Christiania hyldes ofte som et eksempel på mangfoldighed og ’frihed til forskellighed’. Men passer det?
25. februar 2011, 22:30
Er ’fristaden’ ikke snarere et lille stykke monokultur, hvis kamp for egenbevarelse minder om den borgerlige kamp for det nationale fællesskab?
I sidste uge fastslog Højesteret, at christianitterne kun har midlertidig brugsret til det område, der også er kendt som ’fristaden’. Og netop ord som ’fristad’, ’mangfoldighed’, ’fællesskab’ og ’forskellighed’ anvendes i den offentlige debat, når den påståede nødvendighed af stedets bevarelse kommes i hu på Facebook, i kronikker og på TV.
Men hvor ’frit’, ’mangfoldigt’ og ’forskelligt’ er Christiania egentlig? Det er ikke ’frit’ i den forstand, at alle og enhver kan bosætte sig der, endsige blive accepteret af lokalsamfundet. Det kræver blandt andet samtykke fra andre beboere i området, der antagelig ikke opnås, hvis tilflytteren værdimæssigt afviger alt for meget fra normen på stedet. Hvor mange jakkesætsbærende revisorer bor der eksempelvis? Hvor mange DF- eller K-vælgere? Hvor mange kakkelbordsejende, bingospillende dansktop-fans bor der? Mit ydmyge gæt er, at det ikke er mange.
Man kommer således ikke ind i fællesskabet, medmindre man af det samme fællesskab menes at kunne passe ind. Og for at passe ind skal man, som minimum, være indforstået med den kollektivistiske kultur, der hersker på området. De ’indfødtes’ kultur.
Så der er grænser for fællesskabet, ligesom der er grænser for mangfoldigheden. Og hermed er vi fremme ved min pointe: frihed, mangfoldighed og forskellighed er rare ord. Men deres indhold afhænger af øjnene, der ser. Og på Christiania beror den erklærede frihed til forskellighed, der findes blandt bydelens beboere, på en forudgående enighed om de grundlæggende præmisser for fællesskabet.
Tag nu denne tanke – at et fællesskab for at opretholde sig selv ikke kan rumme væsentlige afvigelser fra sit værdigrundlag – og applicér den på den modsatte fløj. Så har vi den konservative kongstanke om, at et samfunds mulighed for at bestå afhænger af dets sammenhængskraft, der igen afhænger af, at borgerne er enige om samfundets grundlæggende værdier.
Den form for kulturel konservatisme, der hersker på Christiania, er direkte sammenlignelig med den nationale bestræbelse på at bevare de institutioner, der har muliggjort et samfund med frihed og velstand og den tillid, der opstår med en høj grad af kulturel homogenitet.
Pointen er sådan set banal: det, du ikke beskytter og nærer, er i større fare for at forsvinde eller dø ud. Christianitterne har fattet det på mikroplan: deres område, og den særlige kultur, der hersker der, vil ikke kunne overleve en permanent og massiv tilkomst af mennesker, der er fundamentalt uenige i kulturens normer. Derfor beskytter de sig selv ved i både reglementer og uskrevne kodekser for opførsel at fastholde visse principper, der som minimum må overholdes, hvis man ønsker at flytte til området. Det er værdikonservativ – ja, nogle ville sige reaktionær – kulturpolitik, der vil noget. Det er beskyttelse af et lille stykke monokultur.
Tænk, om christianitterne og deres forsvarere på venstrefløjen erkendte, at den samme pointe gælder på makroplan, hvad angår det danske kulturfællesskab.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten