Kommentar

Det har ikke været muligt at få en kommentar!

Formålet med spindoktorer er at lette pressens adgang til ministeren. I stedet fungerer spindoktorerne desværre efterhånden mere som et filter, der kun lader de gode historier slippe igennem til ministeren.

Det er vigtigt at holde øje med ministrene. Svarer de på kritiske spørgsmål, eller får de lov til at smutte udenom og kun melde sig, når der er positive historier under opsejling? Arkivfoto: Linda Kastrup
Det er vigtigt at holde øje med ministrene. Svarer de på kritiske spørgsmål, eller får de lov til at smutte udenom og kun melde sig, når der er positive historier under opsejling? Arkivfoto: Linda Kastrup

Virker overskriften bekendt? Det skyldes nok, at sætningen optræder oftere og oftere i denne og andre aviser, når en journalist har forsøgt at få en kommentar fra en af regeringens ministre til en kritisk historie. Siden regeringsskiftet, hvor regeringen fordoblede antallet af spindoktorer, har der spredt sig en praksis, hvor regeringens ministre simpelthen nægter at stille op til interviews, hvis historien er kritisk. Ministrene vil derimod gerne springe ind foran kamera og mikrofon, hvis det er en historie, der kan sætte regeringen i et positivt lys. Der er behov for, at journalisterne siger fra over for denne udvikling.

Tag landets justitsminister Morten Bødskov som et illustrativt eksempel. For nylig havde Berlingske i to døgn forsøgt at få en kommentar fra Bødskov til, at antallet af familiesammenføringer stiger kraftigt. En ubehagelig sag, der udstiller regeringens løftebrud på udlændingeområdet. Bødskov nægtede at stille op og kommentere udviklingen.

I disse dage leger justitsministeren skjul i sagen om den nye offentlighedslov. Før valget tordnede Morten Bødskov imod VK-regeringens forslag til offentlighedslov. Nu har han fremsat et praktisk talt identisk lovforslag, hvilket selvsagt giver anledning til spørgsmål fra medierne. Men Bødskov skal ikke nyde noget af kritikken. Han har ikke mulighed for at stille op til interview, lyder det. Jeg ved det, for som Venstres ordfører på forslaget får jeg alle de journalister i røret, der har løbet panden mod en mur i forsøget på at få den ansvarlige minister i tale.

I sidste uge blev Bødskovs strategi blotlagt for enhver. 5. februar forsøgte dagbladet Politiken at få Bødskovs kommentar til kritikken af, at ministeren skubber Straffelovrådet foran sig i debatten om et forbud mod køb af sex. Bødskov har angivet rådets anbefalinger som begrundelsen for at afvise et forbud. Imidlertid rummer et nyt lovforslag fra Bødskov en række elementer, der er i direkte modstrid med Straffelovrådets øvrige anbefalinger. Så hvorfor lytter man til rådet i den ene sag og ikke i den anden sag, ville Politiken gerne vide. Bødskovs svar var, at han ikke vil kommentere kritikken. Samme dag forsøgte en mand at myrde debattøren Lars Hedegaard. Det kunne Bødskov selvsagt ikke modstå fristelsen for at komme ud og tage afstand fra. Så Bødskov var her, der og alle vegne i sagen om Hedegaard, men nægtede altså at finde tid til at tale med Politiken om købesex. Det er svært at tro, at der ikke ligger en bevidst prioritering bag. Mønstret kan genfindes hos en lang række af de øvrige ministre.

Det er en bekymrende udvikling. Formålet med spindoktorer er at lette pressens adgang til ministeren. I stedet fungerer spindoktorerne desværre efterhånden mere som et filter, der kun lader de gode historier slippe igennem til ministeren. Det er en trussel mod vores demokrati. Grundlæggende er der to instanser, der kan stille en minister til ansvar: Den kritiske presse og Folketinget. Men med den åbenlyse strategi, som regeringen har anlagt med at krybe uden om kritiske interviews, er tænderne efterhånden ved at blive trukket ud på den vagthund, pressen skulle forestille at være. I stedet er det overladt til Folketinget at stille regeringen de kritiske spørgsmål. Det gør vi gerne, men jeg mener, at pressen må hanke op i sig selv i stedet for at acceptere, at regeringen nægter at stille op.

Jeg foreslår derfor følgende: For det første burde Presselogen på Christiansborg sætte sig sammen og drøfte denne problemstilling. Kan de genkende billedet, jeg har tegnet, og hvad vil man gøre ved det?

For det andet burde de politiske journalister overveje en »karantæneordning« for de ministre, der åbenlyst sorterer i henvendelserne. Konkret kunne man beslutte på den enkelte redaktion, at man ikke vil tage imod historier fra den pågældende minister, før ministeren har stillet op til de kritiske interviews. Så hvis ministerens folk tilbyder en saftig solohistorie dagen efter, at den samme minister sagde nej til et kritisk interview, så kunne det pågældende medie sige nej tak, indtil ministeren har besvaret de kritiske spørgsmål.

Jeg ved godt, at dette forslag vil føre til hovedrysten og overbærende latter på de politiske redaktioner. Så går spindoktoren jo bare hen til et andet medie med den gode historie. Men når man er færdig med at grine, så burde journalisterne måske overveje, om det ikke presseetisk er at foretrække frem for, at man dag efter dag lader ministrene løbe om hjørner med én? Det mener jeg, og netop derfor er det vigtigt, at medierne i fællesskab adresserer denne problemstilling

Lad mig afslutningsvis slå en vigtig pointe fast. En minister har ikke mulighed for, eller pligt til at stille op til samtlige de interviews, der bliver anmodet om. Og der kan være gode og rimelige grunde til ikke at stille op. Journalisten kan have henvendt sig ti minutter før deadline med en forespørgsel, der ikke kan imødekommes af tidshensyn.

Spørgsmålet kan være komplekst og kræve, at ministeren har mulighed for at konsultere sit system, hvilket ikke altid kan nås inden deadline. Der kan være tale om personsager, som en minister af principielle grunde ikke kan eller vil kommentere. Der kan være tale om henvendelser, hvor ministeren talrige gange har besvaret den samme forespørgsel, hvor det er helt rimeligt blot at henvise til tidligere udtalelser.

Der kan være andre gode grunde til ikke at stille op. Men det kan ministeren så blot redegøre for over for journalisten og bede mediet bringe som begrundelse. Min anke går på de tilfælde, hvor det helt åbenlyst alene er historiens kritiske karakter, der afholder ministeren fra at stille op til interview. Det kan ingen være tjent med. Og ministre har i kraft af deres forvaltningsansvar en særlig forpligtelse til at stille op. Også - og endda særligt - når spørgsmålene er ubekvemme.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.