Kommentar

Danskerne fortjener at høre hele historien

Berki Dibek: Tyrkere benægter ikke den armenske tragedie. Hvad de gør er at udfordre - baseret på arkivdokumenter og også deres egne familiehistorier - beskyldningen om folkedrab.

»Visse dele af kampagnen mod Det Kongelige Biblioteks beslutning om at afholde en anden udstilling har nået groteske 
proportioner, inklusive et brev forfattet af en gruppe tyrkiske intellektuelle publiceret i danske aviser,« skriver Tyrkiets 
ambassadør i Danmark. – Foto fra et mindested i Jerevan for armenske ofre for den tyrkiske fremfærd 1915 til 1921.
»Visse dele af kampagnen mod Det Kongelige Biblioteks beslutning om at afholde en anden udstilling har nået groteske proportioner, inklusive et brev forfattet af en gruppe tyrkiske intellektuelle publiceret i danske aviser,« skriver Tyrkiets ambassadør i Danmark. – Foto fra et mindested i Jerevan for armenske ofre for den tyrkiske fremfærd 1915 til 1921.

Den senere tids mediedækning og en del af kommentarerne i Danmark i forhold til udstillingerne på Det Kongelige Bibliotek involverende Armenien og Tyrkiet yder ikke den faktiske historie, om hvordan og hvorfor dette spørgsmål opstod, retfærdighed. Ligeledes afspejler de ikke på rimelig vis den bredere tyrkisk-armenske kontrovers. Danskerne fortjener at høre den fulde historie, så de kan danne sig deres egen mening.

Efter, indirekte og sent i processen, at være blevet opmærksom på, at Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med Den Armenske Ambassade i København var i gang med at arrangere en udstilling, der skulle omhandle kontroversen mellem tyrkere og armeniere og den smertefulde del af deres fælles historie - de tragiske begivenheder under Første Verdenskrig - kontaktede jeg biblioteket. Jeg var bekymret for, om en sådan udstilling kun ville reflektere den ene side af, hvad der udgør en igangværende og ofte højspændt debat blandt både forskere og lægmænd. Omend museumsledelsen foretrak det armenske syn på historien, var den principfast nok til at tilbyde os at arrangere en udstilling i stil med den tilbudt Den Armenske Ambassade.

Det er ofte overraskende for offentligheden i nogle lande at finde ud af, at den armenske version af begivenhederne i 1915, påstanden om »folkedrab«, langtfra har status af etableret faktum. Den er i stedet genstand for legitim akademisk debat. Der er fremtrædende forskere på begge sider. Alligevel har det armenske synspunkt, støttet af effektive PR-kampagner, fået over­taget i den offentlige opfattelse.

At henvise til dette faktum er ikke at negligere de armenske lidelser. Hvem vil ikke føle med en hvilken som helst af de grupper, der led og mistede så meget i det horrible årti af krige (1912-1922), hvor Det Osmanniske Rige begyndte at smuldre under angreb fra alle sider? Faktum er, at alle grupper, navnlig tyrkere i stort antal, led i årene, der ledte op til og under krigen. Desværre lader der til at være en blind vinkel i vestlig historiografi i forhold til det større landskab, der inkluderer Balkan og Kaukasus, hvor millioner af tyrkere/muslimer forsvandt, som det nye europakort blev tegnet ved magt. Uretfærdigheder og tab lidt af én gruppe udligner ikke den andens lidelser. Men konteksten må forstås, således at medfølelse ikke bliver anvendt selektivt, og sådan, at vi når en mere komplet forståelse af historisk sandhed.

Tyrkere benægter ikke den armenske tragedie. Hvad de gør er at udfordre - baseret på arkivdokumenter og også deres egne familiehistorier - beskyldningen om folkedrab. Alligevel, grundet deres måde at håndtere historien på, prøver tyrkere ikke at påtvinge deres hukommelse på den anden side; ligeledes prøver de heller ikke at generere følelser af fjendskab eller hævn ud fra historien. I stedet forsøger Tyrkiet, mens det anerkender armeniernes og tyrkernes fælles smerte, at nå en retfærdig fælles hukommelse med Armenien, således at de rigtige lektioner kan blive udledt af historien, og mindet om så mange uskyldige liv med rette kan blive respekteret. For at gøre dette er vi nødt til at opbygge en fælles, objektiv viden. Derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at høre det armenske syn på historien. Derfor foreslog Tyrkiet i 2005 at etablere en fælles kommission bestående af historikere, der ville inkludere tyrkiske, armenske og andre eksperter; et forslag der har mødt modvilje blandt dem, der foretrækker at fortsætte PR-kampagnen i stedet for at engagere sig i videnskabelig dialog og forskning. Og det er også derfor, det er moralsk og akademisk nødvendigt at høre den anden side af debatten, også i Danmark.

Den planlagte begivenhed på Det Kongelige Bibliotek vil hovedsagelig blive en samling af osmannisk arkivmateriale. Den vil først og fremmest fortælle historien om århundreders fredelig sameksistens, der desværre er glemt i skyggen af den ophedede debat om 1915. Den vil også udfordre nogle beskyldende antagelser ved at sætte dem op mod arkivmateriale og videnskabelig forskning. Pudsigt nok blev begivenheden i de tidlige planlægningsfaser genstand for angreb og ønsker om censur fra folk, der ikke vidste, hvad der vil blive udstillet. Det faktum, at Tyrkiet var involveret, var årsag nok til at angribe og appellere til den danske samvittighed, så offentligheden som ønsket ville være klar til at lukke munden på en sådan »benægter«-begivenhed.

Det er moralsk problematisk at præsentere de legitime udfordringer fremstillet mod dette specifikke historiesyn som benægtelse. Referencen til »benægtelse« er ofte brugt bevidst til at antyde en analogi mellem 1915 og Holocaust, hvor indsigelser over for det armenske synspunkt puttes i kategori med perifere forsøg på at benægte Holocaust. Dette er urimeligt over for både tyrkere og jøder. Det forsøger at nazificere tyrkisk historie og tyrkiske forfædre på et tidspunkt, hvor anti-tyrkiske og islamofobiske tendenser er i fremgang i Europa. Ydermere, ud fra et pressefrihedsperspektiv, er det en lammende uretfærdighed at forsøge at undertrykke og tysne et andet sæt fakta, der afslører betydelige mangler hos det andet synspunkt.

Visse dele af kampagnen mod Det Kongelige Biblioteks beslutning om at afholde en anden udstilling har nået groteske proportioner, inklusive et brev forfattet af en gruppe tyrkiske intellektuelle publiceret i danske aviser. Brevet gør sig umage for at implicere den tyrkiske regerings position i drabet af den højt respekterede tyrkisk-armenske intellektuelle Hrant Dink, men undlader at påpege, at det blev mødt med enorm officiel og offentlig reaktion i Tyrkiet. Brevet antyder endda et tyrkisk ansvar for demokratiets tilstand i Mellemøsten. Samlet set lader brevet til at repræsentere en oppositionel strømning, som har sin plads i spektret af aktuelle politiske debatter i Tyrkiet. Men at benytte dén specifikke politiske position til at frembringe omfattende beskyldninger om historiske begivenheder og derved politisere historien er en problematisk tilgang. Ydermere politiserer brevet retfærdighed ved at afsige dom over folkedrab, som var det et ikke-juridisk begreb, der frit kan bruges uden at benytte sig af gældende international lov.

Det er en demokratisk ret at udtrykke forskellige synspunkter, kritisere regeringer, sætte spørgsmålstegn ved officiel praksis. Men jeg finder det svært at forene intellektuel integritet med, hvad vi har her: et forsøg på at forhindre en videnskabelig begivenhed uden at kende dens indhold. I ophedede debatter overtrumfer hastværket for at opstille et forsvar til tider intellektuel ærlighed, og det svækker evnen til at artikulere troværdige og rimelige indsigelser. Hvorledes er det ellers muligt for en, der, med rette, støtter retten til at udfordre det almindelige synspunkt i Tyrkiet, udøve den til konferencer, i avisklummer, bøger etc., alligevel at nægte den selvsamme ret i Danmark? Endelig er man forundret over at læse, at forfatterne mener, der kun kan være ét syn på begivenhederne i 1915. Skal vi blot lade som om der ingen debat er blandt dusinvis af osmanniske historikere, tyrkiske og andre omkring denne periode?

Hvis vi skal genopbygge det tyrkisk-armenske venskab og forlige os med historien, kræver det en mere åbensindet, mere objektiv indstilling. Og hvis nationer som Danmark skal hjælpe med den proces, bør de ikke lade deres naturlige tendens til medfølelse og retfærdighed blive misbrugt på en måde, der kun tillader én national fortælling.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.