Kulturkarrusellen

Det lalle-tolerante politi

Eva Agnete Selsing: Der er mange mennesker, der skal skamme sig. En Per Franck fra Fyns Politi er en af dem. Han er formand for den ’projektgruppe’, der har ansat Asmaa Abdol-Hamid som ’brobygger’ mellem indvandrere og politi. En islamist skal nu repræsentere ordensmagten herhjemme.

Eva Agnete Selsing, Filosof
Eva Agnete Selsing, Filosof

Asmaa Abdol-Hamid. I ved, hende, der ikke vil give hånd til mænd. Hende, der ikke rigtig kan finde ud af at tage afstand fra forfølgelse af homoseksuelle, eller om det nu ikke også var jøder, der stod bag 11. september. Hende, der støtter drab på danske soldater. Hende, der ikke vil skrive under på Grundloven. Hende, der om nogen repræsenterer netop de ortodokse kræfter, der er understrømmen i de ’utilpassede’ unges fjendtlighed over for det samfund, de bor i. Hvordan kan politiet finde på at gøre sådan en karakter, med sådan et samfundssyn, til en del af ordensmagten?

Af mange årsager. Det er længe gået ned ad bakke med politiets politiarbejde. I reklamer for Politiskolen lægges der nu vægt på ’empati’ og ’tolerance’ - ikke et ord om at gøre landet til et sikkert sted for borgerne. Ikke et ord om at beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Ikke et ord om at holde samfundets fjender væk fra samfundet. I stedet er alle skrevne produktioner på politiets hjemmeside fedtet ind i det pædagogiske nysprog, der er lavet til at camouflere de ægte problemer.

Ghettoer er ’udsatte områder,’ aggressive unge indvandrere er også ’udsatte,’og enhver erkendelse af de reelle konflikter er ’dæmonisering’ og ’ekskluderende’. Uoverstigelige forskelle i kulturelt livssyn (læs: demokrati og frihed over for fanatisk social kontrol) bliver til ’mangfoldighed.’ Og så videre. Og nu har politiet ikke bare lært at tale sproget - de har gjort det til en integreret del af selve politiinstitutionen. Til glæde for venstreorienterede akademikere og andre, der ikke kan lide ordenshåndhævelse. Hvilken kapitulation! Resultatet er en feminiseret hær af politi-bureaukrater, der står klar til at bortforklare borgernes virkelighed med det søde, bløde pædagogsprog. Til gengæld kan de sikkert alle til hobe stave til ’anerkendelse,’ ’dialog’ og ’interkulturelle kompetencer.’ Flot.

Problemet er systemisk: jo længere væk, man kommer fra gadebetjenten, desto tykkere bliver tågen af pædagogsprog, og i toppen af politiledelsen er det sikkert ikke til at sparke sig frem for pis og lal fra det multikulturalistiske overdrev. Jeg vil vædde på, at der ikke sidder så meget som et eneste hæderligt menneske dér, i ledelsen. Men derfor behøver den enkelte politimand ikke at svigte sine medborgere. Hvornår blev politiet bange for at være politi? Skal der virkelig en lille dame som overtegnede til at sige det: Det er ikke politiets opgave at være tolerant og empatisk. Det er politiets opgave at beskytte folk som mig og som de mange piger, drenge, homoseksuelle, apostater og andre, som Asmaa Abdol-Hamids fæller gerne vil fratage friheden. Det er Per Francks opgave.

Så han kan passende tage sit sælgersprog, sine frygteligt banale floskler om dialog og anerkendelse, sine projektleder-åbenbaringer på politisk korrekte studieture, og sende dem et mørkt, mørkt sted hen. Og så kan han prøve at være det, han er ansat til: politimand. Der laver politiarbejde. Ellers har jeg svært ved at se, hvad vi skal med Per Franck og hans kolleger.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.