»Folkeskolen er vidensamfundets vækstmotor.« Sådan konkluderede hans excellence Shaikh Mohammed bin Essa Al Khalifa og hans kongelige højhed Kronprins Salman bin Hamad Al Khalifa. Den ene er direktør og den anden bestyrelsesformand for ’Bahrain Economic Development Board’. Sammen var de ansvarlige for den store og ambitiøse konference The Education Project, som blev afholdt i Bahrain i oktober 2010. Den samlede mere end 500 deltagere fra 50 lande, herunder et imponerende panel af undervisningsministre.

Budskabet var, at folkeskolen skal udvikles ud fra tanken om, at den er første led i det vidensøkonomiske kredsløb. Politikerne skal tænke langsigtet og investere i uddannelsesområdet. Undervisningsresultaterne skal kunne måles. Til gengæld skal friheden til, hvordan undervisningen tilrettelægges og skolerne organiseres, være større og skal baseres på forsknings- og professionsviden og ikke på politikeres ’mening’ om, hvordan folkeskolen bør indrettes.

Den bagvedliggende tankegang er, at nationerne er blevet konkurrenter i den globale vidensøkonomi. Hvis ikke politikerne investerer visionært og langsigtet, er det de andre lande, der løber med fremtidens velfærd. Diskussionen om skole og uddannelse er – på godt og ondt – blevet en økonomisk og nytteorienteret diskussion, i lige så høj grad som den er en ideologisk eller kulturel diskussion.

Hvorfor er det vigtigt? Det er vigtigt, fordi det udgør rammebetingelserne for uddannelsespolitikken – også i Danmark. Det er i denne sammenhæng og på disse betingelser, vi diskuterer folkeskole herhjemme.

Mon ikke det mest slående eksempel er præsident Obamas’ uddannelsespolitik? Sammen med undervisningsminister Arne Duncan har han lanceret det storstilede uddannelsesprogram Race to the Top. USA skal i spidsen, og det skal ske i en fart. Man har afsat 4,35 mia. dollar i en slags konkurrence mellem samtlige amerikanske stater. 40 stater deltog i første runde af konkurrencen. Tennessee og Delaware vandt og modtog henholdsvist 500 og 100 millioner dollars.

Staterne konkurrerer på kvalitetsløft, efteruddannelse, undervisningsdokumentation og skolereformer. Princippet er, at politikerne ikke skal blande sig i måden, man gør det på ude på skolerne. Til gengæld vil de vide, om de får noget for pengene. Som det blev sagt igen og igen på konferencen i Bahrain: Det, der ikke kan måles, kan ikke forbedres.

Men er konsekvensen ikke, at man indretter undervisningen efter testmetoderne? ’Teaching to the test’, som det hedder. Svaret er, at hvis det er tilfældet, må vi teste mere intelligent, nemlig ikke blot paratviden, men også sociale kompetencer og evnen til at tænke kritisk og kreativt. Derfor bliver der verden over udviklet tests, der også måler på de ’bløde’ kompetencer, og som kan bruges af den enkelte lærer.

Det vigtigste er imidlertid, at uddannelse er blevet en af de afgørende faktorer i vidensøkonomien. Sådan tænker man overalt i verden. I USA, som allerede nævnt. I de asiatiske vækstøkonomier. I de arabiske golfstater. Ja, selv i det nedskæringsramte England er uddannelsesområdet som det eneste område fritaget fra offentlige besparelser.

OECD udsendte for nylig en rapport, der beregnede omkostningerne ved ikke at investere ambitiøst nok i uddannelsessystemet: Rapporten konkluderer, at forskelle i uddannelseseffekter fører til betydelige forskelle i nationernes økonomiske vækst. Hvis Danmark forbedrede sin PISA-score med det, der svarer til 25 point over de næste år, ville resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090. Store summer, ambitiøse reformer og lange tidshorisonter? Ja, for det tager 20 år at gennemføre store uddannelsesreformer, og det tager 40 år før hele arbejdsstyrken er udskiftet. Men hvis ikke vi tager initiativet i dag, løber de andre nationer med gevinsterne, for moderne, videntunge virksomheder baserer ikke deres beslutninger på nationalromantiske følelser. De etablerer den næste forsknings- og udviklingsafdeling der, hvor omstændighederne er gunstige, og hvor der er veluddannet arbejdskraft. Og det kan lige så vel være Kina, Indien eller Singapore, som det kan være Danmark.

Budskabet er klart: Uddannelse er en investering med klare økonomiske effekter. Derfor skruer flere og flere lande op for investeringerne i uddannelsesudvikling og uddannelsesforskning. Derfor står uddannelsesreformer højt på listen over politiske reformer. Og derfor, må man tilføje, kan det undre, at der i øjeblikket skæres i folkeskolernes budgetter i mange danske kommuner, og at uddannelsespolitikerne tøver: Der skal tænkes nyt, ja, men ikke nødvendigvis billigere. Vi skal udvikle folkeskolen inden for de nye globale rammer, samtidig med at vi udnytter de styrker, den danske uddannelsestradition rummer. For ganske vist kan effekten af vor tids uddannelsespolitik ikke mærkes i morgen og kun i beskedent omfang i denne eller næste valgperiode.

Men om 60 år slår de fulde konsekvenser igennem. Så om der er råd til pension til vores børnebørn er et spørgsmål, som vi tager stilling til i dag.