Kommentar

Det er kvinden, som er det stærke køn

Kvindefrigørelsen i Danmark er heldigvis nået langt, men feminismen har tabt perspektiv. Manden er en vigtig aktør i ligestillingsprocessen. Det er også hans ansvar at lære sin søn at være ordentlig over for det modsatte køn, og at friheden er køns- og farveløs og en nødvendighed på lige fod med mad og drikke.

Abir Al-kalemji.
Abir Al-kalemji.

Set i lyset af alle de primitive prædikener og ritualer, kvinden har skullet stå model til gennem civilisationernes udvikling, alene på grund af fravær af y-kromosom, er det svært misvisende at betegne hende som det svage køn. En stærkere label, som får jernlady, supermom, powerwoman og anden hardcore-terminologi til at falde helt til jorden, er mere berettiget.

Jeg stod forleden med en svært syg og plejekrævende ældre mand. Hans ægtefælle var til stede og bidrog til samtalen med værdifulde observationer omkring hans symptomudvikling. En velplejet dame med diskret sminke, velfriseret hår og harmonisk tøjstil.

På mit spørgsmål, om de fik hjemmehjælp, svarede hun, at hun fungerede som hans personlige plejer, assistent og kompagnon. For at holde sin mand aktiv havde hun flyttet hans computer op på 1. sal, så han blev tvunget til at tage trapperne når han skulle på Facebook.

Hendes øjne var en overvældende blanding af sørgmodighed, optimisme og dybde, og de slog gnister, når hun fortalte om de små hverdagsaktiviteter, hendes mand kunne præstere, mens hendes livlige gestikulationer ofte landede som et kærligt klap på hendes udkårnes skulder.

Hendes mand lå forpustet i sengen med en iltmaske, men fulgte interesseret med og nikkede til mig jævnligt med et blink og udstrålende, at de havde styr på situationen. Seancen var en mindeværdig oplevelse, som efterlod mig imponeret over kvinders evne til at bevare smilet, kærligheden, entusiasmen – og make-up-lysten – på trods af komplicerede udfordringer, ude og hjemme, samtidig med, at de jonglerede mellem rollerne som hustru, mor, karrierekvinde og ja – hjemmehjælper.

Men kvindens mellemmenneskelige intelligens, udholdenhed og empati har gennem historien været reduceret til et blødt omsorgsgen, kvalificerende til en birolle i familien og samfundet, mens mandens jægerinstinkt er blevet fremhævet som essentielt for artens overlevelse. Det komiske er, at kvinden aldrig har været udelukkende placeret bag gryderne. Hun har, i tillæg til sine huslige pligter, været med ude på jagt og kæmpet side om side med manden.

Hvordan kan hun så den dag i dag fortsat være genstand for degradering og undertrykkelse? Hvilken bizar fantasi har udtænkt så forskelligartede misbrugsmetoder, som mange kvinder i forskellige dele af verden fortsat udsættes for?

Vi taler om alt lige fra objektivisering, sexisme og voldtægter til afbrændinger, begravelse af levende pigebørn, jalousidrab, syreangreb, indespærringer, lemlæstelser, brutale omskæringer, total tildækning, barnebrude og tvangsægteskaber. I nogle samfund bærer hun skam hele familiens ære på sine skuldre – og i sin skede – og bliver forvandlet til et objekt, der tjener sektens interesse, mens egne behov tilintetgøres.

Nogle kvinder gør oprør og kræver deres medfødte selvbestemmelsesret, mens andre bukker under og viderefører den patriarkalske styreform. Den ressourcestærke, der udfordrer obligatoriske opfattelser, har således ikke kun manden at kæmpe imod, men også de sure tanter, som aldrig fik det liv, de ønskede, og føler mindreværdskomplekser ved en frigjort kvinde.

Mange vurderer, at religion, kultur og traditioner er hovedskurken. Men vi skal længere ind. Fællesskabets magt og gruppepres er den afgørende faktor. Jo mere selvstændig manden er, økonomisk, mentalt og socialt, jo mindre afhængig er han af det kollektive, og jo mere er han i stand til at stå ved sin maskulinitet uden at føle sig truet af kvindens frigørelse.

Er hans selvværd derimod ikke i orden, bliver han mere tilbøjelig til at føle skam og nederlag, når kvinden har egne mål og ambitioner i livet. Nogle mænd reagerer primitivt, når en kvinde er progressiv, mens andre er sympatiske og retfærdighedssøgende og udfordrer et snævert kvindesyn internt i egne rækker og eksternt i det omgivende samfund. Det er omkostningstungt, og feminister, politikere og myndigheder svigter ofte de oprørske røster.

Jeg gik i skole med en tyrkisk pige, som tit meldte sig syg, uden at lærerne holdt så meget som et forældremøde for at belyse problemet. Berøringsangst og misforståede kulturelle hensyn blev pigens adgangsbillet til et liv i mørke. Jeg møder ofte i mit arbejde syge kvinder, der lever i mandchauvinistiske forhold, og som nedbrydes langsomt, mens de professionelle ser magtesløst til.

Kvindefrigørelsen i Danmark er heldigvis nået langt på flere fronter juridisk, økonomisk, seksuelt, politisk, karrieremæssigt og psykosocialt. Men feminismen har tabt perspektiv og visioner.

Vi har travlt med at være indignerede over krav om maskulin yoghurt og over reklamer med foto af en bar numse på bagsiden af en bus, mens feminister i Pakistan frivilligt kører ud til landsbyer for at forklare fattige mødre, døtre, og søstre deres rettigheder, og stiller deres lemlæstende mænd for retten. For ikke at tale om vores egne etniske kvinder, der på daglig basis håbløst navigerer mellem forældede kønsrolleopfattelser og konfronteres med imamer, der opfordrer til stening og pisk, når kvinderne benytter sig af seksuel frihed uden for de ægteskabelige rammer, og forsvarer undertrykkelse med religionsfrihed.

Ligesom feminismens maskuline fravær er med til at svække kvindekampen. For manden er en vigtig aktør i ligestillingsprocessen.

Det er ligeså meget hans ansvar at lære sin søn at være ordentlig over for det modsatte køn, og at friheden er køns- og farveløs og en nødvendighed på lige fod med mad og drikke.

Det sidste sikrer fysisk kontinuitet, men frihed udgør fundamentet for human overlevelse.

At hverken opvækst, kultur eller religiøst inspirerede argumenter kan annullere et eksistentialistisk behov som frihed eller legitimere tvang. At kvinder hverken er hysteriske, finker, kællinger, ludere, skarnspiger eller dumme blondiner, når de udviser en adfærd, som afspejler egne behov og udfordrer gængse opfattelser og livsnormer. At påklædning eller mangel på samme aldrig kan legitimere voldtægt. At kvindens styrke ikke afgøres af muskelmasse eller stemmebåndets tykkelse.

Og ikke mindst, at kvinden og manden er født lige, og at hverken en prostata eller et par æggestokke kan lave om på det forhold. Punktum.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.