Indspark

Cyber-pøbel

Bente Dalsbæk: Der er sagt og skrevet meget i den seneste uge i kølvandet på dokumentaren ’Adoptionens pris’ om adoptionen af to etiopiske børn til Danmark.

Bente Dalsbæk, Jurist og kommunikationsrådgiver
Bente Dalsbæk, Jurist og kommunikationsrådgiver

»Debatskabende« er filmen blevet kaldt, men set i bakspejlet, eller faktisk allerede konstateret midt i ugen, var filmen vist mest hetzskabende.

Især på de sociale medier, som blev akkompagneret af indslag med grædende forældre - både de biologiske (som TV2 opsøgte - De ved, bare lige for at følge op), adoptionsforældrene og alskens slags eksperter af varierende kaliber, der lige fik sat etiketter på som børnemishandling, psykisk misbrug osv.

Det er umuligt ikke at blive meget, meget berørt af den konkrete sag. Den er på alle måder ulykkelig, og især for pigen Masho, der resten af sit liv skal leve med det ubærlige.

Men jeg stejler voldsomt over det proportionsforvrængende billede, der samtidig konkluderede sig selv i cybervirkeligheden: »tiden er løbet fra adoptioner i det hele taget«, »mere eller mindre alle børn fra Etiopien er franarret de biologiske forældre«, »alle adoptivforældre lider af hysteriske forestillinger om det perfekte barn og vil ikke »trække nitten«, og »alle adoptionsbureauer er noget bureaukratisk makværk, der typisk er repræsenteret i de forskellige lande af lidt tilbagestående, småkorrupte lokale«. Groft sagt.

Det kalder på et spørgsmål, blandt andet eller vel især på redaktionerne. Spørgsmålet er ikke så meget, hvad skal vi med historien, men hvad vil vi med den? Lave godt fjernsyn eller skabe gode rammer for en helt naturlig etisk debat om nogle problematikker, der rummer både følelser og fakta? Hvis det er det sidste, så må man blive dygtigere til at modsvare cyber-pøblens amokløb med fakta, redelighed og nuancer.

Jeg vil ikke gå i rette med, at historien fortælles. Enkeltsager eller rettere enkelte personhistorier kan godt fungere som løftestang for en større etisk eller på anden måde samfundsrelevant diskussion. Men jeg forstår faktisk ikke, at man på redaktionerne kan sidde med en så stor mangel på fornemmelse for, hvad det er for en snebold, man triller ned ad de sociale mediers gletsjer? Det kan da ikke være kommet bag på ellers trænede journalister og redaktionschefer, at her er anspringet til en lavine? Dem kan man selvfølgelig aldrig styre, men en vis omtanke kan man dog have, især med tanke på, at det er almindelige mennesker, der trilles ned ad gletsjeren.

I stedet rider man med lavinen nedad og nedad, langt ned forbi min personlige kvalmegrænse, og henter som sagt eksperter ind fra højre og venstre og pornoficerer de etiske spørgsmål, som programmet naturligt stiller.

Kunne man på forhånd have lavet en »etisk pressestrategi«, hvor man tænkte en lidt højere overligger ind end »godt fjernsyn«? Kunne man måske, som med dokumentaren »Den usynlige arv« på DR1, der satte projektør på nogle helt væsentlige problemstillinger gennem fattige danske børns fortællinger i et egentligt fattigdomstema, løfte udsendelsen ind i en større sammenhæng, nemlig en perspektiveret og nuanceret debat? Det kræver bare lidt planlægning. Lidt tanke og omtanke. Så længe har vi dog haft denne alliance mellem sendefladen og online publicering af Gud og hvermands mening, at en lidt større etisk værkshøjde i både for- og efterarbejde på redaktionerne nu må være et must.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.