Kommentar

Demokratiet i EU skal blomstre igen

Sammen med en række andre politiske kræfter i resten af Europa fremlægger Alternativet en plan for, hvordan EU kan blive mere demokratisk og beslutningsprocesserne mere gennemsigtige.

Grækenlands tidligere finansminister, Yanis Varoufakis (billedet), er blandt initiativtagerne til et ambitiøst manifest, der sigter på at genetablere det demokratiske overskud i EU. »Det skal ikke bare være en skrivebordøvelse, for der er brug for reel forandring i EU,« lyder det fra Alternativet.  (Foto: LOUISA GOULIAMAKI/Scanpix 2016)
Grækenlands tidligere finansminister, Yanis Varoufakis (billedet), er blandt initiativtagerne til et ambitiøst manifest, der sigter på at genetablere det demokratiske overskud i EU. »Det skal ikke bare være en skrivebordøvelse, for der er brug for reel forandring i EU,« lyder det fra Alternativet.  (Foto: LOUISA GOULIAMAKI/Scanpix 2016)

Alternativet til EU er et bedre EU, det er ikke intet EU. Sådan er vores analyse i hvert fald. For at sikre det, er der brug for, at progressive europæiske kræfter går sammen og arbejder for en bedre fremtid.

I dag tirsdag deltager Alternativet derfor i DiEM25 i den tyske hovedstad Berlin. Det er det stiftende møde for Democracy in Europe Movement 2025, som den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis er initiativtager til. Alternativet er med som eneste danske parti og blandt hovedtalerne tirsdag aften.

Her vil vi sammen med progressive politikere og meningsdannere fra hele Europa diskutere et ambitiøst manifest, der skal genetablere det demokratiske overskud i EU. Det skal ikke bare være en skrivebordsøvelse, for der er brug for reel forandring i EU.

Vi vil væk fra den situation, hvor politiske relationer bliver kvalt af et magtspil mellem lande. Vi vil udsætte bureaukratiet i Bruxelles for de europæiske folks viljer. Og endelig vil vi gøre det muligt igen at politisere de love, der regulerer det indre marked. De love er, selvom det nogle gange virker sådan, ikke naturgivne.

Manifestet indeholder en handlingsplan, som vi fra Alternativets side ser store fordele i:

På meget kort sigt skal der etableres fuld gennemsigtighed i beslutningsprocesserne i EU. Det betyder, at møderne i Det Europæiske Råd, i Ecofin, Eurogruppen og møder om skat på finansielle transaktioner skal transmitteres direkte på internettet.

Ligeledes skal grundige referater fra bestyrelsesmøderne i Den Europæiske Centralbank offentliggøres inden for få uger efter mødernes afholdelse.

Endelig skal alle dokumenter, der omhandler eller er relevante for forhandlingerne om TTIP, den mulige frihandelsaftale mellem USA og EU, lægges frit tilgængeligt på nettet.

I løbet af 12 måneder forpligter DiEM25 sig til at fremlægge et detaljeret politisk udspil, som adresserer de kriser, der netop nu udfolder sig i Europa vedrørende den offentlige gæld, banksektoren, utilstrækkelige investeringer og stigende fattigdom.

Naturligvis på en måde, der øger lokaldemokratiet, men ikke undergraver de eksisterende EU-traktater.

Vi mener dernæst, at den europæiske befolkning har ret og pligt til at overveje unionens fremtid. Derfor skal der inden for de næste to år oprettes en europæisk forfatningsforsamling, der får magt til at udforme en eventuel demokratisk forfatning, som erstatter alle eksisterende europæiske traktater. Repræsentanterne til forsamlingen skal vælges på tværnationale lister, og hver liste skal indeholde kandidater fra mindst 15 forskellige lande.

Inden 2025 skal forfatningsforsamlingens beslutninger være ført ud i livet.

Sådan ser DiEM25’s handlingsplan for EU ud i korte træk. Vi skal skabe et demokratisk Europa, hvor folket har magten, et forenet Europa, hvor vi har utrolig meget til fælles, et gennemsigtigt Europa, hvor beslutningerne tages med folkets mandat, et realistisk Europa, der deler rigdommen, et produktivt Europa, der investerer i fælles grøn fremtid, et teknologisk Europa, der bruger de teknologiske fremskridt solidarisk og til fordel for personlig frihed, og endelig et kulturelt Europa, der værner om vores kulturelle diversitet og er stolt af vores kulturelle arv.

For Alternativet er det et interessant forum at deltage i. På mødet deltager foruden Yanis Varoufakis blandt mange andre repræsentanter fra Europas progressive grønne partier og fra spanske Podemos, Wikileaks-stifteren Julian Assange og den britiske musiker og aktivist, Brian Eno.

Vi har længe ledt efter en koalition af partier og bevægelser, der vil det progressive Europa og som opsætter klare mål for udviklingen af Europa. Det nytter ikke noget at vende ryggen til.

Vi ved endnu ikke, om resultatet bliver, at vi stiller op på en fælles progressiv, europæisk liste, men fælles for os er, at vi ønsker at demokratisere EU frem for at resignere.

De igangværende kriser har ført til, at vores lande vender sig mod hinanden. Det fører til konflikter og fremmedfrygt. Ambitionerne bliver igen nationale og de løsninger og den politik, der nu vælges, tager primært kortsigtede, nationale hensyn og skader samarbejdet. Det betyder, at de fleste europæere taber på lang sigt.

Kontrakten for EU skal fornyes. Mens de europæiske lande siden EU’s fødsel har forenet sig på tværs af sprogbarrierer og forskellig kultur, er det i dag det fælles bureaukrati og den fælles valuta, euroen, der splitter. Stolte nationer bliver spillet ud mod hinanden og kun nationalismen, ekstremismen og racismen vinder.

For Alternativet er EU ikke den eneste løsning for Europa. Der er masser af andre måder, vi kan samarbejde på. Vi skal eksperimentere med nye fællesskaber og sociale netværk på tværs af EU, vi skal give plads til nye institutionstyper og virksomhedsformer, vi skal give plads til at gentænke relationerne mellem stat, marked og civilsamfund og den fjerde sektor.

Men det ændrer ikke på, at EU for os er en del af løsningen på de mange grænseoverskridende problemer, vi står over for i dag, og som i fremtiden nok bliver flere. Derfor skal vi løse EU’s problemer, der er mange og store, men som vi faktisk tror på kan løses, hvis vi begynder at behandle dem med den fornødne seriøsitet og samtidig udvikler løsninger, der er lokale og fællesskabsorienterede.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.