermord-forsøg? Som en reaktion på en klumme om noget helt andet? Seriøst?
Var det virkeligt bare metaforen om diskursanalyse fra RUC? Så må tæerne godt nok være meget, meget, meget ømme. (Men det er der måske også grund til, jf. nedenfor.)
Eller var det måske noget mere personligt? Det er jo langt fra første gang, at Du går efter mig snarere end bolden. Forrige gang var det, at mine ”liberalistiske” holdninger diskvalificerede mig som forsker. (Jeg husker ikke lige at have set Dig ytre, at venstreorienterede holdninger diskvalificerer venstreorienterede som forskere, men det kan jeg naturligvis have overset.)
Men lad os da så se på, hvad det er Du har brugt så meget af Din arbejdsdag forleden på, Peter Bogason.
RUC
Du kan ikke lide, at jeg med min henkastede bemærkning om at folk, der laver ”diskursanalyse af sen-kapitalismen”, måske ikke har den værdi på arbejdsmarkedet, de selv tror.
Fint nok. Givet Din egen profil, egen karriere og det, Du selv har haft (med-)ansvaret for, så er det måske forståeligt nok.
Du siger, at RUC har leveret mange ansatte til det offentlige. Ja—og? Mange af dem er sikkert også dygtige—ubetvivleligt; jeg kender selv flere dygtige af slagsen. Men hvis Du ikke samtidigt er vidende om, hvad der ofte siges om den typiske samfundsvidenskabelige kandidat fra RUC, deres karakterer, kvalifikationer, o.s.v., de steder hvor de pågældende søger job e.l., er Du enten ikke særligt velinformeret eller … noget andet. Lad være med at beskyde budbringeren.
Siden Du nu selv lægger bolden op til kvantitative sammenligninger af politologer fra Københavns Universitet og RUC, så lad os da gøre, hvad Du praktiserer. Men i stedet for selv at vælge kriterier, periodeafgrænsninger og sammentællingsformer, så lad os se på, hvorledes de to universiteter i de seneste sammenlignelige opgørelser vurderes af andre—på forskellige måder, med forskellige kriterier, nogle med universiteterne generelt og andre med politologi/samfundsvidenskab mere specifikt, og i de fleste tilfælde med korrektion for forskelle i antal ansatte m.v. Her kommer nogle sammenlignelige rangordninger:
Times Higher Education 400 top-universities (2011-12):
København: #135 (”over-all”); ikke blandt top-50 indenfor ”social sciences”
RUC: -- (ikke på top-400, som eneste danske universitet)
QS World University Rankings (2011):
København: #52 (“over-all”); #65 (“Social Science & Management”)
RUC: -- (ikke på top-500, hverken ”over-all” eller indenfor ”Social Science & Management”)
Shanghai Academic Ranking of World Universities (ARWU) (2012):
København: #44 (”over-all”); i niveauet #51-75 (”politics and international relations”)
RUC: -- (ikke på top-500, som eneste danske universitet)
Hix’ ranking of world’s 200 leading political science departments by scientific output (2004):
København: #155
RUC: -- (ikke på top-200)
Webometrics (2012):
København: #36 i Europa og #129 i verden
RUC: #365 i Europa og #843 i verden
Der er et ret markant og indiskutabelt mønster her: RUC ligger, når man sammenligner med andre universiteter … ikke særligt godt. Hverken generelt eller indenfor samfundsvidenskab. Heller ikke når der tages højde for forskelle i størrelse eller skiftes ud i kriterier eller metode.
Betyder det, at den enkelte forsker fra RUC er dårlig? Naturligvis ikke. At vedkommendes forskning er dårlig? Heller ikke. Betyder det, at den enkelte samfundsvidenskabelige kandidat fra RUC er dårlig? Naturligvis heller ikke. Men det burde da give nogen noget at tænke på—hvis man altså ville. Sagen er jo bare, at det er der i hvert fald—tilsyneladende—nogen, der ikke vil.
Diskursanalysen er komplet ubrugelig
Jo, men som enhver anden tidligere studerende på RUC (herunder undertegnede) ved. Kan du ikke kan bruge diskursanalyse til noget i den virkelige verden, da den ikke komme med et brugbart alternativt, men kun dekonstruerer den sproglige virkelighed der eksisterer.
Det kan nok så mange henvisninger ikke lave om på, men ellers har du ret i at Peters løn nok er for høj ;-)