Der er efter min mening behov for en klar forventningsafklaring mellem Danmark og Grønland.

Danmark er nød til at definere præcis hvad Danmark som nation har af grundlæggende mål indenfor Rigsfællesskabet.

Danmarks strategiske interesser indenfor det sikkerhedspolitiske og økonomiske område burde stå lysende klart.

En klar dansk strategi vil medføre at Grønland også bliver nød til at melde klart flag, for hvad vil Grønland med Rigsfællesskabet. Er målet total uafhængighed eller ønsker man fortsat at Danmark varetager de opgaver grønlænderne ikke selv kan magte?

I dette krydsfelt af målsætninger bør Danmark tage konsekvensen af hvad der er i Danmarks interesse.

Hvis Grønlands langsigtede mål er at løsrive sig, bør Danmark allerede nu starte en afvikling af Rigsfællesskabet med Grønland og bruge ressourcerne andre steder der tjener Danmarks interesser bedre .

Omvendt hvis Grønland fortsat ønsker et bevare Danmark som strategisk samarbejdspartner, så bør Danmark involvere sig langt mere markant og stille en række krav om indflydelse, der står mål med de ressourcer Danmark tilfører Grønland.

Jeg er derfor enig med artikelskriveren i at vi er nød til at trykke på stop et øjeblik, og overveje om det nuværende ”styrkeforhold” mellem Danmark og Grønland på sigt har nogen værdi for Danmark.

Grønland har ved en folkeafstemning afvist medlemskab af EU.
Politikerne har travlt med at indlemme Danmark som delstat i EU.
Samtidigt har de ambitioner om, at Danmark skal spille en storpolitisk rolle i det arktiske område.
Hvad pokker?????

Danmark har givet afkald på nationale rettigheder i Nordatlanten, herunder råstofforekomster med en samlet værdi på over 200.000 mia. kr. svarende til 40.000.000 kr. pr. dansker.

I hvor mange år har de danske skatteborgere betalt bloktilskud til Grønland? Det burde være rimeligt, at vi er får andel, når/hvis der sker en udvinding af råstoffer på Grønland.

Eller forærer vi for 40.000.000 kr. råstoffer væk pr. dansker? Som Hillary Clinton udtrykte det: "You are so generous".

"Men igen er 2009-ordningen helt skæv og Danmark risikerer selv i sikkerhedspolitiske spørgsmål at blive kørt ud på et sidespor", skriver forfatteren - udsagnet i sig selv er en skæv tolkning af selvstyreaftalen. Grønland kan netop ikke hjemtage sagsområder som definerer national selvstændighed, og det er en overfortolkning af situationen, at hævde, at strategiske råstoffer skulle være problemet. Efter min mening ligger der en misforstået berøringsangst som en dyne over det indbyrdes forhold fra dansk side - og dét lader til at skabe en dansk mistanke om, at Grønland vil agere uansvarligt eller illoyalt over for Danmark - begge dele underordnede aspekter, som i mistanken dog bliver en hæmsko for videre udvikling i Rigsfællesskabet. Kom over det, og vær' oplyste og engagerede i stedet for at male fanden på væggen. Det fører ikke andet end øget mistillid med sig. Mvh, Sara Olsvig, MF

Dan V. Herron skriver: ”Grønland har i hvert fald historisk grund til at påpege svigt og manglende interesse fra Danmarks side”.

Det har Grønland i samme omfang som et forkælet barn, hvor forældrene aldrig har sagt imod og forsøgt at sætte grænser.

Steen Marr nævner en undersøgelse, der viste at 70 % af den danske befolkning intet vidste om Grønland. Der er masser af ting som 70 % af den danske – og den grønlandske - befolkning ikke ved noget om, og en stor del af disse ting omfatter lande og befolkninger, der er både meget større og meget mere folkerige end Grønland.

Prøv med de mennesker, der synes, at det er mærkeligt og forargeligt, at kendskabet til Grønland er så beskedent - prøv at give dem et ark papir med et tegnet omrids af for eksempel Afrika eller Sydamerika og få dem til at tegne staterne ind i omridset, eller et omrids af Danmark for at se, hvor mange byer de kan nævne og placere i omridset, og hvor mange øer de kan navngive. Det vil sende ukendskabet til Grønland ned bagerst i køen.

Kommentaren jeg her kommenterer, har overskriften ”Det arktiske puslespil”. En mere rammende overskrift kunne være ”Det grønlandske selvstyreteater”.

I den igangværende debat forud for landstingsvalget i Grønland er valgets olympiske fakkel blevet en afstandtagen til det danske sprog. Det er det sprog, der åbner for gratis adgang til videregående uddannelser i Danmark. Den sidste rest af egenbetaling for denne adgang forsvandt her ved årsskiftet, da Selvstyret afskaffede den landskassefinansierede støtte til grønlandske uddannelsessøgende i Danmark. Nu henvises de uddannelsessøgende til først at melde flytning til Danmark og derefter søge dansk SU. Det påfører statskassen en uaftalt ekstraudgift på mellem 20 og 40 millioner kroner om året.

Da to unge mennesker fra Grønland for nylig deltog i et ”ungdomsparlament” i Folketinget, var deres lovforslag, at unge mennesker, der flytter til Danmark fra Grønland, skulle have ret til undervisning i dansk. Tanken om selv at betale et aftenskolekursus, når de nu ikke havde lært dansk hjemme i Grønland, var ikke faldet dem ind.

Meget af Sara Olsvigs tid i Folketinget er gået med at sikre ”de udsatte grønlændere i Danmark” penge fra satspuljemidlerne. Det er midler til mennesker med problemer, der ikke kan løses i den almindelige sociallovgivning. ”De udsatte grønlændere” har som danske statsborgere adgang til hjælp fra den almindelige sociallovgivning, men mere vil have mere.

Den lille gruppe af herboende grønlændere, det her drejer sig om, er flygtet fra langt større problemer hjemme i Grønland. De skulle være hjulpet hjemme i Grønland. Med flugten er deres problemer blevet mindre, men ikke løst, og en grønlandsk socialudgift er blevet omadresseret til Danmark.

I Danmark har denne gruppe grønlændere ikke problemer, der gør, at de som gruppe skal støttes med satspuljemidler. Det bør de kun kunne blive, hvis de som enkeltpersoner opfylder de trangskriterier, der giver adgang til satspuljemidlerne.

Når man har arbejdet tilstrækkeligt længe med Grønland, så bliver det klart, at den hetz mod Danmark, der blev indledt i slutningen af 1960-erne er blevet til en stadigt voksende, væskende byld i forholdet mellem Grønland og Danmark. Og der kommer nye aktører til, når de gamle falder fra. Og hvor falder de hen, når de falder fra? – De fleste flytter til Danmark, hvor mange af dem fortsætter hetzen med foredragsvirksomhed rundt i landet i ældre- og andre foreninger, hvor de - i konkurrence med Kim Leine – kan fortælle om al en ondskab, danskerne har udsat grønlænderne for.

Dan V. Herron nævner, at ”Grønland gør Danmark til en geopolitisk spiller og gør os interessante for vores vigtigste allierede, USA, selv uden at skulle udsende soldater til fjerne konflikter. Vores tilknytning til Grønland er f.eks. interessant i forhold til USAs missilforsvar”.

Det har den almindelige dansker ikke nogen interesse i. Det er kun politikere og tilknyttede embedsmænd, der tillægger den slags betydning. Et Danmark uden Grønland, vil ikke være anderledes stillet end vore nabolande med tilsvarende befolkningsstørrelser. Vi ville slippe for nogle store udgifter, og vi ville slippe for det politiske plat, der udspiller sig op til det kommende landstingsvalg, og generelt af grønlandske politikere i forhold til Danmark.

Der er nok kun én gruppe i Danmark, der vil begræde et fuldt gennemført selvstyre i Grønland og en udtræden af Rigsfællesskabet. Det er flertallet af de mange grønlændere, der bor i Danmark, og alle os med familie i Grønland.

Med venlig hilsen
Anders Nilsson
tidligere medlem af Grønlands Landsting

Vi står hvor vi står i høj grad som følge af manglende dansk politisk styrke til i tide at agere som regering i.f.t en landsdel og ikke en foregøglet opfattelse af Grønland som et land, der skulle være besat el.lign
Man havde dog endda selv ved landsrådets ensstemmige afstemning meldt sig ind i Danmark i 1953 som et dansk amt slet og ret.
Jeg tror at man i Grønland siden da efter min mening som følge af nogle få politikeres personlige frustrationer nu har skabt/været medvirkende til en generel meget stærk og generel afstandtagen til Danmark, der tog fart fra begyndelsen af 70'erne baseret på 'myter' om stor ubegrundet af nærmest racistisk karakter gennemført forskelsbehandling ( G-60, fødestedskriterie, gratis boliger for udsendte, Qutlissat blev lukketm mv ) Der blev sunget protestsange ( SUME), Grønlandsministeriet blev besat og ganske mange danske personer med kolonisyndrom kæmpede mod det man kaldte kulturel og økonomisk ødelæggelse af et forsvarsløst naturfolk.
Disse ting førte til at man hen ad vejen så sin opgave i Grønland som opfyldelse af et ansvar man havde påtaget sig, men heller ikke mere. Bare man ikke hørte mere vrøvl fra den kant.
Så man gav kommunerne ret fri bestemmelsesret i 1973, indførte hjemmestyre i 1979 og nu selvstyre i 2009. Man gjorde det på grund af Grønlands stærke afstandtagen til Danmark og så heller ikke nogle egentlige nationale interesser skadet ved det.
Så ja, man mistede ganske enkelt interessen for det politiske fællesskab. For få år siden gennemførte Politiken en undersøgelse der viste at over 70% af den danske befolkning intet vidste om Grønland og heller ikke interesserede sig for det. Så den politiske opfattelse afspejledes tydeligt i den danske befolkning.

Der er nu opstået hvad man kan kalde et dysfunktionelt tomrum som ikke kan udfyldes ved en forvirret og hektisk nyopstået interesse fra dansk side. Den køber grønlænderne heller ikke. Nu vil de koste hvad det vil mentalt operere frem mod en indbildt selvstændig stat.
Der er ikke rigtigt noget at gøre.
Vi må ha'en Time-out før kampen kan genoptages.