Få dage inde i Iraqeventyret stod det soleklart for alle bare nogenlunde normalt begavede og pragmatiske mennesker, at demokrati og menneskerettigheder i vestlig forstand, på ingen måde overhovedet, har nogen gang på muhamedansk jord.
Man skal være mange numre for naiv, for at tro på den. Troen på Julemanden, storken ect. ect. forekommer at være langt mere naturlig.
Det er noget gyseligt og dumt pladder at tale om noget "arabisk forår". Det ønsker ingen, eller kun forsvindende få, i Muhamedanien. Når man får væltet et diktatur, står nye klar til at tage over med præcis de sammen virkemidler som det gamle betjente sig af.
Endnu mere uforståeligt er det, at nogen overhovedet tror på en eller anden form for demokrati i de områder. Læs dog for pokker lidt i deres store "Lærebog for Mandschauvinister". Så bør man ikke være i tvivl længere, eller også taler man bevidst mod bedre vidende.

Demokrati og retsstat forudsætter, at befolkningen accepterer demokratiske afgørelser.
Det kan indebære en tilsidesættelse af egne interesser.
Individet, familien, klanen, religionen og den politiske overbevisning må vige for flertallets beslutninger.
Hele befolkningen behøver langtfra at være enig – det er tilladt at fremføre verbale argumenter mod flertallets afgørelse.
Men man skal rette sig efter dem.
Individer og grupper må ikke tiltage sig lovgivende, dømmende og udøvende magt, så de med magt kan gennemtrumfe egne afgørelser i stedet for demokratiets.

Hvis det alligevel sker i tilstrækkeligt omfang og med tilstrækkelig styrke, hersker anarkiet, der må undertrykkes med fornøden brutalitet, hvis samfundet skal fungere nogenlunde.
Et sådant samfund må organiseres som politistat, da forudsætningerne for demokrati og retsstat ikke er tilstede.

Det er åbenbart situationen både i Ægypten og det øvrige Mellemøsten.
Folk er ikke i tilstrækkelig grad indstillet på at tilsidesætte egne interesser og overbevisninger.
Dette indebærer også, at flertallet ikke tager hensyn til mindretallets interesser og overbevisninger.
Det medvirker igen til afvisningen af flertalsstyre.

Også i Europa kan man ane en begyndende krise for demokratiet af flere årsager.
Således har mange årtiers individualisering og ideologisk påvirkning opmuntret til en så stærk fundering i egne interesser og overbevisninger, at man ser en voksende uvilje mod at indordne sig.

Ham og hans mærkværdige "brødre" skal nok få forfatningen igennem, på den ene eller "anden" måde.

Ellers kan de jo kontakte "Fjernunderviseren fra Libanon".

Når den "ægte" egypter opdager for alvor, hvad det reelt betyder for ham, -så kan det ikke stoppes. -Det bliver afløseren for Syrien.

Det er grusomt, men bydende nødvendigt! Sålænge disse velnærede langskæggede hoveder bruger en bog som måske en fjerdedel anerkender, - som styremiddel, så er det dødsdømt i år 2013, eller butikken knaldes 6 - 700 år tilbage i udvikling, for normale mennesker.

Egentlig er det revnende ligegyldigt, om Vesten mener, at det er fejlslagen revolution. Det afgørende er, hvad ægypterne mener. Hvis Morsi vurderer, at kun et shariastyre kan få det ægyptiske samfund til at hænge sammen og får befolkningens støtte, så skal det være sharia.

Det skal Vesten ikke blande sig i. Vi ved kun, at Morsis kendskab til, hvad der kan fungere for ægypterne i Ægypten, er større end vestlige politikeres. Vesten skal bakke op om enhver styreform - også et shariastyre.

Hvis Vesten dropper nogle af sine fordomme, vil den meningsfulde dialog mellem Øst og Vest, der er nødvendig for at kunne leve fredeligt sammen, kunne komme igang.

Alternativet er fortsat krig, som kun Nato kan have interesse i. Det foreslår jeg, at vi ser bort fra for en gangs skyld.

Det arabiske forår ender i isvinter!

Det der sker i Ægypten ligner mere og mere det der skete i Iran.