Indspark

Delejul

Bente Dalsbæk: I disse dage er der rigtig mange mennesker, der går rundt med tunge klumper i maven. Børn såvel som voksne.

Bente Dalsbæk, Jurist og kommunikationsrådgiver
Bente Dalsbæk, Jurist og kommunikationsrådgiver

Det er ikke af sød forventning alt sammen. Nogle af de tungeste klumper er dem, der handler om, at børnene ikke kan holde jul med den ene forælder, eller at den ene forælder ikke kan holde jul sammen med deres børn. Selv er jeg privilegeret udi, at jeg altid har holdt jul med mine børn, selvom jeg er skilt over flere omgange, og jeg anerkender fuldt ud, at det er et stort privilegium, som jeg skylder tak til de fædrene ophav for at gøre muligt.

Men sådan er det ikke for alle, og jeg mærker i disse dage tydeligt hos veninder og venner, hvor svært det er, og hvor meget julen gøres til kampplads mellem parterne, hvor enten den ene eller begge slet ikke tænker over, at julen er hjerternes fest - ikke smerternes. I nogle skilte familier synes det som om, at jo mere de kan påføre den anden smerte, jo bedre - selv mange år efter.

Givet er det, at når man vælger at blive skilt, når man har børn, så vil savnet tage permanent bo i en. Lidt afhængig af samarbejdet med den anden forælder og årstiden kan savnet flytte op og ned på etagerne - nogle gange bor den direkte i hjertekammeret, andre gange tager den ophold som en stille murren i maven. Sådan er det jo, som en partileder sagde i en helt anden sammenhæng. Løsrivelsen fra ungerne synes noget mere brutal i en skilsmisse­situation, end hvis ungerne bare lunter af sted i kernefamilien, bliver teenagere og går deres egne veje: væk fra far og mor. Men det er lige så, hvis ikke mere brutalt for børnene: jeg kender mange børn, der har det rigtig svært med at vide, at mor eller far skal være ’alene’ juleaften, mens de er hos den anden forælder. Desværre kender jeg også enkelte forældre, der ikke er synderligt hjælpsomme over for børnene i situationen, men får godt og grundigt understreget, hvor ’aaaaalleeeeeenee’ de skal være.

I de senere år har man ellers diskuteret - med rette - at der skal større fokus på børnenes tarv og ikke forældrenes ret. Viljen til samarbejde kan ikke drives frem af regler. Derfor har man lavet forældreansvarsloven om i et forsøg på at løsne grebet i det ’rettighedsrigide’. Desværre er der ikke nogen model for julen; det er enten den ene eller den anden. Ja, også selvom du ikke fejrer jul: en veninde har et barn med en muslimsk mand, der ikke fejrer jul, men alligevel har fået tilkendt hver anden jul, da man ikke kan holde styr på f.eks. at give ham eid (den muslimske ’jul’) og hende jul. Han insisterer selvfølgelig på, at han har ret til julen, ja han mener faktisk det er racistisk, hvis han ikke skulle have sit barn til jul. Tja, jeg synes måske snarere, det er egoistisk. Af ham. Og synd for barnet, der gerne vil holde jul med sin mor. Men i de fleste familier holder begge parter jul, og så der selvfølgelig andre følelser på spil end, som det er tilfældet i ovenstående eksempel, for at genere den anden forælder. Så længe det ikke kan løses ved at holde den sammen, så tillader jeg mig lige at løfte pegefingeren og sige, at så skylder vi børnene at beholde sværdet i skeden og tårerne gemt til hovedpuden, hvis vi ikke vil have, at vores børn, når de engang bliver voksne, siger som en af mine veninder, der i sin barndom ikke oplevede andet end magtkampe om julen mellem hendes skilte forældre: »Jeg hader julen«.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.