Kulturkarrusellen

De nye kulturradikale

Eva Agnete Selsing, filosof
Eva Agnete Selsing, filosof

To store tektoniske plader i den danske debat lader til at være i færd med at bytte plads. Der er tale om kulturradikalismen og liberalismen. Førstnævnte har efter ti års prygl med det intellektuelle spanskrør nu givet op - Politiken har taget konsekvensen og gjort sin største kritiker (efter Søren Krarup) til kulturredaktør - Rune Lykkeberg. Han har, om nogen, afsløret falskheden i det kulturradikale projekt, der talte om frihed og frigørelse, men i virkeligheden var en kulturel undertrykkelse af almindelige mennesker.

Det handlede aldrig om frihed. For den kulturradikale var målet skabelsen af det uhæmmede, kreative menneske i et mangfoldigt og strukturløst samfund. Dette var det gode, og med det gode på sin side har man altid ret. Dette har vist sig utilstrækkeligt som analytisk fundament for venstrefløjen, der i disse dage kæmper med sin egen overflødighed. Utopiernes tid er forbi.

Eller er den? Med kulturradikalismens fald gryer dagen for andre –ismer. Og da opinionen i dag er blå, er disse naturligt nok liberalisme og konservatisme. Desværre for den samlede borgerlighed, deler liberalismen i dens danske pendant en del fællestræk med det kulturradikale projekt. Særligt de virkelighedsfjerne, abstrakte idealer, er en væsentlig ingrediens i begge de to bevægelser: man henter svar på samfundets konkrete udfordringer i sine hellige tekster. Så gør det ikke så meget, om det er Marcuse eller von Mises, man slår op i. Det væsentlige er, om man forholder sig praktisk eller dogmatisk til sin omverden. Og de liberale deler fodslag med de kulturradikale her: man taler meget om frihed, men undlader at forsvare den, hvor den er mest truet. For det handler igen ikke om frihed. Det handler om selvopfattelse, om identitet. Om følelsen af at have alverdens ret og moral på sin side – fordi det står i de sakrale skrifter. Det er her i den politiske identitet, at man finder den psykologiske forklaring på den manglende evne til at forstå samfundsvirkeligheden i nedslående store dele af det liberale miljø i dag.

HVODAN SKAL VI ellers forklare, at stort set ingen fremtrædende liberale forholder sig vedholdende og ærligt til de katastrofale følger af den massive indvandring, landet har set siden 1983? Grove krænkelser på liv, legeme og ejendom, der nærmest er systematiske (det sker, mig bekendt, meget sjældent, at etniske danskere røver eller voldtager indvandrere) får lov at passe sig selv, mens den liberale koncentrerer sin energi på andre, vigtigere sager. Sager som kampen for fri narko, prostitution, våben, kamphunde, mod DRs monopol og den slags. Med moralske argumenter, hentet fra den universitære lærebog. Sager, der, i forhold til de fatale følger af indvandringen, er komplet ligegyldige.

Adspurgt om dette misforhold leverer liberale ofte noget, der i mistænkelig grad minder om de gamle kulturradikale forsvarsværker - man må ikke ’generalisere’, det er vigtigt med ’frisind’, vi bør ikke ’lukke’ af for omverdenen. Og så den liberale specialitet: det skyldes bare velfærdsstaten (sic!).

Det forstår jeg ikke. Hvis man kalder sig frihedselsker, men samtidig ikke forholder sig til de tydeligste og mest graverende krænkelser af borgernes frihed, så er der noget helt galt. Det svarer til at kalde sig frankofil og være ligeglad med Frankrig. Går liberale overhovedet op i (faktisk) frihed?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.