Tendens

De 37 procent

Tom Jensen: Mitt Romney fik måske et banesår under den amerikanske præsidentvalgkampagne, da en lækket videooptagelse viste at han med nogen foragt i stemmen på et lukket møde refererede til, at præsident Obama fik sin støtte ikke mindst fra de 47 procent, der måtte man forstå ikke betaler noget i skat og til gengæld er afhængige af det offentlige.

Tom Jensen, Chefredaktør
Tom Jensen, Chefredaktør

Hvilket illustrerer den varsomhed med hvilken man skal omgås selv tørt stof som økonomiske nøgletal. Man kommer så let til at lyde hårdhjertet. Hvorfor jeg nok skal vare mig for at overtage Romneys retorik ved den i flere omgange frembragte erkendelse af, at 2,1 millioner danskere nu lever af overførselsindkomst.

Det svarer til godt 37 procent af landets befolkning, og det er da en god nyhed, skulle man mene, hvis man sammenligner med Romneys 47. Men det kan man for det første ikke; opgørelserne er givet forskellige, det samme er de offentlige ydelser og overførsler, man kan få i henholdsvis USA og Danmark, ligesom skatteniveauet ikke tåler sammenligning. Så det ville være halsløs gerning at sætte 47 over for 37 allerede inden beskyldningerne om hjerteløshed og ondskab over for arbejdsløse, førtidspensionister og lignende overhovedet var begyndt.

Der kan da også være endog meget god grund til at være på overførselsindkomst. Hvis man er folkepensionist, eksempelvis. Eller uarbejdsdygtig. Eller hvis man er på SU, der vel er at regne for en samfundsinvestering snarere end en gold og nyttesløs udgift. Ikke desto mindre taler man om en SU-reform for alt har jo en grænse. Hvilket burde være debatten her snarere end et perspektivløst råberi om, hvorvidt den ene politiske fløj hænger svage medborgere ud for at være snyltere. Én ting er sikker den debat flytter ingenting, forandrer ingenting, skaber ingen grobund for, at Danmark kan hænge samfundsøkonomisk sammen i fremtiden.

Den brutale sandhed er, at når man oven i de 2,1 millioner på overførselsindkomst lægger den lilmillion under 15 år, så er det efterhånden et mindretal af befolkningen, der skal brødføde flertallet. Da skævheden vokser år for år, burde uholdbarheden være åbenbar. Ikke desto mindre gør dele af venstrefløjen hvad den kan for at portrættere denne samfundsdebat som en kynisk jagt på de svage. Hvad den ikke er.

Den endnu mere brutale kendsgerning er nemlig, at vokser ubalancen mellem, hvor mange der arbejder og betaler skat, og hvor mange der modtager overførsler, så bliver der med tiden ikke penge nok til at sikre den sociale tryghed, som f.eks. Enhedslisten ustandseligt taler om. Når der derfor gennemføres reformer og skabes incitamenter som skal føre til, at flere arbejder længere (og der dermed bliver færre pensionister), SUens maksimale åremål beskæres (så der bliver færre på SU), efterlønnen nedtrappes og dagpengeperioden forkortes, så kan det virke råt og ufølsomt på kort sigt, fordi nogen falder ud af diverse systemer. Men det er for intet at regne mod de ulykker, der vil regne ned over samfundets svageste om få år, hvis ingen gør noget, mens de offentlige udgifter blot stiger, skatten ligeså og væksten til gengæld fordufter, konkurrenceevnen punkterer og arbejdspladserne flytter alle andre steder hen.

Dét ville være brutalt. Især over for de svageste. Måske var det egentlig også det Romney ville sige på sin egen håbløse facon.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.