Karen Jespersen : Skulle svenskere finde på at vise glæde og stolthed over egen kultur, ville de risikere at blive hængt ud som »racister« af folk som Sahlin. Og så undrer hun sig over Sverigedemokraternes fremgang.
2. september 2010, 16:30 – opdateret 3. september 2010, 16:27
Sverigedemokraterne har skabt panik i den svenske valgkamp. Politikere og medier foretager lige nu alverdens krumspring for at holde partiet ude af Riksdagen ved valget 19. september. Men Sverigedemokraternes fremgang er kun er et symptom på nogle omfattende og såre reelle problemer med indvandring og integration i det svenske samfund. Det vil kun blive værre, hvis de ansvarlige ikke øver selvkritik og ændrer politik.
Den svenske udlændingepolitik har medført en enorm tilstrømning af mennesker fra ikke-vestlige, ofte muslimske lande: Fra 2005 til 2009 blev der i Sverige givet 219.688 opholdstilladelser baseret på asyl eller familiesammenføringer, hvor de tilsvarende tal for Danmark er 29.554. Denne voldsomme tilstrømning gør, at det pr. definition er svært at få den helt praktiske integration i skole, boligområder og arbejdsmarkedet til at fungere.
Den store tilstrømning betyder også, at Sverige bliver mere og mere opsplittet og er ved at udvikle regulære parallelsamfund. I de fleste større byer er der således anseelige områder, hvor mere end 80 procent af indbyggerne har indvandrerbaggrund. Et af disse områder hedder Rosengård og ligger i Malmø. Her bor Fatima Obaid, en ung kvinde med islamisk tørklæde, som på svensk TV sagde: ’Det føles som Irak eller et andet arabisk land. Jeg trives supergodt i Malmø’.
Rosengård og andre parallelsamfund er præget af en voksende fjendtlighed over for det omgivende samfund. Her kæmper store drenge og unge mænd mod brandfolk og politi – ofte med passiv opbakning fra en større gruppe beboerne. Formålet er at kontrollere områderne uden indblanding fra politi eller andre myndigheder. Under nogle voldsomme uroligheder i Göteborg sagde en ung mand med indvandrerbaggrund til norsk TV: »Når politiet kommer og spiller Allah, så får de tilbage som fortjent. De skal ikke komme her og prøve at bestemme. Her er det os der bestemmer. De bestemmer over deres egne.«
Denne fjendtlighed hænger sammen med en blanding af religiøs identitet og stammekultur. Man vil som muslim forsvare sin egen ære og sit eget territorium. I en undersøgelse forklarer store drenge og unge mænd med indvandrerbaggrund, at de begår røveri, fordi de »er i krig med svenskerne«. En af dem siger: »For mig er det magt, at svenskerne skal lægge sig på jorden og kysse mine fødder«.
Samtidig betyder de muslimsk dominerede parallelsamfund, at der praktiseres normer der er dybt problematiske set med vores øjne. Det rammer først og fremmest kvinderne. En 1.000 sider lang rapport om æresrelateret vold og undertrykkelse i Stockholm viser med masser af tal og konkrete eksempler, hvor rystende forhold mange piger og kvinder lever under. En stor del af dem siger selv, at de kommer fra muslimske familier, og en betydelig del står med et uomgængeligt krav om at være jomfru ved brylluppet. Det er også almindeligvis et krav, at de gifte sig i et arrangeret ægteskab og at manden skal være muslim.
En del piger er underlagt stærke begrænsninger i hele deres tilværelse: De må ikke færdes frit, de må ikke have kammerater, dyrke sport, deltage i et socialt liv med jævnaldrende og slet ikke have kærester. De er konstant overvågede af faren og brødrene, der kontrollere deres mobiltelefon og mails og på andre måder vogter over dem. Hvis de ikke makker ret, risikerer de at blive udsat for vold: »Det er ikke usædvanligt at den fysiske mishandling finder sted dagligt og med varierende styrke,« skriver forskerne.
Mere generelt er der tendenser til massiv islamisk radikalisering i de muslimske parallelsamfund. Det fremgår blandt andet af en rapport om udviklingen i Rosengård.
For unge piger med svensk baggrund har det også ofte negative konsekvenser at vokse op i områder med mange indvandrere. I bogen Miljonsvennar kan man læse om svenske piger, der farver deres hår brunt, fordi de som blondiner stikker alt for meget af. Blondiner bliver almindeligvis betragtet som sexobjekter eller sågar som ludere, og de kan ikke gå i fred. De føler også, at der er muslimske piger, der ser ned på dem.
Den øgede opsplitning forringer i det hele taget livskvaliteten for mange. Resultatet er reaktioner, der forstærker opsplitningen. En del svenskere søger mod deres egne beskyttede områder, ’gated community’. Omkring en tredjedel af befolkningen siger i en undersøgelse, at de gerne ville leve i sådan et område.
Hele denne tragiske udvikling har svenskerne kun sig selv at takke for. Svenske politikere og meningsdannere har nærmest ukritisk dyrket indvandrernes kultur, også når den indebar kvindeundertykkelse og andre holdninger, der strider mod de europæiske frihedsværdier. De reaktionære kræfter har fået lov at brede sig uden nævneværdigt modspil. Tværtimod er den svenske elite i usædvanlig høj grad præget af selvforagt over for egen kultur og værdier. Et forrygende eksempel blev i 2002 leveret af Mona Sahlin, der i dag som formand for Socialdemokratiet i Sverige fører an i kampen mod Sverigedemokraterne. Som daværende integrationsminister holdt hun tale for Det Kurdiske Rigsforbund i en moské, iført islamisk tørklæde: »Jeg tror, at det lidt er det, som gør mange svenskere så misundelige på indvandrergrupper. I har en kultur, en identitet, en historie, noget som binder jer sammen. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og lignende fjollede ting.«
Selvforagten parres her med mageløst hykleri: Skulle svenskere finde på at vise glæde og stolthed over egen kultur, ville de risikere at bliver hængt ud som »racister« af folk som Sahlin. Og så undrer hun sig over Sverigedemokraternes fremgang. Den svenske elite ligger som den har redt.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten