Kommentar

Den fattige kultur

Mads Holger: Det ligger så dybt i os, at det fattige eller simple har et moralsk højere ståsted, som hverken de flittige eller dygtige nogensinde kan gøre sig forhåbninger om at tilkæmpe sig.

Befolkningen gennemskuede hurtigt, at Danske Bank i virkeligheden ikke er en autonom lesbisk uden ben. - Mads Holger
Befolkningen gennemskuede hurtigt, at Danske Bank i virkeligheden ikke er en autonom lesbisk uden ben. - Mads Holger

Jeg er en af dem, der interesserer sig for, hvad der sker i Kulturministeriet. Det har de fleste af os vist gjort gennem de seneste par uger, men der har jo også været noget af en højtid i ministeriet. Når dette dog ikke er tilfældet, kan jeg imidlertid godt føle mig lidt alene med interessen, navnlig hvis jeg kigger mig omkring blandt borgerligt sindede, med hvem jeg ellers almindeligvis deler både interesse- og meningsfællesskab. Det er en både vanskelig og upopulær debat at tage hul på, fordi kultur meget ofte er usynlig.

Den danske barnetro er socialdemokratisk og/eller kulturradikal, og det mærkes i kulturen som en næsten ubemærket selvfølge, der gør, at vi kan være tilbøjelige til at betragte alt, der kulturelt afviger herfra, som pure afsindighed. I relation til fattigdomsdebatten lader det sig på samme vis underforstå, at de fattige har taleretten. Vi har vænnet os til, at de, der ikke har brødet, til gengæld tildeles ordet som kompensation.

Det ligger så dybt i os, at det fattige eller simple har et moralsk højere ståsted, som hverken de flittige eller dygtige nogensinde kan gøre sig forhåbninger om at tilkæmpe sig. For den, der gerne vil ind i varmen, åbner Danmarks dør udad, så jo flere kræfter man lægger i for med skulderen at skubbe den op, desto mere lukker døren i. Vejen til anerkendelse i Danmark går formmæssigt stadig gennem ydmyghed, offergørelse og selvironi. Selvom man fordelingspolitisk er begyndt at interessere sig for at gøre op med vores socialdemokratiske barnetro - selv i regeringen - forekommer denne kultur at være det sidste område, hvortil forandringen når ud. Det er virkelig et åndeligt udkantsdanmark.

Selv når storkapitalen i form af Danske Bank skal forsøge at tegne sin kulturelle profil i befolkningen, foregår det ved at positionere sig som autonom lesbisk uden ben. Imidlertid viste bankens kampagne sig at være en fiasko, men dette skyldtes ikke de opstillede kulturelle idealer. Det skyldtes, at befolkningen hurtigt gennemskuede, at Danske Bank i virkeligheden ikke er en autonom lesbisk uden ben. Danske Bank er derimod en forretning, hvis ideal det selvsagt er at tjene penge, ikke at kaste med sten. Pengene skal naturligvis tjenes på en samvittighedsfuld måde, hvilket man naturligvis også bør kommunikere, men forestil Dem, hvad der ville ske, hvis en bank i den danske offentlighed turde melde et budskab ud, der lød: »Her tjener vi penge, og vi er dygtige til det, lån os Deres, så får vi også dem til at vokse«. I så fald ville raseriet være langt voldsommere end tilfældet har været i forbindelse med Danske Banks ’autonome’ profil. Banken blev taget i en løgn, den var ikke autonom ligesom det ideal i befolkningen, som den klodset prøvede at tilfredsstille. Sagen tjener til at belyse, hvor langt der er fra vores virkelighed til vores kulturelle ideal. Ingen anførte, at det da var en mærkelig maske at tage på. Vreden knyttede kun an til, at man kunne se bag masken. Pointen er, at man så en inkonsistens mellem ideal og realitet, ikke et forkert kulturelt ideal.

Ser man på de sidste mange års vindere af årets pressefoto er lidelse og nød en gennemgående og næsten uafveget faktor. Vi kender kun alt for godt de stærke billeder af invaliderede krigsflygtninge, sørgende mødre og mishandlede kvinder. Verden er fuld af lidelse og nød, og det vil altid være vores opgave at rette opmærksomheden mod det, men noget er gået galt, når vi kun retter blikket mod nød og lidelse, når det er den eneste farbare vej til hæder og priser. Jeg har ude omkring i verden selv oplevet disse pressefotos motiver i virkeligheden. Nogle steder invaliderer eksempelvis tiggere deres børn for at kvalificere dem til at tigge. Man flår arme og ben af dem, så andre vil forbarme sig over deres ulykke og slippe skillingerne. Det må i abstrakt variant ikke blive vores kulturelle ideal, for de fleste af os har dog gudskelov selv ben at gå på. Netop fordi jeg desværre tidligere i mit liv har oplevet voldsom fattigdom, kunne jeg aldrig drømme om at gøre det til et ideal. Enhver, der har oplevet sult eller kulde, begærer sig væk fra herfra med samme lidenskab som den, hvormed et brændende menneske begærer et bassin. Det er ikke noget, man svælger i, og da slet ikke noget, man idealise.

I dag lever jeg et liv, hvor jeg har det det som blommen i madeira. Det vil jeg ikke lyve om eller fortie, fordi jeg er glad og stolt over at være blevet fattigdom og naturlig modgang kvit, men det er risikabelt at vedkende sig. Så erstattes nemlig her til lands den naturlige modgang af en kulturel. Og derfor forstår det sig, at det succesfulde Danmark ofte med rette beskyldes for at være kulturløs. Man bliver nemlig nødt til at give afkald på kulturen, hvis man vil rejse sig til succes, fordi kulturens ideal er fattigdom og jævnhed. Alligevel insisterer jeg måske lidt enfoldigt herpå, fordi jeg gerne så en kulturændring, således at det igen blev legitimt at have egne ben at gå på og vinde muligheder, herunder også for at hjælpe andre.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.