Jeg er selv meget stor fan af både serien generelt og af Mads Skjern i særdeleshed, men SHP har da vist fået de meget lyserøde briller på, hvis han mener, at Mads Skjern er idealet, vi skal følge...
Godtfred Lund bliver afpresset, bestemmelserne i Fernando Møghes testamente bliver tilsidesat idet borgmesteren bestikkes med buste. Mads Skjern var da i den grad værnemager - det kan godt være, han forsvarede det med at han brugte kradsuld, og at man derfor ikke skulle misunde de tyske soldater, men det var da kun fordi, dette var et produkt, han ikke kunne tjene penge på fra danskere.
Mads Skjern har et noget forkvaklet syn på opdragelse - hans egen søn tværes den ene gang efter den anden, og da han endelig får success, kan han kun forarges over, at sønnen er bøsse...

Mon ikke SHP skulle tage de lyserøde briller af inden serien genudsendes og så revurdere, om et virkeligt er det ideal, vi skal følge idag...

Mads Skjern er frem for noget en ærgerrig og kreativ opportunist. Hans ideologiske baggrund er ikke konservatismen, men sort Indre Mission, der ser livet som en prøvelse og jammerdal. Den frigør han sig delvist fra qua indflydelse fra hustruen, der er en livsglad Grundtvigianer, som læser digte og tænker på at gå til handelen.

Mads Skjern er netop ikke rodfæstet, han bevæger sig hen imod en mere folkelig kristendom, men dog ikke mere end at han lader sig vælge til menighedsrådet på Indre Missions liste og bliver formand.

Det er sandt at Matadoren har en kristen arbejdsetik, men han er overoptaget af penge: "Uden penge bliver man aldrig til noget. Det er én selv der giver penge betydning og magt", belærer han den velståede men uambitiøse grisehandler Larsen om.

Mads er et anstændigt menneske. Han hverken bander, drikker eller spille kort eller indleder et seksuelt forhold før han er lovformeligt gift med grisehandlerens datter. Gode Indremissionske dyder og men næppe en del af konservatismens grundværdier i 1929. Til gengæld er Mads parat til at lyve og fordreje sandheden hvis det kan tjene hans egne interesser. Pragmatismen og egennytten vejer når det kommer til stykket tungere end etikken.

Matadoren bygger op og skaber penge sammen for børnenes skyld, men han er parat til at revse sønnen fordi denne ikke lever op til Mads forventninger. Siden slår Mads hånden af Daniel da han afslører det som hustru og svigermor for længst har opdaget - at sønnen er homoseksuel. Mads verden braser sammen da hustruen truer med at forlade ham og rejser til Paris for at støtte sønnen.

Mads er "trofast mod sit fædreland ved netop ikke at blive værnemager", men ikke så trofast at han går ind i modstandsbevægelsen. Han er bekymret for broderen som han har bragt til byen for at gøre handelen med pantebreve i baglokalet til officiel bankforretning, fordi denne er gået ind i modstandsbevægelsen. Er du ikke klar over at de skyder folk og rask væk springer virksomheder i luften, advarer han broderen om. At banken blev sprængt i luften ville jo være værre end hvis jeg blev skudt, svarer broderen sarkastisk. Kun én enkelt gang lader Mads sig presse af svigermor (som han skylder alt) til at hjælpe en modstandsmand - kommunisten Røde - til Købenavn. Han vil ikke risikere at miste alt det han har bygget op.

Seriens virkelige konservative helt er højremanden, betjenten Sofus Nielsen, der i stedet for at arrestere kommunisten "Røde" advarer ham, så han kan bringe sig i sikkerhed. Nielsen ser også gennem fingre med den sortbørshandel med rationeringsmærker som tjener Boldt har gang i. Da tyskerne arresterer politiet går betjent Nielsen under jorden og aktivt ind i modstandsbevægelsen.

En anden konservativ heltinde er bankdirektør Varnæs' hustru Maude, der træder i karakter og hjælper jøden Stein på flugt da jagten på jøder går ind i oktober 1943.

Serien demonstrerer frem for noget hvordan de konservative værdier og dyder er kommet i skred og den dobbeltmoral de konservative er gennemsyret af. Men under den pæne overflade hores, drikkes og svirres der i et væk, og disse samfundsstøtter har allerede uofficielt indført fri abort for sig selv, mens de officielt fordømmer fosterdrab som et anslag mod de familieværdier de bekender sig til. Hvis der er noget som fik gjort kål på konservatismen, så er det netop hykleriet og dobbeltmoralen, der afsløres lag for lag i denne fremragende serie om et stykke danmarkshistorie, hvor grunden til det moderne velfærdssamfund blev lagt af Socialdemokratiet og De Radikale.

Som Matadoren så præcist udtrykker det - de vil vist bare have, at alting forbliver som det er. Dermed udtalte han gravskriften over konservatismen.

Det er korrekt at Mads Skjern er virkelysten og på sin vis også rebelsk, i og med at han ryster op i det ellers rolige Korsbæk, ved hans ankomst. Og det er korrekt at ingen vil hjælpe ham i starten, men også kun i starten efter min tolkning. Det forhindrer ham dog ikke i at opretholde sit bitre nag imod Varnæs familien på den anden side af gaden, igennem hele serien. En bitterhed der trækker skygger ind over både sin broders og børns liv, og forhindrer dem i at se de personer i Varnæs familien, som de ellers gerne ville se.

Og at mene at Mads Skjern er trofast mod sin kone, mener jeg også kun er korrekt i den helt formelle forstand. Han har godt nok ikke nogen affærer og parret er godt nok gift i det sidste afsnit, men igennem hele sidste halvdel af serien strammer han grebet om hende i sådan en grad, at jeg i hvert fald ikke bebrejder hende at søge mod den meget mere forsonlige Baron Von Rydtger i de sidste afsnit. (”Det praktiske ved dig er at du har din egen skov.”)

Mads Skjern er skræmmebilledet på en mand der godt nok stiger i velstand og social stand, men falder totalt sammen i moral og ”gentlemanship”. Han insisterer på at forblive uforsonlig og utilgivende, overfor hele Korsbæk generelt, og overfor sin egen søn i særdeleshed.
Er det særlig kristent? Ikke i min optik.

kristendom."

Så - var den vist heller ikke mere "folkelig" med denne stivstikker af en konservativ. Arme mand. Der findes/fandtes heldigvis flere og noget mere menneskelige udgaver af race.

Mindre kan trods alt gøre det.

Det siger en hel del om skribentens ideologiske verdensanskuelse, at han antyder, at vi desperat har brug for kristendommen for at blive gjort til mennesker "hvor [sic] pligten er rettet mod ens konkrete næste" i form af familie og børn.
Fænomenet kendes heldigvis også fra sekulære kredse!

en ägte konservativ, Sören, ville du have ladet denne fortolkning, dette forsög fare. En ägte konservativ lader respektfuld andre väre i fred.

Meget smukt og rigtigt skrevet, Søren Hviid Pedersen.
I Matador finder vi hos (de fleste af) personerne en redelighed og medmenneskelighed, som desværre er et sjældent syn idag.

I Matadors univers er Mads Skjern den liberale og familien Varnæs eksponent for det konservative establishment.

Martin Ågerup beskrev det forleden på glimrende vis: http://www.180grader.dk/Oekonomi/mads-skjern-kom-til-byen