20. august 2011, 22:30

Behandling af to næsten ens fingerskader i henholdsvis Frankrig og Danmark med tre ugers mellemrum gav to meget forskellige resultater for en dansk familie. Og det så absolut til franskmændenes fordel.

Tirsdag den 19. juli 2011, Carcassonne, Languedoc, Frankrig. 12-årig pige, tommelfinger slået ved kapsvømning.

18:30 Ankomst skadestue. To-tre mennesker sidder i kø. Modtages af sygeplejerske, der undersøger fingeren og hører, hvad der er sket. Viser hen til indskrivningen. 18:35 Indskrives. Tre hvidkitlede i receptionen. Ingen problemer med sygesikringskortet. 18:40 Tilses af læge, der siger, at der skal tages røntgenbillede. 18:46 Røntgenbillede tages. 18:52 Vurdering af røntgenbillederne af lægen, der dog lige vil have en second opinion fra en kollega, der er mere vant til børn. Fingeren konstateres forstuvet uden brud.

18:59 Lægning af skinne af sygeplejerske, der instruerer om medicinering med antiinflammatorisk og smertedækkende lægemidler. 19:10 Betaling og papirarbejde overstået. Recept i hånden.

Lørdag den 6. august 2011, Holbæk, Region Sjælland. 10-årig dreng, lillefinger slået ved fald på skateboard

18:55 Ankomst akutklinik. Næsten alle stole optaget i venteværelset, kø ved indskrivning. Tung, fugtig luft. Bag receptionen er seks eller syv mennesker, hvoraf tre har stetoskop om halsen. Flere sidder ved computere, der drikkes kaffe og diskuteres livligt. 18:57 Lille pige med blødende flænge i hovedet indskrives. 19:00 Indskrivning. Der findes en ledig stol.

19:24 Første patient tages ind. 19:41 Næste patient tages ind. 20:06 Sygeplejerske kommer ud og siger, at der skal tages røntgenbilleder af fingeren - og at der meget vel kan gå tre timer før, der kan blive kigget på fingeren. 20:17 Røntgenbillede tages. 20:30 Tilbage i venteværelse efter røntgen. Adspredte grin over film i fjernsynet. 20:45 Lille piges flænge begynder at bløde igen. Tages ind i klinikken. 20:50 Lille pige kommer ud igen med forbinding om hovedet, men er ikke behandlet. 21:06 Fortvivlet læge kommer ud i venteværelset: »De, der har banaliteter kan, hjælpe mig med at gå til lægevagten. Der er kun mig til at tage sig af jer. For de senest ankomne kan der godt gå op til fire timer. Det her er helt serbokroatisk for mig.« Ved skrivebordene bag receptionen sidder to hvidklædte med stetoskoper om halsen. Er de mon også læger?

21:30 En pizzaria-ejer fra Nykøbing, der selv sidder med et barn, har hentet pizza til børnene i venteværelset. 21:45 Lille pige kommer ind. 21:55 De to stetoskopbærere har forladt receptionen. Der breder sig en særegen galgenhumor i venteværelset. Der gisnes om, hvorvidt stetoskoperne fik slået deres Pacman-rekord. Døren ind til det forjættede land går op fra tid til anden.

22:30 Patient kommer ud med armen i gips. Han gik ind 21:30. 22:36 Den fortvivlede læge sidder ved sin computer. 22:43 To stetoskoper i receptionen. Sygeplejersken i receptionen kan ikke sige noget om, hvornår de har tid til at kigge på røntgenbillederne. Der er to meget alvorlige børn. 22:50 Venteværelset tømmes langsomt, mest fordi de ventende opgiver og går deres vej. 22:53 Den fortvivlede læge kommer ud og henter os. 22:57 Lægen afbryder behandling for at tage et telefonopkald. 23:01 Lægen kommer tilbage og fortæller, at røntgenbilledet viser, at fingeren er brækket. Der er et enkelt brud. Behandlingen er en lille metalskinne, der skal holde fingeren i ro. 23:05 Lægen har gennemsøgt skabene i klinikken og fundet skinnen og lægger den på.

23:07 Vi forlader akutklinikken.

Dagen efter ringer vi til akutklinikken: Vi var lidt forbeholdne over for akutlægens vurdering og ville gerne have en kopi af røntgenbillederne. Det afstedkom en second opinion fra en nu tilstedeværende overlæge, der ikke overraskende konstaterede endnu et brud på fingeren. Sygeplejersken forsikrede derefter, at behandlingen var den samme og i øvrigt, at alle røntgenbilleder taget i weekenden ville blive kigget igennem af røntgenlægerne mandag, hvorefter vi vil blive kontaktet, hvis fingeren ikke havde fået den rette behandling. Det gjorde de ikke, og fingeren er da også i stærk bedring.

Det er naturligvis taknemmeligt at lave statistik på et enkelt punkt. Eller to. Og det er givet, at der i Frankrig også kan opstå situationer, hvor man skal vente, opleve fortvivlede læger og behandles af stresset personale. Ligesom der givet også er tidspunkter, hvor en dansk akutklinik kører som i smør. Men det er meget slående, at man som familie oplever behandling af to næsten ens skader så tæt på hinanden med så markant en forskel i effektivitet. Jeg tror ikke, at danske læger og sygeplejersker er dårligere end franske. Det er de næppe.

Og jeg er helt sikker på, at de, ligesom vi andre på vores job, gerne vil yde det ypperste. Men det virker som om de ikke får lov, lægerne og det øvrige personale på akutklinikken. Det forekommer som om, at systemet ikke tillader smidighed eller er gearet til effektivitet. Hvordan kan det være, at der tilsyneladende drifter computerkiggende læger rundt i receptionen uden stress, mens deres doktorkollega må rende alene rundt på serbokroatisk må og få for at behandle alt for mange patienter? Og hvorfor skal samme læge bruge halvdelen af konsultationen på at lede efter en fingerskinne, og bagefter også bruge tid på at sætte den på og instruere om pleje, hvile og så videre?

Det kunne en sygeplejerske gøre, sikkert også mere kvalificeret. Hvis logistikken er symptomatisk for alle tilfælde på akutklinikken, ville lægen rent faktisk kunne få hevet dobbelt så mange patienter gennem møllen på samme tid. Og de andre læger i receptionen kunne, også selv om de måske ikke er akutlæger, træde til og tage de patienter, som de trods alt kunne behandle - hvis der ellers var en effektiv indgangsvisitation, der kunne dele de tilskadekomne i passende patientgrupper? »Banaliteterne« blev jo alligevel bedt om at gå til lægevagten?

Nogle kunne hævde, at vi skal passe bedre på vores børn, og jeg håber naturligvis ikke, de kommer mere til skade end godt er. Men skulle det ske igen, gør det ikke noget, at det sker i Frankrig.