Borgerlig enighed: Små fag har stor betydning

Sprog. De små humanistiske fag er vigtige nøgler til vores forståelse af andre samfund og kulturer, såvel som vores eget samfund. Derfor er det afgørende, at vi holder hånden under en række små fag – også selv om de ikke nødvendigvis er økonomisk rentable i sig selv. Der er brug for en national sprogstrategi.

Fra venstre uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) og derefter Anni Matthiesen (V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Mai Mercado (K) og Henrik Dahl (LA), alle uddannelses- og forskningsordførere. Foto: Scanpix
Fra venstre uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) og derefter Anni Matthiesen (V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Mai Mercado (K) og Henrik Dahl (LA), alle uddannelses- og forskningsordførere. Foto: Scanpix

Kan man forestille sig en fremtid, hvor man ikke længere kan studere oldgræsk litteratur og antik kunst på højeste niveau i Danmark? Hvor der ikke længere er nogen, som kan blive eksperter i hebraisk? Og hvor det ikke længere er muligt at studere det grønlandske sprog eller den arktiske historie?

Det er svært at forestille sig. Og det har da også affødt en del debat, at Københavns Universitet (KU) har varslet, at universitetet i år lukker for optaget på 13 mindre uddannelser, herunder klassisk græsk og eskimologi og dernæst tager stilling til, hvad der skal ske med disse uddannelser.

Det giver rigtig god mening, at man ind imellem tager op til revision hvilke små fag, der skal udbydes i Danmark, og om de matcher samfundets behov.

Men beslutningen må ikke tages alene ud fra en snæver økonomisk tankegang på de enkelte fag. For der kan være mange gode grunde til at bibeholde små kulturbårne fag – også selvom det er dyrt. Små fag kan have en stor betydning for Danmark.

Derfor bekymrer det os, når dekan Ulf Hedetoft i Politiken siger, at KU »mere eller mindre er tvunget til at tænke i rentabilitet.« Nu og her er der ikke truffet beslutning om helt at lukke de små fag, og vi hæfter os ved, at Hedetoft siger, at et fag som klassisk græsk »udelukkende er på listen ud fra statistiske faktorer og ud fra hvilke uddannelser, der økonomisk er mindst bæredygtige.«

Vi bakker op om KU’s bestræbelser på at bruge ressourcerne effektivt inden for de økonomiske rammer. Men helhedssynet på hvilken viden, der er nødvendig at udvikle i samfundet, må ikke glippe.

KU begrunder sit stop for nye studerende til de små fag med regeringens besparelser på uddannelsesområdet. Vi anerkender, at universiteterne er udfordret. Men der er mange håndtag at dreje på, og det er fortsat universiteternes opgave og ansvar at udbyde de uddannelser, som samfundet har brug for.

De små humanistiske fag er vigtige nøgler til vores forståelse af andre samfund og kulturer, såvel som vores eget samfund. Derfor er det afgørende, at vi holder hånden under en række små fag – også selv om de ikke nødvendigvis er økonomisk rentable i sig selv.

Og det er netop baggrunden for, at vi hvert år på finansloven giver de små fag 1,25 millioner kroner ekstra udover det almindelige taxametertilskud. Her støtter vi blandt andet Eskimologi, Finsk, Hebraisk, Sydøstasiatisk, Old- og middelalderindisk og Tibetansk.

KU får altså allerede i dag et ekstra tilskud til at opretholde flere af de fag, som de har på deres liste, netop fordi de er vigtige, og fordi små fag er ressourcekrævende.

Sprog er en meget vigtig kompetence i den verden, vi i dag lever i. Danmark er også et lille land. Det er derfor klart, at stærke sprogkompetencer er vigtige for os.

Når vi taler om, at de kommende generationer skal kunne beherske visse fremmedsprog, er det en grundlæggende forudsætning, at de først og fremmest behersker vores modersmål, dansk. For man skal kunne begå sig på dansk, før man kan begå sig på andre sprog.

Men sprog har også afgørende betydning for danske unge, der skal begå sig i en global verden. De skal have evnen og forståelsen til at til at tale og forstå fremmedsprog.

På den baggrund er vi også enige om, at der er behov for at udarbejde en national sprogstrategi. Med en sprogstrategi kan vi få et overblik over, hvad vi har brug for af sprogkompetencer i Danmark og tilvejebringe et udbud af både de større og mindre sprog, der matcher. For det er afgørende, at vi prioriterer de sprogkompetencer og den sprogviden, vi som land har nytte af, både kulturelt, dannelsesmæssigt og økonomisk. Sprog som græsk er måske ikke det vigtigste for os i kroner og øre – men det skaber sammenhængskraft for et land at have en rød tråd tilbage i en universitetstradition, der har et halvt årtusind på bagen.

Strategien skal udarbejdes i samarbejde med de videregående uddannelser og erhvervslivet. Eksempelvis er det vigtigt, at vores virksomheder kan få dækket deres behov for sproguddannede. Det er også vigtigt at medtænke den udenrigspolitiske dimension, så vi har tilstrækkelig ekspertise inden for forskellige kulturer og sprog til at varetage Danmarks interesser internationalt.

Der er ingen tvivl om, at et fag som eksempelvis eskimologi er et vigtigt fag for vores forståelse af rigsfællesskabet og det arktiske område. Men når det er sagt, så er vi nødt til at overveje, hvor mange vi skal uddanne i små fag som f.eks. eskimologi, og om vi har brug for en særlig uddannelse i faget, eller om vi eksempelvis blot skal bevare det forskningsmæssige miljø omkring faget, så vi kan trække på det som vidensressource, eller om faget kunne være en valgfagspakke eller en linje i en anden uddannelse.

Det er også relevant at overveje, om nogle af de små fag kan lægges ind under andre fag. Og for de små fag, der fortsat udbydes flere steder i landet, er det oplagt, at universiteterne sammen ser på mulighederne for bedre arbejdsdeling.

For det skal understreges, at det selvfølgelig ikke er en pointe i sig selv at bevare alle små fag. Men små fag kan sagtens have en stor betydning. Derfor er det afgørende, at vi i Danmark opretholder de fag og sprogkompetencer og den sprogviden, som kan bidrage til at skabe vækst, velfærd og kulturel forståelse – også i fremtiden.

Esben Lunde Larsen, Uddannelses- og forskningsminister (V)

Anni Matthiesen, Uddannelses- og forskningsordfører (V)

Jens Henrik Thulesen Dahl, Uddannelses- og forskningsordfører (DF)

Mai Mercado, Uddannelses- og forskningsordfører (K)

og Henrik Dahl, Uddannelses- og forskningsordfører (LA)

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.