27. september 2011, 22:30

Vi har fået et nyt politisk flertal i Danmark, og det er der mange gode grunde til at glæde sig over. En særlig god grund er, at det nu bliver muligt at sætte en helt anden værdipolitisk dagsorden i vores land. Ti mørke år er forbi, hvor Danmark har været fængslet til værdier, der ikke mindst har været dikteret af Dansk Folkeparti, og som blandt andet har været med til at splitte Danmark i et »dem og os«, i »får og bukke« og bidraget til at skabe mistro til alt og alle, der befinder sig uden for landets grænser. Værdier, der blandt andet har haft som konsekvens, at børn er blevet sat i fængsel, børn og voksne i asylcentre svigtet, og at vores hjælp til verdens fattigste lande er blevet reduceret. Værdier, som også mange borgerlige vælgere har været fortvivlede over, at deres partier har understøttet for at tilfredsstille Dansk Folkeparti.

Men nu er Danmark på fri fod igen. Hvis vi vil. Det kræver, at vi er mange, der nu bidrager til at gen-erobre værdierne og definitionen af danskhed. Ikke gennem en ny ufrugtbar kulturkamp, men ved positivt at formulere visioner om det Danmark, vi vil skabe, og de værdier, det skal bygge på.

For mig er tre værdier helt centrale. Det er værdier, man kan finde på de første faner hos både Socialdemokratiet og fagbevægelsen. De har dannet det værdimæssige fundament for opbygningen af det danske velfærdssamfund, og de udgør også kernen i det grundlag, Danmark skal udvikles videre på i de næste ti år. På fanerne stod der: Frihed, lighed og broderskab. Broderskab vil vi i dag definere som fællesskab og solidaritet, men ellers har ordene stadig deres pålydende værdi.

Med frihed som bærende værdi skal vi udvikle et Danmark, hvor den enkelte borger får de bedste muligheder for at realisere sine drømme om et godt liv for sig selv og sin familie. Friheden til at gøre det forudsætter muligheder for uddannelse, job, bolig og sundhedsydelser på et højt niveau. Men det forudsætter ikke mindst, at friheden skal gælde alle, også de mennesker, der i dag er sat udenfor og som i dagligdagen ikke har meget frihed i form af økonomisk og socialt bevægerum.

Frihed betyder også, at vi skal overlade flest mulig beslutninger og valg til den enkelte borger, når det ikke gælder forhold, der kræver fælles beslutninger og ansvar for fællesskabet. Og endelig skal vi forsvare og udvikle vores frihedsrettigheder såsom demokrati, ytringsfrihed og religionsfrihed ligesom vi skal sikre borgernes integritet og retssikkerhed. Med disse frihedsrettigheder følger imidlertid også et ansvar. Et ansvar for at hver enkelt af os også respekterer andres frihed. Ikke mindst når det gælder kulturel og religiøs forskellighed. I de kommende år skal frihedsbegrebet altså i langt højere grad ses i sammenhæng med social ansvarlighed og respekt for menneskelig mangfoldighed.

Det socialdemokratiske ideal om lighed bygger ikke på, som ofte påstået af borgerligheden, at alle skal være ens. Det bygger på, at alle mennesker skal have lige muligheder og på ideen om, at der ikke skal være alt for store skel i vores samfund.

Vi skal i de kommende år have meget mere fokus på at give muligheder til dem, der ikke har fået det. Ligegyldigt om det var en uddannelse eller et job, man ikke fik, eller man blev tabt i aktiveringssystemet, så skal der være en chance mere. Og det ligger i et socialdemokratisk lighedsbegreb, at man for at give folk lige muligheder nogle gange må behandle mennesker forskelligt. Give flere chancer og muligheder til dem, der ingen fik, eller ikke magtede at gribe dem.

Vi får brug for alle menneskelige ressourcer i årene fremover. Det kræver, at langt færre falder ud af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det kræver, at vi får flere væk fra offentlig forsørgelse og i gang på en ny chance. Og lighed handler også om ligestilling. Der skal nu sættes flere kræfter ind på at bekæmpe den diskrimination i Danmark, der desværre stadigvæk forekommer på baggrund af alder, handicap, køn, kønsidentitet, race og etnicitet, tro og religion, samt seksuel orientering.

Og endelig skal vi passe på og udvikle vores fællesskab og den solidaritet, der om noget har været grundstenene i opbygningen af det Danmark, vi kender i dag. Vi skal fortsat være fælles om at finansiere den grundlæggende velfærd – og stadig ud fra princippet om, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Vi skal ikke have et amerikansk brugerbetalingssamfund, der favoriserer de rigeste.

Vi skal værne om og udvikle de institutioner, der er nationale samlingspunkter, og med til skabe fælles udgangspunkter og identitet i en stadig mere fragmenteret og internationaliseret dagligdag. Her tænker jeg særligt på DR som landets største kulturinstitution, men også på biblioteker, museer, teatre og det vidtforgrenede foreningsliv, som binder danskerne sammen.

Der er brug for mere DR - ikke mindre DR. Der er brug for flere foreninger - ikke færre foreninger. Der er brug for mere, der samler - ikke mindre. Og der er brug for, at vi udvider og udvikler vores demokrati. Involverer langt flere i debatter og beslutninger. Giver demokratiet noget af den livskraft tilbage, der er forsvundet med øget centralisering og professionalisering af beslutningerne.

Og endelig omfatter fællesskabet og solidariteten også verdenen uden for Danmark. Som et af verdens rigeste lande må vi uophørligt og uden smålig skelen give vores bidrag til at bekæmpe fattigdom og opbygge egenevne i verdens fattigste lande.

Danmark er på fri fod igen. Vi har chancen for at skabe et endnu bedre samfund, der kan spille en større rolle i Europa og verden, hvis vi bygger videre på og udvikler vores idealer om frihed, lighed og fællesskab. Lad os komme i gang.