er PH og kulturradikalismen stærkt over-rated og på nogle områder decideret skadelige.

Indflydelsen fra kulturradikalismen på folkeskolen, som oprindeligt var stærkt tiltrængt, gik fuldstændigt over gevind i 1970'erne med Ritt Bjerregaards skadelige indflydelse som undervisningsminister og er ikke blevet gelejdet tilbage på rette spor siden.

Multi-kulti-hysteriet er dog kulturradikalismens absolut mest skadelige og undergravende tiltag og på sigt en decideret trussel mod samfundets fortsatte beståen med en fri og demokratisk styreform.

Jeg gad vide, om PH ville have nikket anerkendende til de seneste 45 års udvikling. Jeg tvivler.

Der har været 4.800 fagblade uden medlemsdebat her til lands og Politiken og De Kulturradikale tåler heller ingen modsigelse, så blokerer de.

Det er bestemt ikke en figur jeg savner. Hans altid bedrevidende kommentarer var som regel til at brække sig over.

Henne Mølleå Badehotel er model for badehoteller mellem Tværsted og Amrum og fisketorve ved badehoteller er sundere end strålekanoner, se Husum, der har fisketorve med fiskevogne med alt godt fra godt fra havet, men Stilladstroldenes By, se Rådhustårnet, har pølsevogne, hvor overskuddet går til feriekolonier hos Red ungernes Kontor.

Jeg er på mange måder enig i dine betragtninger, Kasper Støvring. Men når jeg kigger på rækken af negative ting, du tilskriver kulturradikalismen, synes jeg, der mangler en medskyldig, nemlig ungdomsoprøret fra 1968. Også her var der oprindelig tale om et frisk pust og et tiltrængt opgør med det etablerede. Og også her har oprøret sejret ad helvede til, fordi 68'erne gled ind i alle samfundets institutioner og påvirkede tankegangen og måden at gøre tingene på.Og her mødte det kulturradikalismen, som var der i forvejen, og de to slog pjalterne sammen.

I begge tilfælde, både kulturradikalismen og ungdomsoprøret, er der altså oprindelig tale om oprørske idéer, og oprør rummer noget destruktivt, fordi oprøret jo vil nedbryde det etablerede. Det farlige opstår, som du selv er inde på, når de oprørske tanker har sejret så meget, at de selv bliver en del af det etablerede. Så har vi et samfund med indbyggede selvdestruktive tendenser. Og det er det, vi ser nu.

Opstiller Kasper Støvring en række stråmænd for at fremmane et billede af sig selv som forfulgt af fæle modstandere med en ond ideologi og slutteligt, klappe sig selv på skulderen som en modig helt:

Først konklussionen ("Daw! Mit navn er Jean d'Arche. Jeg er modig og forfulgt"), og herefter, udvalgte myter som bakker konklussionen op.

De komplexer Kasper Støvring stiller til skue, deri, må han for så vidt hygge sig med (og det gør han utvivlsomt).
Han skal så bare ikke kalde sig konservativ. Konservativ analyse tager sit udgangspunkt i en kritisk samfundsanalyse af nuet, på basis af forhistorien - ikke i eventyrdigtning.
Politisk, er Støvring et falsum.

Selv Kasper Støvring er vel enig med de kulturradikale i, at demokrati og velfærdsstat har brug for oplyste og selvstændige borgere. Dog kan vi forstå, at ideer som åbenhed, tolerance, fremskridtstro og internationalisme er kulturradikale misfostre, som kun har frigjort borgerne til at føre sig frem som frække klienter, der tror de har rettigheder.

Det står hen i det uvisse, hvordan Kasper Støvring forestiller sig et demokrati, der ikke er baseret på åbenhed og tolerance. Det virker også noget besyndelig at anklage Kulturradikalismen for at være bedrevidende - den tendens kan man skyde enhver isme i skoene, selv Kasper Støvrings egen Kulturkonservatisme, hvis man da kan kalde dette idemæssige makværk for en isme.

Hvis man bedste kulturradikale stil skal psykoanalysere lidt på Kasper Støvrings skriverier, når man hurtigt frem til, at han lider af et monumentalt mindreværdskompleks tilsat masochistiske tilbøjeligheder. Mellem linjerne skriver han:
-Jeg er national og konservativ, altså er jeg dum og ond.
-Jeg er kritisk over for islam, altså er jeg islamofob.
-Jeg er imod indvandring, altså mangler jeg åbenhed.

Læg mærke til at Politiken - ifølge Kasper Støvring et erigeret kulturradikalt organ - er ligeglad med Kasper Støvring og ligesindede. Politiken har ikke noget mindreværdskompleks, men nærmere det modsatte, og har derfor ikke brug for at puste et lille ego op med fjendebilleder.