Opinion

Det »andet ansigt« hos nogle muslimer

»Jeg tror slet ikke, at danskerne er klar over, hvilken underskov af hemmelige netværk visse af deres muslimske medborgere har.«

Halime Oguz
Halime Oguz

Det har vakt harme, at en imam i dokumentarserien »Moskeerne bag sløret« for skjult kamera har undervist kvinder i regler omkring piskning og stening. Det har ligeledes vakt harme, at en imam har undervist i, hvordan og hvornår man slår sine børn. Man kan så spørge, hvor langt der er fra den blotte foreteelse til handling?

Jeg vil sige, at harmen er fuldt ud berettiget. Men vi skal ikke bare være forarget over imamerne som enkeltstående ekstreme tilfælde, men over alle de samfund, der støtter op om dem.

I den forbindelse vil jeg også øve kritik af danskerne. De har åbenlyst ikke været gode nok til at fremme den demokratiske fortælling blandt disse mennesker eller været stålfaste omkring den. De har haft et alt for overfladisk og ukritisk forhold til disse samfund under dække af, at »det er åh så smukt«, idet de har dyrket fortællingen om, at det fremmede altid er eksotisk. Hvis danskerne i god tid var gået i rette med disse forhold, havde det jo ikke fået lov til at vokse.

Hvad jeg særligt forarges over, er imamen, som for skjult kamera siger, at »vi selvfølgelig skal være venlige over for danskerne«, men at »vi ikke skal elske dem«.

Hvad er det dog for en hyklerisk adfærd, han ligefrem opfordrer til? Det siger han om det land, der både har givet ham og hans ligesindede sikkerhed, økonomisk støtte og frihed til at dyrke deres tro, og så gengælder han denne gestus med racisme og bekæmpelse af selvsamme danskere, der knokler en vis legemsdel ud for at forsørge dem. Han opfordrer jo i realiteten hver enkelt tilhører til at spille en form for Dr. Jekyll og Mr. Hyde over for danskerne, at foregive ét på overfladen, men være noget ganske andet under overfladen.

På den måde tror jeg slet ikke, at danskerne er klar over, hvilken underskov af hemmelige netværk visse af deres muslimske medborgere har. Jeg kalder dem bevidst muslimer, fordi det er den identitet, de bekender sig til som modsætning til den danske.

Mange af deres muslimske medborgere er tilsyneladende tilforladelige, men bag det skjuler sig en helt anden holdning. Jeg oplevede det selv, da jeg engang på Facebook blev udsat for en shit-storm. Det viste sig, at Hizb ut-Tahrir havde slået et af mine opslag, som de åbenbart havde fundet kontroversielt, op på deres hjemmeside, for lige pludselig piblede det frem med en masse spydige kommentarer i et tempo, så jeg ikke kunne nå at svare.

Det har ikke noget at gøre med, at Hizb ut-Tahrir i sig selv er en særlig stor organisation, men det skyldes, at Hizb ut-Tahrir har en masse støtter udenfor – lidt ligesom rockergrupperne, der har støttegrupper under sig. Således er der flere mennesker, som jævnligt tjekker Hizb ut-Tahrirs hjemmeside, og denne gruppe kan betegnes som meget stor.

Det er dette »andet ansigt« hos mange muslimer, vi skal have afsløret. I modsat fald kan vi kigge langt efter noget, der bare minder om integration og en omfavnelse af vore demokratiske værdier, for én ting er sikkert: Hvis ikke der sker noget nu, glider landet os langsomt af hænde!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.