16. januar 2012, 22:30

I historisk perspektiv er argumentet påvist flere gange. Oplysningstidens kombinationer af ånd, æstetik og teknologi og renæssancens eksplosive kreative udvikling af business og kunst er gode eksempler. Kunstens og filosofiens aftryk står som gigantiske pejlemærker for datidens store civilisatoriske spring i den europæiske dannelse og økonomiske magtbase. Vi øser fortsat af denne kilde, og Europas kulturelle fortrinsstilling f.eks. inden for operagenren er skabt på dette grundlag.

Spørgsmålet er så, om nutidens Danmark befinder sig i en tilsvarende tilstand, og om der virkelig er en direkte forbindelse mellem et bestemt antal dansere i balletkorpset eller operakoret på Det Kgl. Teater og fremkomsten af en stærk, vidensbaseret økonomi i det danske samfund?

Hvis svaret er ja, må institutionerne og deres fortalere frembringe virkningsfulde scenarier og skabe en troværdig sammenkædning mellem den viden, tradition og erkendelse, som udøvende kunstnere i de statsfinansierede organisationer besidder, og det omgivende samfunds behov for andet end avanceret luksusunderholdning (Ole Birk Olesen m.fl.). Man kan ikke længere nøjes med at lave imponerende forestillinger i såkaldt verdensklasse – danskerne ønsker andre aktivt artikulerede identifikationspunkter, der møder individuelle behov og krav om medspil.

Og den ombejlede videnselite, der tidligere fandt det helt naturligt at færdes i borgerligt dannede og socialt disciplinerende kulturinstitutioner, orienterer sig betydeligt bredere rent kulturelt. Operaens nye chef, Keith Warner, har fat i noget vigtigt i sine første meldinger om opera uden for det fine hus, og vi må ønske ham held og lykke med at transformere sin organisations selvforståelse i den retning. Nutidens udøvende kunstnere er tjenere for en meget større idé end institutionel bekræftelse, kongelig eller ej.

Vi bør arbejde intenst for, at der kan svares positivt på påstanden om, at kunst gør samfundet klogere. Og opgaven er svær, da det kræver en massiv holdningsændring blandt kunstnerne, der meget forståeligt lider af kikkertsyn efter et langt og loyalt liv til ære for institutioner med et aktuelt forklaringsproblem. De klassiske kunstformer har lidt et smerteligt tab af indflydelse, som ikke genvindes ved nok så smukke og rørende redningsaktioner, men snarere ved modigt entreprenørarbejde og opfindelse af nye kontaktformer mellem kunstnere og befolkning.