Perspektiv

De åbne grænser begynder at lukke til

Den europæiske konstruktion med åbne indre grænser og bevægelsesfrihed er i fare, fordi EUs ydre grænser ikke fungerer. Det er blevet stadigt vanskeligere at trænge igennem med budskabet om de fordele, EU har skaffet sine borgere.

Uffe Ellemann-Jensen.
Uffe Ellemann-Jensen.

Grænsebommene sænker sig over Europa. De åbne grænser lukkes. Midlertidigt, siges det, men hvor længe bliver »midlertidigt«? Bekymrede statsledere taler om risikoen for, at hele den europæiske konstruktion falder fra hinanden, mens EU-modstandere og -skeptikere dårligt kan få armene ned.

De åbne grænser og den frie bevægelighed for borgere og varer inden for EU er et kernepunkt i den europæiske konstruktion. Men det har hele tiden været en forudsætning for de åbne indbyrdes grænser, at man kunne stole på de fælles ydre grænser. Det kan man helt åbenbart ikke. Og derfor tog EU-Kommissionen i denne uge det stærke – og længe ventede – skridt at advare Grækenland om, at hvis den græske grænse udadtil ikke bringes til at fungere, risikerer Grækenland at blive udelukket fra systemet med åbne indbyrdes grænser (Schengen-systemet).

Det var på høje tid at sætte foden ned. Der har været alt for stor langmodighed over for grækerne. Vist har de store problemer, og man kan ikke forlange endsige forvente, at de kan håndtere det voldsomme pres af flygtninge og migranter mod de græske øer tæt på Tyrkiets kyst. Men den græske regering har afvist tilbud om bistand fra andre EU-lande til at håndhæve reglerne om grænsekontrol. Og det har de fået lov til, fordi EU-samarbejdet rummer den grundlæggende svaghed, at man på den ene side lader som om, der eksisterer fælles regler, som alle respekterer – og på den anden side lukker øjnene for, at nogen bryder reglerne, fordi man ønsker at opretholde illusionen om en vidt udstrakt »national suverænitet«.

Derfor gik det galt med euro-samarbejdet. Og derfor går det galt med Schengen-samarbejdet om åbne grænser. Men når først de fælles friheder og rettigheder begynder at skride, kan hele konstruktionen blive bragt i fare. Og spørgsmålet er så, hvor det går galt næste gang. Varernes frie bevægelighed? Sker det, er hele EU bragt i fare.

Det er der utvivlsomt mange, som vil glæde sig over. Stadigt flere, hvis man skal være realistisk. For de EU-skeptiske partier har vundet terræn i de seneste år i takt med, at økonomisk krise og flygtningestrømme har skabt frygt hos mange mennesker for, at det vil gå ud over deres tryghed i hverdagen. Og den frygt udnyttes behændigt af populisterne med de nemme løsninger…

Det er blevet stadigt vanskeligere at trænge igennem med budskabet om de fordele, EU har skaffet sine borgere – og helt konkret fordelene ved de åbne grænser: De har gjort det hurtigere og billigere at få varer og mennesker fra det ene land til det andet, lastbilerne skal ikke længere vente i timevis på at få papirarbejdet overstået, turister og pendlere i grænseområderne har langt større muligheder for at arbejde, hvor de har lyst og så videre. Se bare på situationen ved Øresund, så får man en anskuelsesundervisning i, hvad lukkede grænser betyder, og hvad vi mister ved ikke at have åbne grænser. De kommer bare ikke igen før de ydre grænser fungerer, og det kan tage sin tid.

Der er jo noget absurd i, at EU bruger langt færre fælles ressourcer på at kontrollere de fælles ydre grænser, end USA bruger på sin kortere og mindre pressede grænse. Men det fortæller os også noget om den manglende fornemmelse af »faktisk solidaritet«. Og netop en »faktisk solidaritet« er noget helt grundlæggende for den europæiske konstruktion. Det blev slået fast af EU’s »fader«, Robert Schumann, da han i 1950 i den berømte Schumann-erklæring sagde, at »Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes gennem konkrete resultater - der først skaber en faktisk solidaritet.«

I dag må vi konstatere, at mens der på mange områder er opnået konkrete resultater, så har det skortet på en »faktisk solidaritet«. Det er trist at måtte erkende det – men det hænger jo nok sammen med, at fællesskabet har savnet de magtmidler, som en stat har brug for til sikring af, at dens borgere opfører sig i overensstemmelse med vedtagne love og regler.

Det er denne mangel, som truer den konstruktion, der ellers er enestående i historien: Det er aldrig før set, at så mange mennesker er enedes om at skabe et statslignende fællesskab uden anvendelse af magt. Det gør Europa til noget enestående – og tiltrækkende for millioner af mennesker fra andre dele af verden: De 500 millioner europæere har forholdsvis velstand og langt større tryghed end andre steder i verden. Og det er skabt på et kontinent, som i to verdenskrige myrdede over 60 millioner mennesker.

Denne uges advarsel til Grækenland er forhåbentlig første skridt på vejen til at skabe de fælles magtmidler, som hidtil har været savnet. For det er den eneste måde, hvorpå vi kan håbe en dag at få de åbne grænser tilbage.

Lukningen af grænserne i Europa har ikke blot noget at gøre med de praktiske og økonomiske ulemper. Det har også en stor psykologisk virkning på vores opfattelse af Europa.

Om få uger er det præcis 70 år siden, at Win- ston Churchill i sin berømte Fulton-tale i Missouri, USA, advarede om, at et »jerntæppe« havde sænket sig over Europa. Han benyttede sin advarsel til at mane til europæisk samling mod fælles trusler udefra. Han introducerede dermed betegnelsen jerntæppe – som han havde hentet fra teatrets verden, hvor jerntæppet er det sikkerhedstæppe, der hejses ned forrest i sceneåbningen i tilfælde af ildebrand for at forhindre ilden i at brede sig.

Jerntæppet fik så en helt anden betydning for Europa: Det blev delingen mellem det frie Europa, som udviklede den europæiske konstruktion, vi i dag kalder EU, og så det ufrie og undertrykte Europa, hvorfra der var »udgang forbudt«.

Det var en lykkelig stund, da Jerntæppet forsvandt, og vi kunne begynde at nedbryde grænserne i Europa. Det er sørgeligt, at grænserne nu atter begynder at lukke sig. Det kræver en stor anstrengelse at få dem åbnet igen. Forhåbentlig vil det lykkes at skabe den begejstring for det europæiske projekt, som er nødvendig for, at europæerne vil anstrenge sig.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.