Mestendels enig; allerede Abraham Lincoln konstaterede nemlig, at man kan ikke gøre fattige mennesker rige ved at gøre rige mennesker fattige.

Sandsynligheden for at blive undfanget og født er meget tæt på nul.
Sandsynligheden for at blive født og vokse op i f.eks. Frankrig, som Dépardieu, er ligeledes minimal.
Sandsynligheden for at det erhverv han vælger har klangbund i det samfund hvor han vokser op er meget ringe.
Dépardieu har været usandsynlig heldig at ”omstændighederne” har været til stede og gjort ham til en succes.
Han skylder derfor ”omstændighederne”, altså det franske samfund, ALT.
Disse egocentrerede personer, som oplever dem selv som guds gave til folket, og som mener at de var blevet ”store personligheder” uanset hvilket samfund de var landet i.
Disse egocentrerede personer som disponerer fordi de ”kan” - uden moralske skrupler - uden at føle at de skylder ”omstændighederne” noget.
Disse egocentrerede personer som er overbeviste om at de kun har sig selv at takke for ALT.
Det er disse personer der skaber finanskriser (fordi de KAN) – de starter krige (fordi de KAN) – de arbejder for større ulighed i samfundene (fordi de KAN). Ordet moral kender de ikke.
Det største problem med denne afart af vores ellers stolte menneskelige race, er, at de er så følelsesmæssigt ubegavede at de aldrig vil kunne forstå at de kun er blevet ”store kanoner” fordi samfundet gav dem alle mulighederne. Det samfund som også i stor udstrækning finansierede disse muligheder.
Disse egocentrerede personer står i stor gæld til samfundet – så betal ved kasse 1 – venligst.

Man undrer sig en kende over denne argumentation fra Cepos.
Det er Dépardieus egen subjektive afgørelse om en skatteprocent er for høj, og Cepos kan naturligvis ikke pege på en bestemt procent, som den tærskelværdi, der får folk med mulighed for det til at flytte deres kapital til et skattely. Alt tyder på, at beslutningen er bestemt ikke af procenten men derimod alle mulige andre faktorer, herunder udelukkelsen fra at drive forretning i et land, man ikke ønsker at betale skat i.

Dépardieu støttede Sarkozy under præsidentvalgkampen, og er nu genstand for en gevaldig politisk kritik i Frankrig. Det vil antagelig påvirke hans arbejdsmuligheder som skuespiller men næppe som vinproducent, da han jo ikke kan påregne at finde hverken egnet jordbund eller klima i Belgien. Belgierne vil derfor kun i begrænset omfang profitere af hans spektakulære omflytning.

Igen aflejrer en af CEPOS' amatørøkonomer (for hvis de havde forstand på økonomi, så behøvede de ikke tjene deres penge med at skrive sådanne indlæg!), her Mads Lundby Hansen, den velkendte gamle melodi: Skatten skal sænkes, men kun for de allerrigeste - ellers truer rotterne med at forlade skibet, som så er viet til undergangen.

Må jeg så spørge, om Mads Lundby Hansen selv er indkomstmillionær (vi taler her om rigtige penge, altså millioner i euroer!)? Ellers er det da en sørgelig historie, at manden tigger om penge fra de rige for at synge deres sang. - Én ting er helt sikkert: Hverken CEPOS i det hele taget eller Mads Lundby Hansen i særdeleshed bidrager med noget produktivt til vores samfundsøkonomi, de er bare snylterer, der lever på bekostning af andre. Man føler næsten medlidenhed med denne skribentluder.