8. januar 2012, 22:30

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) brugte ordet »fællesskab« hele fire gange i sin nytårstale og ikke mindre end otte gange i sin åbningstale i Folketinget. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kan slet ikke åbne munden uden at bruge det. I deres partis relativt korte principprogram fra 2011 optræder ordet forbløffende 35 gange. Men skærer man ind til benet, så menes der med »fællesskab« altid i praksis det samme - og noget andet end man skulle tro. Erstatter man f.eks. i talerne og programmerne »fællesskab« med »staten«, vil der i ni af ti tilfælde ikke ske noget meningstab. Og når man siger, at man vil »styrke« fællesskabet, at man skal »yde mere« til dette, o.s.v., kan læserne være forvissede om, at det er politikerne, der skal bestemme mere og borgerne mindre.

Tag f.eks. nytårstalen hvori Thorning i sin pastiche på John F. Kennedy erklærede: Vi »skal yde det, vi kan til fællesskabet. Ingen kan bare kræve. Enhver må spørge sig selv. Hvad kan jeg gøre?« Eftersom vi jo ret beset alle »kan« yde 100 pct. af vores arbejdskraft, indkomster og formue, må logikken så være, at det skal vi også, og dermed også at alt som udgangspunktet er politikernes at disponere over. Hvis budskabet ellers skal tage alvorligt. Og det skal det: Folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) gav netop i sidste uge udtryk for, at f.eks. skattelettelser vil være »tyveri« fra »fællesskabet«.

Men dét er et kunstigt fællesskab. Ægte fællesskaber vokser ud af, at mennesker netop helt bogstaveligt har noget til fælles - værdier, kultur eller interesser - og hvor der er en (mere eller mindre) klar sammenhæng mellem, hvem der har ansvar, hvem der yder og hvem der nyder, og alt sammen baseret ikke bare i et tilfældigt sprog eller geografisk område. Andelsbevægelsen var et sådant fællesskab, ligesom fagbevægelsen var det i lang tid og i nogle sammenhænge fortsat er det. Religiøse trosretninger, foreninger, politiske partier, interessegrupper, græsrodsbevægelser, små lokalsamfund, og naturligvis først og fremmest familien er i så henseende naturlige fællesskaber - og nogle som de fleste af os ville være ilde stedt ved at være helt eller delvist uden.

Men her er der meget langt til det »fællesskab«, politikerne taler om. Er man i tvivl om, at der er forskel på, hvordan mennesker opfører sig i de nære og virkelige fællesskaber, og hvordan de gør i de store, kunstige »fællesskaber«, kan man blot kaste et kort blik på en meningsmåling fra Megafon lige inden jul, hvori 76 pct. af de adspurgte var enige i, at for mange er for fokuserede på, hvad de kan få ud af »fællesskabet« og for lidt på, hvad de kan yde. Men kun fem pct. af de adspurgte mente, at de selv tilhørte gruppen. Pointen er, at det ikke bare er folk, der er noget galt med. Det er lige så meget det langt mere fundamentale, at der altid vil være en kategorisk forskel på det naturlige nedefra-og-op fællesskab og det kunstige oppefra-og-ned.

Så hvorfor siger venstrefløjen så manisk »fællesskab«, når man i virkeligheden mener noget nær det stik modsatte? Måske fordi det på bedste Orwellske maner lyder bedre, for hvem kan have noget imod »det fælles«? Omvendt er det immervæk meget få på tværs af det politiske spektrum, som ser statslig tvang som et mål i sig selv - snarere er det noget, man i varierende grad synes er, i bedste fald, et nødvendigt onde. Men man bør, også i politik, kalde en spade en spade - ikke for »en meget stor ske«. Og kalde staten for staten og tvang for tvang - ikke »fællesskab«.