4. december 2009, 22:30

»Den eneste afgørende betydning, København får, er, at det bliver det sidste billede i drømmen om, at vi kan løse klimakrisen med reducering af CO2-udledning.«

Det er med pessimisme, at den engelske filosof John Gray ser frem til klimakonferencen, COP15, der starter på mandag i København. I sit første af tre interviews om klimaforandringerne, har Berlingske Tidende talt med den gamle Thatcher-støtte, der med rødder i engelsk konservatisme har kritiseret politiske utopier på både venstrefløjen og højrefløjen. Gray ser nye farlige utopier blandt politikere og aktivister, der håber, at klimaforandringerne kan stoppes og planeten reddes.

Hvad er det, der forandrer sig med klimaforandringerne?

»Ikke alene er det sådan, at klimaforandringerne hænger sammen med økonomi, udvikling og sikkerhedspolitik, men hvis klimaforandringer ikke mødes med et realistisk svar, vil problemerne på de andre områder heller ikke kunne løses, og de vil blive forværret. Og klimaforandringer sker hurtigere og langt mere dramatisk, end man tidligere havde regnet med. Alt, vi har opnået inden for økonomisk udvikling og sikkerhed, er i fare for at blive tabt. På den måde er klimaforandringer ikke et emne, vi kan vælge at se bort fra.«

I debatten er der to grupper. En lille fraktion, der er skeptisk over for klimaforandringer og den store majoritet, der hævder, at vi står over for udfordringer, der kan løses med grøn teknologi og globale aftaler om CO2-udslippet. Hvor placerer du dig?

»Der er ingen substans i de såkaldte klimaskeptikere - jeg vil gå så langt som at kalde dem klimafornægtere. Men der er også store illusioner i den dominerende idé om, at vi med et mål for udledning af CO2 ville forbedre vores situation markant. For det første vil jeg hævde, at det er umuligt at opnå en aftale om CO2-udledning. Der er enorme problemer med at opnå enighed mellem lande, og i mange lande, som fx USA, er der også store indenrigspolitiske problemer. Men det helt store problem er, at antallet af mennesker på Jorden vil stige med to milliarder inden for 30 år. Med to milliarder flere mennesker, der alle helt rimeligt ønsker fordelene ved et liv i en industrialiseret verden, som jo er en energi-intensiv livsstil, vil behovet ikke bare for olie, men for vand og mad og andre ressourcer stige i stort omfang. I det perspektiv er det helt urealistisk, at vi kan opnå målene om en reduktion af CO2-udledningen. Det er ren fantasi, når man tror, at vindmøllefarme, færre flyafgange og isolering af huse osv. kan løse klimakrisen. Det vil ikke lykkes.«

Ressource-konflikter

Men er det ikke den rigtige vej frem at løse globale problemer med globale aftaler som COP15?

»For det første er COP15 et mellemstatsligt møde. Men der er ingen chance for, at store stater som USA, Kina, Indien eller Rusland vil afgive deres suverænitet til en anden fælles organisation. Hvis det skulle være sket, ville det have været lige efter Anden Verdenskrig, da FN blev dannet. De politiske aktører i verden er suveræne stater, som har forskellige mål og interesser, strategier, kulturer, fjendskaber etc. Det, der kommer til at ske, efterhånden som klimaforandringerne bider sig mere fast, er, at den rivaliserende konkurrence mellem staterne vil blive hårdere. Og det realistiske mål er ikke fantasien om en global regering. Et realistisk mål er at undgå store, alvorlige konflikter. Vi skal sørge for at have de tilstrækkelige kommunika­tionslinjer mellem staterne og samarbejde om nye teknologier, så vi kan håndtere de konflikter, der uundgåeligt vil opstå, og sørge for, at de ikke optrappes.«

Så COP15 bliver ikke den succes, politikerne håber på?

»Politikerne tror, at de kan kontrollere og stoppe klimaforandringerne. Lige nu siger miljøaktivisterne og politikerne, at vi ikke må miste håbet. Men faren ved den tilgang er, at der vil udbryde panik om 10-20 år, når vi opdager at vores løsninger ikke duede. Og så vil vi se nogle meget ubehagelige politiske reaktioner på problemer som fx klimaflygtninge. Ideen om, at vi kan redde klimaet, er en slags Prozac-politik, der får folk til at føle, at tingene er under kontrol. Men det er de ikke.

Klimaforandringerne er i gang og vedbliver med at være det uanset menneskets tanker og følelser. Klimaet er ligeglad med, hvad mennesket tænker og føler, klimaet reagerer kun på, hvad vi gør. Så mens folk forstærker håbet om, at vi kan få noget som helst ud af topmøder som COP15, er ustoppelige processer i gang: stigende pres på Jorden fra industrialiseringen og befolkningstilvækst. Intet af det, vi kan opnå i København, vil have nogen som helst reel virkning.«

Vi kan ikke undgå risici

»Om 10-20 år, når klimaforandringerne bliver tydeligere og konsekvenserne hårdere, og hvor konkurrence, rivalisering og spændinger mellem stater og endda inden for stater bliver værre og værre, vil virkeligheden gå op for folk. Men så er risikoen, at fordi vi ikke tænkte sådan tidligere, vil resultatet ikke være velovervejede handlinger, men panik. Det kan let blive prisen for den aktuelle optimisme, som leder op til COP15.«

Men hvad gør vi så - læner os tilbage og venter på katastrofen?

»Vi bliver nødt til at gå fra idéen om at opfylde vores drømme til en idé om, hvordan vi sikrer vores overlevelse. Ikke alene vores fysiske overlevelse, men bevarelsen af det civiliserede liv. Dvs. elektricitet, et rimeligt sundhedsniveau, beskyttelsen af kystbyer fra oversvømmelse, at der er mad og tøj til alle. Det er det, vi bør fokusere på. I stedet for utopien om en verdensomspændende omfordeling og global forandring, må vi politisk og økonomisk fokusere på teknologisk udvikling. Selvom teknologi ikke kan stoppe klimaforandringerne eller gøre mennesker mere fornuftige, kan fx atomenergi og genmodificerede fødevarer mindske vores påvirkning af naturen. Ikke fordi atomenergi og genmodificeret mad ikke er en risikofyldt vej at gå, men sagen er, at vi ikke er i en situation, hvor vi kan undgå risici.