Kommentaren

Den døende vagthund

Karsten Lauritzen og Jacob Bjerregaard: Vågn op. Medierne lever ikke op til deres rolle som demokratiets vagthund. Kvaliteten er faldet betragteligt. Det skyldes især, at journalisterne typisk skal levere til både avis, net, radio og TV. Energien bliver brugt på redigering og ikke på research.

Medierne spiller en afgørende rolle for den demokratiske debat og den politiske dagsorden. Desværre lever de ikke altid op til dette store ansvar. Sludder, sladder og mangel på substans kendetegner i dag aviser og elektroniske medier. I stedet for at være demokratiets vagthund og væsentlighedsformidler skeler selv seriøse medier mere til Paradise Hotel end til den dybdeborende journalistik.

Er journalisterne dumme og dårlige? Nej - det er heldigvis kun tilfældet for nogle enkeltes vedkommende. Journalisterne er faktisk blevet bedre og har i dag en langt bedre uddannelse end tidligere. Problemet skal derimod findes hos redaktørerne og medieejerne, som er blevet skødehunde for den laveste fællesnævner og den dårlige smag. De har glemt deres vigtigste samfundsopgave: at være demokratiets vagthund.

I dag forsøger medierne i høj grad at skabe deres egne historier i stedet for at dække historier. Ofte har journalisterne skrevet konklusionen på forhånd og bliver ved med at spørge, indtil de finder en politiker eller ekspert, som kan bekræfte konklusionen. Samtidig er fokus rykket fra substans til proces. Alene antallet af politiske kommentatorer taler sit tydelige sprog. Aviser og elektroniske medier svømmede over med historier omkring »timing« og »spin« i forbindelse med regeringens store 2020-plan. Med deres dækning kan man spørge sig selv om, hvor mange danskere der er i stand til at redegøre for, hvad planen egentlig indeholder? Vores gæt er: Ikke særlig mange.

Kvaliteten er faldet betragteligt i de danske medier. Det skyldes især, at journalisterne typisk skal levere til både avis, net, radio og TV. Energien bliver brugt på redigering og ikke på research. Det er et fænomen, som ikke blot er udbredt hos redaktionerne på de landsdækkende aviser, men også i de regionale bladhuse. Kvantitet er blevet en succes­faktor frem for kvalitet.

Samtidig har »dybdeborende journalistik« fået en helt anden betydning. For journalisten handler det dybest set om at snage så meget som muligt i politikere og andre kendte personers privatliv frem for at grave ned i sager med politisk substans. At trampe rundt og opfinde historier om Løkkes bilag eller Helle Thornings privatøkonomi har intet med journalistik at gøre. Specielt ikke netop nu, hvor vi gennemlever den største økonomiske krise i nyere tid.

For journalisten er »sensation« blevet det vigtigste nyhedskriterium, og »væsentlighed« er rykket i baggrunden. Det ses tydeligt på avisernes netsider, hvor journalisterne kappes om at få fat i historier om sex, dyr og kendte - og gerne i kombination. Resultatet er, at den virkelig dybdeborende journalistik er svær at finde i det danske mediebillede. Den kan dog spores i reservater som Dagbladet Information, Weekendavisen og på P1.

Men hvad skal vi så gøre ved det? Medierne selv bør kigge indad og overveje, om det produkt, som sendes i trykken, virkelig er noget, man vil være bekendt. Samtidig har vi en række forslag, som skal styrke mediernes rolle i demokratiet.

Folketinget er så vidt vides det eneste parlament i verden, hvor journalister og politikere bor sammen. Det gør ganske enkelt medierne mindre skarpe, og alt for ofte lader journalisterne politikere eller rådgivere redigere i den endelige tekst. Løsningen ligger lige for: Smid journalisterne ud af Christiansborg! I det hele taget er det besynderligt, at Folketinget stiller gratis kontorer til rådighed.

I Danmark er medierne massivt statsstøttet ved hjælp af forskellige redskaber som eksempelvis momsfritagelse og licens. Det er nødvendigt i et lille sprogområde som det danske, hvor oplagene og antallet af seere er begrænset. I fremtiden bør vi målrette statsstøtten til den dybdeborende journalistik. Det er ikke nødvendigt at give statsstøtte til medier, som koncentrerer sig om skandaler og test af fladskærme.

Endvidere bør Pressenævnet fungere som en egentlig medieombudsmand, hvor man kan klage over medierne, og hvor nævnet skal tage sager op af egen drift. Vi har i forvejen en injurielovgivning, som yder beskyttelse, men ofte ender oplagte sager med, at der ikke rejses en sag, simpelthen fordi det er for dyrt at føre en sag i forhold til den erstatning, som tilkendes.

Endelig er det nødvendigt at se på ejerforholdene i den danske mediebranche. Der er de seneste år sket en voldsom konsolidering på både regionalt og nationalt plan. Samtidig har udenlandske mediehuse entreret det danske marked. Hvordan har denne udvikling influeret på kvaliteten af medierne? Det kan vi gætte på, men langt mere interessant vil det være med en videnskabelig udredning. Med en sådan udredning vil vi på et langt mere oplyst grundlag kunne træffe beslutninger omkring fordeling af mediestøtten.

Medierne spiller i Danmark en vigtig rolle i den demokratiske proces. Desværre har vi i dag en presse, som ikke er sin rolle værdig.

Vi har brug for, at den døende vagthund vågner op til dåd igen og skifter de tomme kalorier ud med mere substantiel kost.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.