Sørine Gotfredsen: Så længe danske muslimer føler personlig krænkelse, når der lyder hårde ord om islam, forbliver de i offerrollen.
15. januar 2010, 22:30
Det er med ekstra intensitet, at vi for tiden diskuterer fri tale, sårede følelser og religionskritik. Det skyldes især to begivenheder – overfaldet på Kurt Westergaard og udtalelserne fra Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der for nylig kom med nogle meget grovkornede udsagn om kvindesynet i islam. I den efterfølgende debat er det igen blevet synligt, at der foregår et beklageligt skred i samtalen om kritik af en religion i forhold til synet på den enkelte, der bekender sig til den.
I forbindelse med Muhammed-krisen blev det ustandseligt – og bliver stadig – nævnt, at disse tegninger krænkede mange muslimer, hvilket er en basal misforståelse. Vi er nemlig nødt til at holde fast i, at tegningerne krænkede islam og ikke den enkelte troende, for insisterer vi ikke på den sondring, forskydes de fundamentale rammer for fri kritisk tale. Og denne beklagelige proces er i fuld gang. Så sent som sidste lørdag skrev muslim og historiker Tarek Omar i denne avis på lettere ironisk vis, at han jo åbenbart nu efter Hedegaards generaliserende udtalelser om muslimske mænds misbrug af kvinder er at betragte som voldtægtsforbryder. Denne bevidste fejltolkning og trang til at sætte sin egen person i centrum betegner meget godt, hvad den offentlige debat er oppe imod.
For ikke alene er det reelt helt uinteressant – i samfundsmæssig forstand – hvad Tarek Omar personligt føler ved Lars Hedegaards udtalelser. Det er også skadeligt at fokusere på det, for på den måde risikerer vi at beskadige rummet for principiel kritik af ideologier og religioner.
Når Omar og andre muslimer springer ind i en navle-beskuende martyrrolle, rejses spørgsmålet om, hvem der egentlig i sidste ende skaber mest grobund for dæmonisering og dårlig integration? Er det ham, der formulerer sig unødigt groft om islam, eller er det ham, der griber ordene og gør sig selv til et viljeløst offer for dem?
At det kan være svært at skelne mellem individ og idelogi er ikke noget nyt, men islam-debatten har med årene skabt en skævvridning, der begynder at sætte sig spor. Om og om igen opfattes kritik af islam som en krænkelse af den enkelte, fordi angsten for at nedgøre minoriteter nærmest lammer vores ellers så sunde tilgang til religiøsitet og menneskesyn.
Vi tror, at vi beskytter individet gennem særlig nænsomhed overfor islam, mens sagen jo er, at vi underkender muslimen ved ikke først og fremmest at se ham som et menneske. Denne fejltagelse bidrager muslimerne selv til ved gang på gang at insistere på at opfatte generel kritik af islam som nedgørelse af individet, og de mange forvirrede reaktioner på Hedegaard-sagen illustrerer netop dette. For eksempel har den (også fra Tarek Omars side) medført krav om, at Pia Kjærsgaard burde kommentere Hedegaards udtalelser, selv om det jo er en helt anden reaktion, der er påkrævet.
Vi har brug for, at nogen af de mange integrerede muslimer, der siges at findes derude, tager del i den frie samtale fremfor at dyrke den evigt forurettede identitet, der fremstiller dem som mekaniske produkter af islam fremfor som mennesker, der magter at tænke principielt i tråd med oplyst tradition.
Det handler om forståelsen af individets position i samfundet, og hvis de muslimske medborgere virkelig ønsker at tage konsekvensen af dets betydning i dansk kontekst, er de generaliserende udtalelser om islam en del af pakken. Også når de er af Lars Hedegaards bombastiske karakter.
Det er altafgørende, at muslimer forstår, at de hårde ord ikke er rettet personligt mod de troende, men imod islam som tankesæt, for i den danske debatkultur går individet fri, mens religionen hænges ud. Sådan er det, og sådan fungerer den sondring, der ligger til grund for vores gudskelov temmelig bramfri tilgang til religiøsitet. Så hvis en mand som Tarek Omar vælger at føle sig krænket af en generel kritik af islam, må man dermed bare konstatere, at det er et selvskabt problem. Det er ham, der vælger rollen som den muslimske underhund, der ikke kan lytte til kritik af sin religion uden straks at slutte, at han personligt bliver ydmyget. Det er ham, der mistænkeliggør oplyst kritisk tænkning ved at bruge sig selv som eksempel på et menneske, der bliver så såret, at åben tale må forstumme.
Og her kortsluttes tingene i disse år. Her, hvor et menneske ikke ser det som sin opgave at hæve sig op over det personlige og deltage i diskussionen, men i stedet vil fremstå som den, for hvis skyld den pænt skal skæres til. Integrationen og forholdet mellem muslimske og ikke-muslimske danskere bliver næppe nævneværdigt skadet af tankeløse udbrud i stil med Lars Hedegaards seneste. Men skaden kan til gengæld ske, hver gang danske muslimer afslører, at de ikke vil bidrage som individer, men kun føle sig krænket som individer.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten