Kommentar

Det er ikke ligegyldigt, hvem vi mindes

Kasper Elbjørn: Hvis vores politikere har et så ringe kendskab til to så væsentlige perioder i det 20. århundrede som Systemskiftet og Besættelsestiden, at man giver plads til Deuntzer, men ikke Holstein-Ledreborg, og fravælger Scavenius, men ikke Buhl, må man konstatere, at kampen om historien kun lige er begyndt.

Hvad skal vejen hedde? Salig kong Volmer fik sin vej på Amager, men Erik Scavenius får ingen, det har Vilhelm Buhl til gengæld allerede, selv om han var værre . Er det for tilfældigt, hvilke historiske personer, der hædres med et vejnavn?
Hvad skal vejen hedde? Salig kong Volmer fik sin vej på Amager, men Erik Scavenius får ingen, det har Vilhelm Buhl til gengæld allerede, selv om han var værre . Er det for tilfældigt, hvilke historiske personer, der hædres med et vejnavn?

Det er ikke ligegyldigt, hvilken version af historien, vi hører i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet. Det er heller ikke ligegyldigt, hvilke politikere, vi mindes med sted- og vejnavne. Det betyder faktisk noget, hvem og hvad vi mindes, og det præger vores opfattelse af nutiden og vores visioner for fremtiden. Da jeg flyttede til Islands Brygge i København tilbage i 2006 var jeg ærgerlig over, at jeg ikke fik adresse på J.C. Christensens gade.

Jeg boede i stedet i den modsatte blok ud mod Artillerivej. J.C. Christensen er en af kæmperne i dansk politik på linje med Thorvald Stauning og Poul Schlüter. Han var manden, der banede vejen for Systemskiftet i 1901, som gav os parlamentarismen. Når han ikke blev regeringsleder i første omgang, var det fordi kongen var mere tryg ved Johan Deuntzer. Deuntzer får nu sin egen gade ude på Bryggen. Københavns Kommune valgte i sidste uge igen at opkalde fem nye gader og en plads efter tidligere statsministre. Det er en rigtig god idé.

Udvalget besluttede at tage listen af statsministre og give et vejnavn til den seneste, afdøde statsminister, der endnu ikke har en vej opkaldt efter sig. Dermed er vejnavnenævnet startet ved Jens Otto Krag, der allerede havde en vej, og så blev Hilmar Baunsgaard den første til at få sit navn på en af de nye veje ved Bryggen. Men vejnavnenævnet har valgt at springe et par statsministre over på vejen ned gennem listen, og der er hverken hoved eller hale i tilvalg og fravalg. Deuntzer er ikke ligegyldig i historien om Systemskiftet, men han var kort fortalt en kransekagefigur, og blev i øvrigt kun statsminister fordi den gamle forfatningskæmper, Ludvig Holstein-Ledreborg, takkede nej.

Først da konflikten mellem Niels Neergaard, der også får en gade, og J.C. Christensen truede hele det politiske system i 1909, accepterede Holstein-Ledreborg at danne en regering, som skulle føre de kontroversielle forsvarslove igennem. Efter J.C. Christensen, der som forsvarsminister fik forsvarslovene gennemført, ønskede Holstein-Ledreborg sig tilbage til sit otium og gods i Lejre. Han fremprovokerede derfor et flertal for et mistillidsvotum, der blev fremsat af Det Radikale Venstre. Holstein-Ledreborg bad dernæst kongen om at henvende sig til det parti, hvis dagsorden havde sejret. Næsten ubemærket i samtiden fik Holstein-Ledreborg demonstreret gyldigheden af parlamentarisk statsskik, og afsluttede dermed sin politiske karriere med en fornem sejr, der for eftertiden må siges at være mindst lige så vigtig som J.C. Christensens forsvarsforlig. Men Holstein-Ledreborg får ikke en gade opkaldt efter sig. Det gør Erik Scavenius heller ikke, og af uforklarlige årsager har undladelsen af Scavenius skabt endnu mere polemik end Holstein-Ledreborg. Det vidner om en total mangel på historiekendskab hos både politikere og journalister.

Historieløsheden understreges af, at Vilhelm Buhl til gengæld er blandt de statsministre, der får en gade opkaldt efter sig. Stauning, Buhl og Scavenius var tre meget forskellige personligheder, men de var enige om at samarbejde med besættelsesmagten og bekæmpe sabotagen under Anden Verdenskrig. Det var de ikke alene om. Hvis man læser de senere års historiske redegørelser – herunder en af de bedste bøger om samarbejdspolitikken »Danmark i det tyske storrum« (Lindhardt og Ringhof, 2003) – fremgår det desværre tydeligt, at ikke bare regeringen, men også arbejdsgivere og fagforeninger samarbejdede med tyskerne med stor entusiasme. Alle satsede på en plads i det tyske storrige. Ligesom de fleste herhjemme gjorde alt for at undgå sabotage mod nazisterne, var der heller ikke mange danskere, der måtte flygte under Besættelsen. Den konservative partiformand, John Christmas Møller, var en undtagelse. Christmas Møller blev handelsminister i samlingsregeringen.

Han havde været stærk fortaler for en samlingsregering efter Besættelsen for at undgå indenrigspolitiske slagsmål under Besættelsen. Allerede i efteråret måtte han imidlertid forlade regeringen på grund af sine udtalte antinazistiske holdninger, og i 1942 flygtede han til London. I hans dagbog fra London, der udkom efter krigen, kan man læse om hans foragt over for den kyniske materialisme, som samarbejdspolitikken – ikke mindst repræsenteret ved Erik Scavenius – var udtryk for. »Jeg tror, at Scavenius har en megen ringe forståelse af begreberne demokrati, frihed, national værdighed etc.,« skrev Christmas Møller, da han kom til London: »Selv vil han sige, at han er realist; jeg vil kalde ham den mest kyniske materialist, vi har haft i dansk politik, som slet ikke forstår andres følelser, og som velsagtens slet ikke kan se, hvilket uvurderligt gode for det norske folk, dets kamp er, og som vil kalde det tåbeligt at redde folkets sjæl mere end at redde nogle døde ting.« Jeg kan godt forstå, at politikerne i København har undladt at hædre Scavenius med et gadenavn. Samarbejdspolitikere fandtes i flere støbninger, og Scavenius var storslem, men paradoksalt nok mere personlig hæderlig end eksempelvis Buhl.

Scavenius benægtede aldrig, hvad han havde gjort. Det er tydeligt, at den massive debat om Besættelsestiden har givet danskerne og deres politikere et langt mere nuanceret syn på politikken under Besættelsestiden. Det er en spændende debat, som man kan genlæse i kildesamlingen »Opgøret om vor samtids historie« (Peter la Cours forlag, 2012), som jeg var med til at udgive for nylig. Men at der fortsat er massive institutionelle tømmermænd, træghed og medløberi i forhold til den historieskrivning, vi alle blev opfostret med i folkeskolen, gymnasiet og universitetet, er tydeligt, og næsten pinagtig, når man kigger på fravalg og tilvalg af danske statsministre, der nu får gader opkaldt efter sig på Bryggen i København. Hvis vores politikere har et så ringe kendskab til to så væsentlige perioder i det 20. århundrede som Systemskiftet og Besættelsestiden, at man giver plads til Deuntzer, men ikke Holstein-Ledreborg, og fravælger Scavenius, men ikke Buhl, må man konstatere, at kampen om historien kun lige er begyndt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.