Hvem kan gå ind for et system, som spilder store milliardbeløb på svindel, humbug, nepotisme, overbetaling af ledelse, ansatte og MEPs, understøttelse af hundredtusindvis af urentable landbrugsbedrifter og som derudover ikke kan redegøre for andre store milliardbeløb eller få regnskabet godkendt?

Jeg kan ikke.

Hvem kan gå ind for et system, som dikterer hele landes fattiggørelse og som indsætter magistratregeringer i disse lande?

Jeg kan ikke.

Hvem kan gå ind for et system, som lader tingene flyde i en sådan grad at hele lande i årevis lever stærkt over evne uden at gribe ind på et tidspunkt før ruinen truer?

Jeg kan ikke.

Hvem kan gå ind for et system, som indsætter en bande afdankede politikere som regering (kommission) uden på nogen måde at inddrage vælgerne i valget af dem?

Jeg kan ikke.

Hvem kan gå ind for et system, som lader den bande afdankede politikere indsætte en absolut nullitet som 'præsident' og en absolut ukendt og helt åbenlyst uduelig adelig som 'udenrigskommissær'?

Jeg kan ikke.

Hvem kan gå ind for et system, som udarbejder en traktat, sender den til folkeafstemning, får den forkastet - for derefter at ændre et komma eller to og så lade en flok politikere med stærk personlig interesse i makværket vedtage traktaten uden på nogen måde at spørge om folkets mening?

Jeg kan ikke.

Jeg går nemlig ikke ind for diktatur, ensretning, kriminalitet, nepotisme, lukkethed og ligegyldighed.

Jeg går derimod ind for åbenhed, demokrati og gennemskuelighed.

Derfor kan jeg ikke gå ind for EU, men jeg kan gå ind for EF.

Jeg har heller ingen ambition om at Europa skal tale med én stemme eller have geopolitisk indflydelse. Den interesserer mig ikke så længe vi kan sælge danske varer i udlandet. Hvis ikke det berører mit land direkte, så siger jeg som admiralen i Pinafore: "Lad de andre slås"!

Og det gælder såmænd også på menneskerettighedsområdet; hvem giver os ret til at ville pånøde andre kulturer vore normer?

Man skal vælge sine unioner, kampe, venner og fjender med omhu. På de punkter fejler vore politikere groft.

Nu er hverken Per Stig Møller, Lykke Friis, Marlene Wind, Ellen Trane Nørby m.fl. troværdige, når debatten drejer sig om EU. De er underlagt en almindelige EU-psykose, hvor evnen til selvstændig tankegang forsvinder som dug for solen. I sin nuværende opbygning er EU et påviseligt demokratibedrageri forestået - borgerne uvidende - af folkevalgte tillidsrepræsentanter gennenm politisk svig. EU opfylder på ingen måde de helt elementære krav til de demokratiske nøglefaktorer, hvoraf blot en enkelt - borgernes påvirkning af og medbestemmelse ved fastlæggelsen af den politiske dagsorden, herunder kravet om begrundet indsigt - skal nævnes her. Når tingenes tilstand er, som den er, kan borgerne alene rette pilen mod eget bryst, idet de i deres demokratiske ugidelighed til stadighed lader sig vildføre af opportunistiske folkevalgte, frem for at foku-sere på valg af repræsentanter,der dog besidder en vis fornemmelse af det virkelig liv. Nu er det jo ikke så afgørende, hvad Angela Merkel og andre enkeltindivider vil. Det er nok mere afgørende, hvad Europas borgere vil. Det er ganske ufatteligt, at vi til stadighed vælger repræsentan-ter, der ikke har forstået noget så simpelt som, at vækst ikke skabes af regeringer, men af folk der gør noget.

I Danmark er der ingen krise i sammenligning med andre lande. At I bloggere fortsætter med, at blæse op om krisen er blot en psykologisk forstærkning. At befolkningen bliver mere og mere EU-skeptiske er der intet underligt i:
- En korrupt EU-Kommission
- En korrupt EU-domstol, der blander sig i borgernes indre anliggender.
- En korrupt Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der fremmer ophold til alle og enhver fra MENA-landene.

For min skyld kan Aleksandr Lukasjenko blive EU-formand og EU-præsident, eller nationalsocialisterne kan få den suveræne magt i EU...hvis bare vi kan blive fri for alle disse råbende og skrigende muslimer.

Hvad med at belejre pladsen omkring Christiansborg indtil vi får en afstemning om Danmarks medlemsskab?

Den kommer ikke hvis ikke der lægges ultimativt pres på vore politikere.

Vor Herre bevare os.

Igen udbasuneres det for fulde gardiner, at hverken Danmark eller Danskerne er bevaringsværdige.

Som jeg ser det, sker der ikke andet, end pressen vinder som sædvanlig. Lykke Friis sidder også på Christiansborg, hvor pressen er koncentreret, og EU-modstanderne gerne taler med og skriver for pressen. Samtidig passer modvilje mod EU godt til den modvilje mod autoriteter, befolkningen er opdraget med fra 1960'erne, og til tesen om nationalt fællesskab.

De foregående ti års danske EU-debat blev vist også begrænset af, at den borgerlige regering ikke deltog i ret mange møder i EU. Udover Dansk Folkepartis indflydelse begrænses debatten også af, at møder i Europa-Udvalget er fortrolige, så vidt jeg ved, således de emner, ministre skal debattere i EU, ikke må refereres uden for udvalget. Når pressen ikke bruger ret mange ressourcer i Bruxelles, er befolkningens grundlag for debat ikke alene begrænset men meget præget af de debattører, der har noget på hjertet. Disse debattører er fortrinsvis EU-modstandere, som også passer godt til den moderne journalistik med fokus på afsløring og konfrontation mere end information.

Jeg ved ikke, hvor varm en kartoffel EU er i dansk politik. Jeg føler mere, det er en kartoffel, alle gerne vil mose og smide ud. Det har nok også meget at gøre med den beskedne pressedækning eller den langvarige og komplicerede måde, direktiver bliver til på. Så vidt jeg ved, tager det op til flere år at udforme et direktiv, og det er uklart, hvordan de initieres, udover det formodentlig sker med en beslutning i et ministerråd, som har fået et mandat fra de enkelte landes parlamenter, i Danmark fra Europa-Udvalget. Som jeg har forstået det, træffer ministerråd nogle overordnede principper, som så føres ud i praksis af Kommissionen i samråd med Parlamentet via bl.a. direktiver.

Noldningen til EU er nok også belastet af, at skiftende regeringer har brugt EU som begrundelse for mange ubehagelige beslutninger senest den foregående regerings genopretningsplan, som blev begrundet med EUs konvergenskrav. Pressen har også bidraget senest med en historie om, at EU vil kræve lavere lønninger.

Der er sket meget i Venstre, siden Uffe Ellemann-Jensen var formand. Claus Hjort Frederiksen er næppe særlig glad for EU.

Pressen fortæller gerne om kriser, og tilsyneladende kender en stor del af befolkningen kun samfundet og verden fra pressen. Set fra Christiansborg er Danmark i krise, fordi staten har underskud og arbejdsløsheden er højere end for tre til fem år siden.