Mediemøllen

Det fremmedgjorte folkestyre

Anker Brink Lund: Uanset hvem eller hvad der står bag skud­episoden på Pelargonievej i sidste uge, er der gode grunde til at holde hovedet koldt. Politiet har da også gjort alt for at undgå motivforklaringer, så længe sagen ikke er fuldt opklaret.

Til gengæld har den selvsvingende mediemølle for længst vinklet begivenheden som seneste led i en kæde, der begyndte med Ekstra Bladets kampagner fra midten af 1990erne. Under slogans som ’De Fremmede’ og ’Godhedens Pris’ punkterede kritiske journalister den tavshedsspiral, som i årtier havde lagt låg på debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark.

Derefter eksploderede dækningen med toppunkt i Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, suppleret med en lind strøm af historier om mere eller mindre vellykket integration. Hverken de ukritisk positive eller de ensidigt negative historier har bidraget konstruktivt til nuancering af danskernes forståelse for en grænseløs verden, som kun de færreste føler sig ubetinget hjemme i.

I medieforskningen betegnes nyhedsformidling af denne art som fremmedgørende: I stedet for oplysning og handlekraft produceres magtesløshed og fordomme. Diskussionerne fører ikke til gensidig forståelse. Tværtimod graves parterne dybere ned i forudindtagne skyttegrave.

Jeg har som forsker fulgt de verbale krige siden årtusindeskiftet. Det fremgår af indholdsanalyserne, at den politiske dagsorden i nullerne blev systematisk bombarderet med udlændingespørgsmål. Fra efteråret 2011 er medieopmærksomheden imidlertid blevet normaliseret, overhalet af emner som arbejdsløshed, overførselsindkomster og sygdomsbekæmpelse.

Men nu får fremmedgørelsen altså atter alt, hvad den kan trække, og lidt til. Det er selvfølgelig ikke medierne alene, der driver denne propor­tionsforvrængning. Her som i andre uopklarede sager er journalisterne afhængige af autoritative kilder. Hvis kun de politiserende parter ytrer sig om et emne, hvor påstand står mod påstand, bliver der ingen mediestorm.

Det er vel at mærke ikke ensbetydende med, at medierne er ansvarsfri. Ytringsfriheden tilhører alle og enhver. Men journalister har i højere grad end alle os andre mulighed for at gradbøje den. Når en tavshedsspiral først er punkteret, er det mediefolkene som kollektiv, der bestemmer vinkling og prioritering. Heldigvis da. For hvis medierne overlader initiativet til bevæbnede bøller og uredigeret skarpskydning på internettet, bliver resultatet først for alvor skræmmende.

Et militant råbedemokrati uden ordstyrer og faktatjek er meget langt fra idealerne om folkelig oplysning og offentlig debat. Så det, der fremmedgørende skydes på i den polariserede udlændingedebat, er til syvende og sidst det samtalende folkestyre, hvis normative grundlag ingen har defineret mere rammende end Hal Koch: »Man må nu engang affinde sig med, at der kun er to måder at ordne vore indbyrdes forhold. Vi kan slås om det, og vi kan tales ved. Vil man være demokrat, er det den sidste vej, men må gå. Men så må man også virkelig gå den.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.