Berlingske mener

Den syriske trussel

Frygten for, at konflikten i Syrien trækker ud og bliver en langvarig borgerkrig på samme måde, som Libanon gennemlevede i over 15 år, stiger for hver dag uden en afklaring.

For det er efterhånden gået op for de fleste, at præsident Bashar al-Assads fjernelse fra magten ikke betyder, at freden sænker sig over det etnisk brogede landskab med demokrati og frihed som den sandsynlige udgang på krigen. Syrien har udviklet sig til en typisk mellemøstlig revolution, når den er værst, med utallige interne magthavere, der ønsker at overtage Assads plads. Men også med en række udenlandske aktører, der vil Syrien det alt muligt andet end godt. Et byzantinsk kludetæppe, hvor alle spiller alle ud mod hinanden, og hvor alle derfor bliver tabere.

Assad regerer ikke længere landet. Han er på grund af borgerkrigens varighed blevet en »klanleder« på linje med alle mulige andre i Syrien, omend den allerfarligste. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Assads magt skal knuses, og at han skal væk fra magten sammen med sine mest trofaste støtter. Ellers bliver der ikke fred i Syrien. Men på trods af at det for nylig er lykkedes at skabe en mere enig opposition end tidligere, er det for tidligt at erklære en ensidig støtte til den. For de vestlige lande er nødt til at tænke i efterspillet også. Der drejer det sig om at sikre, at mindretallene som kurdere, kristne og alawitterne som den mest udsatte gruppe overlever et magtskifte. Især alawitternes sikkerhed er det nødvendigt at garantere, fordi denne religiøse gruppe om nogen har været en del af magtsystemet under den alawitiske præsident al-Assad.

Så Assad skal væk hurtigst muligt, og den næsten enige opposition skal holdes i tæt snor, indtil det sker. De vestlige lande skal stille en række ultimative krav til de nye magthavere til at overholde basale menneskerettigheder, så det ikke ender i et nyt ragnarok. For der er for meget på spil i Syrien. Landet har mange etniske mindretal, der, efterhånden som borgerkrigen har udviklet sig, har samlet et anseeligt arsenal af våben. Flertallet af sunnier er desuden delt op i mange forskellige interessegrupper for ikke at tale om Det Muslimske Broderskab og andre islamistiske grupper, som vil et helt andet Syrien end de verdsligt indstillede personer.

Assad adskiller sig fra de øvrige krigsherrer på ét punkt. Han råder stadig over kemiske våben. Det er disse kemiske våben, der direkte eller indirekte kommer til at bestemme udfaldet af borgerkrigen. Assad har lovet ikke at bruge dem. Men noget kunne tyde på, at han er ved at ændre mening, idet det farlige stof sarin er blevet omladet i bomber, der kan smides ned over oprørsbevægelserne. Hvis det sker, vil konflikten tage en helt ny drejning. De kemiske våben kan også falde i andre hænder, og så er der igen en ny situation, hvor de vestlige lande tvinges til en langt mere direkte intervention i konflikten. De ubekendte faktorer i det syriske opgør er næsten uendelige. Konflikten har bevæget sig i en retning, hvor man endnu en gang må erkende, at Assad skal fjernes nu, mens der kan skabes fred på det skrøbelige grundlag, der netop er etableret. Der må Vesten hjælpe til. Med endnu hårdere sanktioner og støtte til de oprørere, Vesten stoler på.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.