Den fundamentale ytringsfrihed vil altid være et skrøbeligt element i vor tids demokrati, så længe den globale forskellighed hos mennesker er majoritets bestemt af religion, politik og samfundsmæssig indoktrinering. Fra fortidens magtdominerende styreformer med en bastant opdeling af mennesker i over- og underklasser, er vi endnu kun et skridt på vejen til en fælles, demokratisk sameksistens og menneskeværdig livsform. Den teknologiske udvikling er medvirkende til at vi, omend gradvist, destruerer kommunistiske regimer og demagogisk folkeundertrykkelse. Ytringsfriheden kan bruges til åbenhed om realiteternes sandheder på godt og ondt. Fordi et stærkt demokrati beskytter ytringsfriheden, også der hvor den er grænseoverskridende og sommetider ved at køre af sporet.

Når man, mere eller mindre tilsigtet, træder nogen over tæerne, må man forvente en hvis modstand. Der opstår en form for selvforskyldt boomerang-effekt, hvor man bør være klar over, at modparten måske har en helt anden tænkemåde og kulturel baggrund. Derfor er det vel almindelig sund fornuft, at man overvejer sine ord og handlinger, hvis man på forhånd er bevidst om konsekvenserne og ansvaret.

Selvfølgelig skal vi værne om ytringsfriheden, under ansvar, indtil smertegrænsen, i vor del af den demokratiske verden. Men hvis vi, som mennesker vil nærme os hinanden i et fremadrettet, demokratisk koncept, skal en passende tolerance med i et forsøg på at opnå en gensidig forståelse. Det er nemt for alle at kalde sig berettigede borgere på den samme planet. At nå frem til også at være medmennesker i samme rum, er sværere og kan tage lang tid.

De fleste af os som rejser ud i Verden, forsøger at forstå, og vænne os til andre folkeslags måder at leve på, hvordan de tænker og gebærder sig i hverdagen. Det åbner for vores sanser og de medbragte mentalitetsforskelle. Vi kan blive fascineret og begejstret eller føle afsky og had.
Her kan forståelse og en stærk tolerance bruges som et forsvar, uden at retfærdiggøre de mørke og negative sider. At holde hovedet koldt, og finde frem til en dialogisk måde at løse ekstreme uhyrligheder på, er vel at foretrække frem for åben krig.

Problemet kommer ikke kun udefra, men findes allerede indefra, hos vores indfødte borgere. Overgreb på børn og unge, mobning og voldsepisoder mellem unge og voksne, såvel i det åbne rum som i privatsfæren er næsten daglig mediestof. Alt dette, og opstand med beskidte voldshandlinger og korruption i andre lande, giver mange grunde til at bruge ytringsfrihedens krudt på.

Jeg opfatter ytringsfriheden som en individuel, moralsk respekt og hensynsfuldhed over for en personlig beslutning om, hvad vi kan og ikke kan tillade os. Med menneskerettighederne i ryggen, er der grænser for hvordan krigshandlinger og politiske overgreb kan accepteres. Der skal tages hensyn til menneskehedens overlevelse. At disse grænser alligevel overskrides, vil altid medføre basale tab for menneskets ønske om at kunne leve sammen i fordragelighed på den samme planet. Dette er en eksistensfokuseret meningstilkendegivelse, ikke en religiøst eller moralsk pegefinger.

Det ansvar, som brug af respektløs ytringsfrihed, kan føre med sig, må vel være et spørgsmål om forudseenheds konsekvens eller uforudsigelighedens dumdristighed. Med store bogstaver har vi hørt, at mordforsøget på Lars Hedegaard, er et angeb på vores demokrati. Hvorfor dog det? Er det ikke at krybe til korset, som terroristen jo blot vil nyde? Selvfølgelig skal et velfungerende demokrati beskytte ytringsfriheden helt til kanten. Uden en hypotetisk tro på, at ytringsfriheden ikke har nogen pris, hvis den springer ud i afgrunden.

Men også i afgrundens demokratiske mørke er vi parat til at redde en udsat borger der har vovet sig for langt ud over kanten. Døgnbeskyttelse med en mindre hær af PET agenter, koster skatteyderne flere millioner om året. Måske er vi snart nødt til at bygge et sikkerhedscenter for ubetænksomme tegnere og rabiate islam modstandere.

Hvis en væsentlig ingrediens i en bil eller i et menneske, bliver beskadiget, kan vi reparere det, så det igen fungerer som det skal. Det samme gælder for et angreb på ytringsfriheden som er en fundamental del af demokratiet. Vi kan lukke såret på ytringsfriheden, uden at skulle foretage et større check og opdatering af demokratiet. Fordi demokratiet er den helstøbte, fastgroede substans der ikke uden videre kan rykkes op med rode.

Selv om ytringsfriheden får en kniv i hjertet, vil demokratiet altid være en garanti for uovervindelighedens overlevelse, fri for despotisme. Lars Hedegaard, Kurt Westergård og Lars Vilks m.fl. fik ikke en kniv i hjertet, eller en kugle for panden. Her blev ytringsfriheden egentlig slet ikke fysisk ramt, men emotionelt og nationalt påvirket. Sammenlignet med den ultimative terror 11.sept. 2001 i New York, var det små hændelser. Det pustes så op i medierne, og hele retssikkerheds-skytset sættes i gang. Den frivillige målskive er den selvbestaltede grænseoverskrider, islam-kritikeren og tegneren, som rammes hårdere af mediekuglerne end af terror-skytten.

Vi udsender skræmmeadvarsler til terrortilhængerne om, at vi er forberedte på deres ugerninger. Som forsvarsberedskab, er disse offentlige budskaber desværre nødvendige. Hvis alle beredskabssignaler skulle synliggøres i USA og andre store lande, ville der ikke blive plads til andet i den daglige presse-information.

Tilbage står spørgsmålet, om ikke de mange hemmeligheder som FBI, CIA og NSY m.fl. må formodes at tilbageholde omkring forhindring af planlagte terroraktioner, er forebyggende for vores tryghedsfølelse. Det er dette psykosomatiske dilemma, terroren spiller på, hvor dens neurotiske gift sidder i frygten. Vores planet er blevet infekteret med terrrorens gift og ondskab, som opstår af dæmoner i menneskesindet. Dæmoner eksisterer i os alle, og sommetider vinder de. Derfor skal vi tage afstand fra dæmonerne. "Onskaben kan dræbe et menneske, men aldrig et helt folk", sagde den norske statsminister Stoltenberg ved mindetalen den 15.juli 2011.

Vores frihedsrettigheder og forskelligheder, i et demokratisk samfund, kan nå frem til en social balance, hvis vi bruger en forstandsmæssig vilje til at interessere os for den dybere mening med frihedsrettigheden og forskelligheden hos vore medmennesker. Med besindighed og tålmodighed kan vi opnå en måde at leve sammen på. Det demokratiske fællesskab er en menneskeret, hvor omstændighederne bestemmer ytringsfrihedens pris.

Aha... vi skal gøre som i Sverige eller hvordan?

Hverken vælgere, journalister eller politikere kan forudse konsekvenserne på lidt længere sigt af nutidens store samfundsomvæltende projekter.
Journalister og politikere kan derfor heller ikke kende konsekvenserne ved at manipulere vælgerne til større accept.

Måske kan en rasende uenighed og konflikt have en bremsende effekt på løbske projekter og politikernes tilbøjelighed til at kaste sig ud i flere?

Er det indlysende negativt at stille kultursammenblandingen i bero, indtil man eventuelt har fået kontrol over processen og opnået en positiv virkning af den?

Vil det være klogt af Danmark at påtage sig en rolle som geopolitisk stormagt i forbindelse med råstofudvinding i Grønland, når Danmark er på vej til at blive en delstat i EU, som grønlænderne har afvist medlemskab af ved en folkeafstemning?