Jeg bliver sur, når Claus Meyer hele tiden bliver beklikket sine motiver for at give kriminelle en chance - således senest i dag i søndagsfrokosten. Det fik mig til at fare i blækhuset overfor dr.:

Vedr. Søndagsfrokosten den 18/3-2012:

Sandheden er som bekendt det første offer - i udsendelsen gjorde ordstyreren Søren Carlsen panelet opmærksom på, at Marlene Duus´voldsmand var i lære som "stjernekok" hos Claus Meyer (via programmet Rest. bag tremmer). Dette er ikke tilfældet! Manden er ansat som Bagerlærling! Og iøvrigt uden CM har ønsket hans fortid oplyst (hvilket i min optik er fint og rigtigt) Trist man på denne måde får tingene blandet sammen og på den måde forplumrer debatten!

Mogens Pileman

Ingen kan være i tvivl om, at den foreliggende sag åbenbarer en meget grov forbrydelse.

For os, der ikke tror på arvesynden, er skyld og straf begreber, der hører til i den samfundsmæssige virkelighed.
Vi tror ikke på hævn, men på socialisering af forbryderne.

Det skæve i denne sag er først og fremmest, at ofret ikke har fået den støtte og hjælp hun har brug for. Det må man lære af og gøre bedre i fremtiden.

Strengere straffe løser ingen problemer.

Marlene Duus bliver aldrig tilfreds, uanset hvor mange år ekskæresten bures inde. Hvis ofrene skulle udmåle straffen for forbrydelsen, ville det ende med øje-for-øje og tand-for-tand.

Selvom Sørine Gotfredsen som præst prædiker tilgivelse hver søndag, har hun alligevel svært ved at få noget-for-noget tankegangen drevet ud af sjælen. Man skal "vente med at resocialisere den skyldige, indtil ofret har fået et liv, der gør det etisk forsvarligt". En bizar tankegang, som vil gøre straffen afhængig af om ofret tilfældigvis kommer sig hurtigt eller langsomt.

Sørine Gotfredsen ser spøgelser alle vegne. For godt et års tid siden udpegede hun det multikulturelle samfund som årsagen til Anders Breiviks utanker og ugerninger, og nu er der altså en humanistisk ideologi på spil, der ikke alene vil fratage forbrydere ansvaret for deres ondskab, men ovenikøbet fjerne ondskaben som personlig følelse. Denne hvidvaskning af samvittigheden trues dog af ofrene, der i sagens natur ikke altid er villige til at glemme de begåede uretfærdigheder. Beretninger som Malene Duus' er derfor uvelkomne hos humanisterne.

Kristendommens tankesæt - især som det prædikes af Søren Krarup og Sørine Gotfredsen - er i allerhøjeste grad ideologi. En primitiv antihumanistisk ideologi, som forlængst burde være opslugt af historiens mørke, men lever videre som en komisk anakronisme.

Kære Sørine Gotfredsen !
Som så mange andre bruger også jeg mest kirken til livets større begivenheder og trives fint med det. Derfor vil jeg gerne takke dig for dagens "prædiken", da det både er næstekærligt og væsentligt at du følger op på Marlene Duus' tragiske beretning i Politikken. Du har nemlig ret i at debatten ikke rigtig relaterede sig til hendes personlige beretning.

For mit vedkommende fik jeg virkelig ondt i retsbevidstheden ved læsningen af den tragiske beretning om et medmenneskes skæbne og behandling i vores samfund. Derfor vil jeg sige at domstolene nogle gange glemmer at idømmelse af straf, også er en beskyttelse af både forbryderen og retsstaten. En retsstat kan jo ikke eksistere, hvis borgerne foretager vilkårlig magtudøvelse. Dette gælder også økonomisk kriminalitet, hvor mange U-lande og senest Grækenland er et eksempel på at korruption og sort økonomi ødelægger staten.
I øvrigt tak for henvisningen til teolog K. Olesen Larsen. Måske der er nyttig læsning i vente.

a) Har vi/samfundet taget hånd nok om Marlene? Sorg og smerte kan afhjælpes/dæmpes, men kræver lang lang tid. Vil nok aldrig kunne løses helt

b) Er dommen retfærdig? (= streng nok) Støder den retfærdighedsfølelsen hos den såkaldt almindelige dansker? -her tænkes ikke på hævn. Domstolene er ikke de rene idioter så der må være en vis saglighed bag en dom.

c) resocialisering. Er den vel anbragt? Det må man i en vis forstand kunne sige da den pågældende var fagligt kvalificeret til et job hos meyer.

Tak for et godt indlæg Sørine Gotfredsen. Du rammer de helt rigtige nerver i denne debat: At vi fejlagtigt har løst forbryderen fra et personligt ansvar. Og at retsstaten har pligt til at værge den svage mod forbryderen. En pligt der ikke må tilsidesættes af hensyn til noget som helst.

Sagen får mig til at tænke på, hvor meget det egentligt er gået tilbage for retsprincipperne siden den kloge Jyske lov fra 1241:

"Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for Øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde..."

Hvor findes idag den samme indignerede vilje (omsorg!) til at værne den svage mod uret, som stråler ud fra disse ord?

Dobbelt-post. Beklager.

Sørine Gotfredsen, alt i alt enig med dit indlæg.

Vi er ved at glemme betydningen af ordet straf, netop fordi vi ser med de humanistiske briller på en forbryder. Vi har gjort forbryderen til ofret - offer for sin fortid, offer for sin samtid - et offer vi skal hjælpe ved at resocialisere. Problemet i dette er at begge sider i en forbrydelse ikke kan være ofre, og så glemmer vi den person som er det virkelige offer - den person som pludselig lider af voldsom angst og mister førligheden - ja endda ofte livet. Og ofrets familie som også bliver udsat for et stort overgreb. Ofret som den svage part glemmes - måske fordi et offer ikke er interessant sådan med "reality" vinklen på.

Samtidig med at ofret glemmes, mistes betydningen af straffen. Forbryderen bliver ofret og det er synd at straffe et offer.

At give en forbryder 6 års fængsel for mordforsøg og give ham udgang efter et par år vidner om en kynisk (økonomisk?/humanistisk?) betragtnng som ikke tager hånd om at straffen er forbryderens betaling til ofret og dennes familie og samfundet generelt for sin forbrydelse. En betaling som først og fremmest sikrer at forbryderen er væk fra gader og stræder i de 6 år som dommen lød på og at ofret i den periode kan være sikker på ikke at møde ham tilfældigt og får lidt tid til at få nogenlunde styr på sit liv igen.