Christian T. Ingemann: Vi har haft højkonjunktur, indrettet samtalekøkkener, og vi er samtidig begyndt at opfatte lykken som noget, vi har krav på. Dovenskaben har sneget sig med ind, og det går ud over karakteren – både den nationale og den individuelle. Og den politiske kultur, der er blevet et bestikkelsesteater, hvor få tør stille krav.
20. december 2010, 11:09
Karakter, hvad enten det er karakteren hos en person eller en nations karakter, dannes altid i modgang. Den amerikanske nationalkarakter er formet af fattige immigranter, der gik i land på Ellis Island søgende efter en bedre tilværelse. Af slaver, der kæmpede for frihed. Af Rosa Parks, der ikke ville rejse sig op i bussen.
Historien lærer os, at store bedrifter altid sker med vinden i ansigtet, ikke i ryggen. Men de seneste mange år har vi haft vindstille i Danmark. Vi er blevet kåret som verdens lykkeligste folk. Vi har haft højkonjunktur og indrettet samtalekøkkener. Det er der ikke noget galt med. Men vi er samtidig begyndt at opfatte lykken som velerhvervet. Som noget, vi har krav på. Dovenskaben har sneget sig med ind, og det går ud over karakteren. Både den nationale og den individuelle. Vi er kort sagt blevet snotforkælede.
Hvordan kommer denne forkælelse til udtryk? Ulykkeligvis har den gennemtrængt vores uddannelsessystem, vores arbejdsliv og truer selve sammenhængskraften i samfundet.
Uddannelse har altid været set som vejen til et bedre liv. En mulighed for at bryde den sociale arv, flytte sig åndeligt og økonomisk. Det er det stadig. Men er vi villige til at kæmpe for det? Eller orker vi kun, hvis uddannelse røres op i en formildende blanding af cafépenge, alenlang tålmodighed og særlige hensyn? Gratis uddannelse er ikke nok, vi vil også have penge for det, ellers gider vi ikke. Og skulle nogen driste sig til at foreslå, at studerende skal bestræbe sig på at blive hurtigere færdig, så er fanden løs. Hvis ikke det er let at blive klogere, så er det mere bekvemt at forblive i uvidenheden. Mens andre landes unge pisker derudaf, er Danmark stået af uddannelseskapløbet. Og det er selvfølgelig regeringens skyld – for det ville naturligvis være helt utænkeligt, at det var danskerne, der skulle tage sig mere sammen.
Også i arbejdslivet kommer forkælelsen til udtryk. Verdens lykkeligste folk er ikke indstillet på at pukle, det går jo ikke. Vi tager os god tid, inden vi indtræder på arbejdsmarkedet, og skynder os til gengæld med at gå på pension eller efterløn i den anden ende. Det er jo også en rettighed. Ligesom det er helt acceptabelt, at tre ud af fire inden de endeligt går på pension, har været nogle år på deltid. Vi bliver jo friskere og friskere som ældre, og så er det da for trist at skulle bruge al tiden på at arbejde, når nu man bliver mere lykkelig af at spille golf. Tilsyneladende.
De ældre har ikke de forkælede unge meget at lade høre. Også som voksne har vi en forventning om rettigheder, goder og nogen, der sørger for det hele. Vi skal jo nå at nyde det, så må der være andre, der betaler regningen.
Men netop det med regningen giver problemer. For forkælelsen har også ramt hele vores samfundsmodel. Vi fordeler og forbruger, men tænker ikke over, hvor pengene skal komme fra. Mere velfærd, højere service, større offentlig sektor. Det er et udtryk for forkælelse, hvis man tror, at den offentlige sektor kan blive ved med at vokse hurtigere end den private sektor.
Det er forkælelse, hvis vi tror, vi kan øge de offentlige udgifter, uden at vi har været kloge eller arbejdsomme nok til at øge produktiviteten tilsvarende i den private sektor. Det har ramt den politiske kultur, der er blevet et bestikkelsesteater, hvor få tør stille krav og fortælle danskerne sandheden.
Ikke engang den økonomiske krise har for alvor kunnet vække os. Den slog ikke mange revner – hverken i lykken eller den samfundsmæssige hedonisme. Man fristes næsten til at sige, det var spild af god krise, når nu det skulle være.
Inderst inde ved vi godt, den er gal. Vi ved godt, at udviklingen er uholdbar, og når vi ser os selv i spejlet, så kan vi godt se, at det hele er blevet lidt for selvtilfredst og uden rygrad. Vi kan godt se, at dansk økonomi lider under et kæmpemæssigt dræn i form af den helt urimelige efterlønsordning. Vi kan godt se, at vi ikke kan blive ved med at tro, vi er verdens klogeste, når vi ikke rykker på uddannelsesfronten. Vi kan godt se, at vi kun får væksten tilbage i samfundet, hvis vi gider smøge ærmerne op, og hvis vi gør os umage. Flere og flere søger desperat efter den kamp, der skal genoprette vores slatne karakter. Flere danskere end nogensinde løber maraton. Vi hungrer efter udfordringer, efter at komme på dybt vand, efter at få modvind i ansigtet. Det er blevet lukrativ forretning at hjælpe danskerne ud af komfortzonen. Det burde være et hint til visionære politikere.
På samme måde trænger nationalkarakteren også til at blive genopfundet. Der må noget andet til end valgflæsk, bestikkelse og dyre løfter. Der er brug for, at politikerne også tør kræve noget af befolkningen. Hårdere arbejde. Mere ambition. En indsats på skolebænken. Initiativ. Og der er brug for, at belønningen for dette arbejde og initiativ ikke kommer i form af nye gaver og endnu mere velfærd – men ved at man til gengæld kan beholde mere til sig selv. Ikke i kraft af, at man har været hurtig og opfindsom til at kræve ind, men fordi man selv har ydet en ekstra indsats.
Danskerne har glemt, hvordan vi klarede os gennem Besættelsen og hjalp jøderne til Sverige. Hvordan kvinderne kæmpede for stemmeretten. Hvordan danske soldater og nødhjælpsarbejdere i dag arbejder i verdens brændpunkter for nogle af de mest basale værdier og fornødenheder, som vi herhjemme for længst har taget for givet. Det er tid til, at vi genopfrisker hukommelsen – og det er først og fremmest tid til, at vi ryster forkælelsen af os og tager hul på nye udfordringer.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten