26. januar 2012, 22:30

Hvor partiklerne i hans model er døde og viljeløse, og kun følger naturens love, er partiklerne i det politiske atom anderledes. På den ene side har de bevidsthed og vilje. På den anden side er de faldet i en sump af rutine og vanetænkning, de ikke kan trække sig selv ud af.

I det politiske atom sker der derfor det, at en S-partikel, bare for at tage et eksempel, ved, den er allieret med en SF-partikel og ved, den er fjendtlig over for en V- eller K-partikel. Og fordi samtlige partikler på forhånd ved, hvor de hører hjemme, er de fri for at tænke, analysere og tage selvstændig stilling.

Fordelen ved det politiske atom er selvfølgelig, at det kommer til at udgøre en stabil struktur. Ulempen er, at det - undskyld udtrykket - er hjernedødt.

Jeg undskylder til dem, der har læst atomlignelsen før, for det er ikke første gang, jeg bruger den. Men jeg er nødt til at minde om den, fordi der nu igen er præsidentvalgkamp i USA. For er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor logikken i det politiske atom ligefrem skal transponeres over Atlanterhavet til USA?

I en situation, hvor S- og SF-partiklerne allierer sig med D-partiklerne i USA, føler mange V-, K- og ikke mindst I-partikler, at de skal alliere sig med de amerikanske R-partikler. Det giver jo ingen mening.

For det første er demokraterne hverken socialistiske eller på nogen måde til venstre for midten. I det politiske spektrum udfylder de, hvis man foretager de nødvendige abstraktioner, området mellem liberalisme og social-liberalisme. For det andet er republikanerne et parti, der bør sættes på en eller observationsliste, hvor man overvåger partier og bevægelser, der er undergået en radikalisering.

Engang blev partiet tegnet af pæne, konservative mennesker som Dwight Eisenhower, Richard Nixon (på de dage, hvor han ikke var besat af The Dark Force), Ronald Reagan og for den sags skyld George Bush den ældre.

Nu er det ved at blive overtaget indefra af galninge, der ikke tror på videnskab og rationalitet. Ikke tror på privatlivets fred, når det gælder for eksempel abort og homoseksualitet. Og helt åbenlyst fører en politik, hvor de ultrarige skal have lov til at ophøje sig selv til forpligtelsesfri kaste.

Hvorfor I alverden er det værd at heppe på, kære V-, K- og I-partikler?