Kasper Støvring: Opgaven er ikke at undertrykke og fortrænge det, man ikke kan lide. Opgaven er derimod at kanalisere folkets lidenskaber ind i det demokratiske system og derved tæmme dem.
31. marts 2011, 22:30
Forleden udgav historikeren Mikael Jalving en bog om Sverige som ’tavshedens rige’. Bogens budskab er, at meninger, der afviger fra den politisk korrekte konsensus, undertrykkes i Folkehjemmet. Det blev bekræftet, da der var debat om bogen i Trykkefrihedsselskabet. Her deltog en svensk journalist, som efterfølgende leverede varen i sin avis:
»Det er paranoidt. Det er ubehageligt. Det er uanstændigt. Glem alt om, at man her har ret til frit at udtrykke sin mening. Tro mig. Jeg forsøgte«. I virkeligheden fik journalisten al den taletid, hun ønskede og i øvrigt langt mere end resten af publikum. Men kendsgerninger er naturligvis ligegyldige, når man kun er interesseret i at promenere sin moralske bedreviden. Sådan fungerer debatkulturen i tavshedens rige.
Det er især ubehagelige spørgsmål om udlændinge, der ikke må debatteres åbent i Sverige, som da også officielt er et multikulturelt land. Landet er langt fremme i national selvopgivelse. Når det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne deltager i politik, bliver medlemmerne stigmatiserede som onde mennesker, eller de overfaldes, uden at det påtales af de ledende politikere. Det så man ved det seneste Rigsdagsvalg.
Sverigedemokraterne forsøger at gøre op med den konsensuskultur og afpolitisering, der hersker i Sverige. Men resten af partierne har indskrænket sig til at reagere moralsk på partiets relative succes. Sverigedemokraterne stemples netop som dårlige demokrater. Denne dæmonisering betyder, at legitime politikere gøres til suspekte ekstremister. Derefter beskylder man dem rask væk for racisme og nazisme. På den måde bliver præcise betegnelser for historiske forbrydelser tømt for indhold. Prædikaterne politiseres og reduceres til blotte skældsord.
Denne type moralisme dominerer i Sverige. I det konfliktsky land er det politisk acceptable følgelig snævret ind til en lille konform midte. Ubehagelige synspunkter udelukkes hyppigt fra den offentlige debat og nægtes demokratisk repræsentation, hvorfor mange kun tør sige deres ærlige mening på skjult kamera. Folket virker ganske enkelt kujoneret af en politisk korrekt elite. Om end der også findes enkelte dissidenter, som det fremgår af Jalvings bog.
Problemet med den svenske mentalitet er, at den bygger på løgnen om, at højrepopulismens fremvækst kan hæmmes gennem moralsk fordømmelse. Men det fortrængte vender som bekendt tilbage i dæmonisk form: Det er ikke tilfældigt, at der i Sverige historisk har eksisteret en omfattende og velorganiseret politisk ekstremisme på begge fløje. Disse spændinger har af og til fundet udløsning i vold og endda politiske attentater.
Landet er i det hele taget stærkt præget af voldelige overfald, voldtægter og brandstiftelser. Antallet overgår langt det, vi kender i Danmark, og er bl.a. dokumenteret på hjemmesider som Snaphanen.dk. Dertil kommer eksistensen af de terrorgrupper, der senest har givet sig til kende i det mislykkede angreb i Stockholm i december måned og herhjemme i forbindelse med attentatplanerne mod Jyllands-Posten. Vi importerer også de problemer, der følger af svenskernes totalt mislykkede integration af især muslimer.
Det gælder derfor om at forstå, at konflikter kan spille en integrerende rolle i demokratiet og medvirke til at stabilisere det. Opgaven er ikke at undertrykke og fortrænge det, man ikke kan lide. Opgaven er derimod at kanalisere folkets lidenskaber ind i det demokratiske system og derved tæmme dem.
Hvis de politiske lidenskaber ikke får demokratisk afløb, risikerer man ikke blot, at de vender tilbage i ekstrem form. Man risikerer tilmed at få en konfrontation mellem moralske værdier, der har karakter af at være absolutte i den forstand, at de ikke kan diskuteres og forhandles i en politisk offentlighed. Gennem moralsk stigmatisering gør man nemlig en legitim politisk modstander til en ond fjende, der er uværdig til at indgå i det demokratiske fællesskab.
Konsekvensen bliver politisk ekstremisme, religiøs fanatisme og uforløste samfundsproblemer. I Sverige ser man det i dannelsen af udbredte parallelsamfund. Tag bare Malmøforstaden Rosengården, der er hærget af islamisme og en så omfattende antisemitisme, at jøder flygter derfra.
Når det liberale demokrati har vist sig levedygtigt, skyldes det netop, at det formår at indoptage afvigende strømninger og synspunkter. Meget tyder på, at det danske demokrati er blevet styrket af den åbne debatkultur og lidenskabelige kulturkamp, vi har haft siden 2001.
Tal fra Politiets Efterretningstjeneste har f.eks. vist, at racistisk motiverede overfald er faldet markant siden Dansk Folkeparti blev støtteparti for den borgerlige regering, og der blev åbnet for en fri debat om udlændingepolitikken. Undersøgelser fra Cepos har vist, at muslimer er meget tilfredse med at bo i Danmark og mere tilfredse end muslimer i andre lande. Endelig har sociologen Peter Gundelachs omfattende værdiundersøgelser vist, at der findes en stor og stigende tolerance i Danmark.
Udgangsbønnen må derfor lyde: Lad os ikke få mindre, men mere politisk debat, flere åbne konfrontationer mellem demokratisk legitime modstandere og en afvisning af antiparlamentariske bevægelser, der forløser deres påståede moralske privilegium på voldelig vis.
Lad os ikke gøre som i Sverige. For det svenske Folkehjem er blevet et spøgelseshus, hvor det fortrængte vender tilbage.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten