Jeg er rystet i denne debat, for der findes jo forskning som helt tydeligt viser, hvad vi skal gøre for at vores elever bliver dygtigere. Flere timer giver IKKE dygtigere elever, når man når op over et vist minimum af timer - det minimum er Danmark over i forvejen.
Det, som virker, er BEDRE undervisning - dvs undervisning, som er grundigere forberedt af lærere, som holdes ajour med efteruddannelse o.lign.
Antorinis reform vil give lærerne mindre forberedelsestid. Markant mindre, hvis de skal levere de 20% flere timer, der har været tale om. Man vil altså, med reformen, få FLERE, DÅRLIGERE timer. Jeg frygter, at vi vil opleve, at alle elever får dårligere undervisning som følge af denne reform. Det bliver de ikke dygtigere af.

Under statsminister H.C. Hansen havde Danmark Europas bedste seminarier og folkeskoler; giv klasselærere et stedtillæg for at bo i skoledistriktet, en skolereform kommer højest på en cykel.

Der er mange lighedspunkter mellem Lars Løkkes udspil til en reform fra 2010 og Antorinis reform.
Eksempler:
De små elever får seks timers tryg og sammenhængende skolestart.
Mere undervisningstid
Flere timer i dansk, matematik, engelsk og naturfag (natur/teknik, biologi, geografi og fysik/kemi).

Ministeriet har (bare) omformuleret Løkkes reform og tilsat lidt rød farve, så den ser socialdemokratisk ud. I realiteten er der ingen forskel.
Der er heller ingen forskel på de to forslags relevans. De er begge irrelevante, fordi de bygger på en misforståelse.

I Løkkes reform hedder det, at danske elever trods fremskridt ikke er blandt de dygtigste. Som bekendt ønsker Løkke, at Danmark kommer i top 5 i PISA. Men hvad betyder det egentlig at ligge i top 5 i PISA eller midt i feltet?

Jeg tager fat i Danmark og Finlands PISA placeringer og vil forsøge at oversætte dem til noget man evt. kunne se i klasserne i de to lande. Først ser jeg på de rå PISA resultater ved at følge dette link: http://www.oecd.org/pisa/pisaproducts/pisa2006/41943106.pdf

På side 295 kan man se landenes læseresultater (2000) i procent rigtige for hver opgave. Med udgangspunkt i disse tal vil det være min vurdering, at Danmark og Finland ville få samme karakter på 13 eller 7 trinskalaen, henholdsvis 8 og 7.
Hvis man altså bare ser på ”kartakterer” ville Danmark og Finland ligge ens i læsning.

Ser man på PISA 2009 læseresultaterne så får Danmark 495 point og Finland får 536 point. (http://www.uvm.dk/Uddannelser-og-dagtilbud/Folkeskolen/De-nationale-test... side 3).

Vi ved, at de faglige resultater rapporteres på en matematisk konstrueret normalfordelt skala med 500 som gennemsnit – se PISA 2000 rapporten.

Vi ved derfor, at point (P) kan beregnes ved hjælp af følgende formel:
P=1000*EKSP(1,71*x)/(1+EKSP(1,71*x)) (Jævnfør ministeriets redegørelse for beregning af resultatet i de nationale test), hvor x er landets dygtighed målt i logit og tallet 1,71 repræsenterer den matematisk konstruerede normalfordeling.
Landets dygtighed x kan findes ved at løse ligningen med hensyn til x.
Løsningen bliver
x= LN(P/(1000-P))/1,71. (LN – naturlig logaritme)

Løsningerne for DK og FIN bliver:
DK -0,0117 logit
FIN 0,084356 logit

Nu kan man beregne de forventede rigtighedsprocenter for de to lande:
Danmark: 100*EKSP(-0,0117)/(1+EKSP(-0,0117)) = 49,7
Finland: 100*EKSP(-0,0117)/(1+EKSP(-0,0117)) = 52,1

Disse to tal kan man omsætte til noget, der umiddelbart er til at forstå.

Vi lader 100 gennemsnitlig elever fra Finland og Danmark løse den midterste opgave i PISA testen. Det forventede resultat vil blive, at 52 af de finske elever får opgaven rigtig og at 50 af de danske elever får opgaven rigtig. Det vil sige, at Finland vinder over Danmark med 2 ’elever’. Hvis man ser på disse tal i lyset af, at en klasse består af 25 elever, så ville man ikke kunne se forskel på en dansk og en finsk klasse.
Forskellen på den danske og finske skole med hensyn til faglighed kan altså kun ses, når man lægger resultaterne under PISA´s statistiske elektronmikroskop. Både Antorinis eller Løkkes reform skyder med spredehagl for at løse top-5 udfordringen. Begge reformer rammer alt muligt andet end det der sigtes på.

Brug midlerne på til børn, der trænger?
Eller skal undervisningspolitik og socialpolitik holdes hver for sig?
Undervisningen sigter jo også på nytten for fællesskabet.

Er der stor nyttevirkning ved at opgradere de uduelige til middelmådigheder?
Det gavner ikke konkurrenceevnen, da verden i forvejen vrimler med dem.
Måske var det mere gavnligt at opgradere de dygtige til superdygtige?
Dem kan vi bruge.