17. december 2011, 22:30

Jeg har som advokat i tidens løb undret mig (og på klienters vegne ærgret mig) over den meget vidtgående praksis i at statuere dansk skattepligt for personer, der delvis opholdt sig i Danmark delvis i udlandet. Nu kom der så pludselig en afgørelse, der tilsyneladende gik meget radikalt den modsatte vej. Det kan der selvfølgelig være mange gode grunde til. Men disse mulige grunde får vi ikke at vide, fordi sagen er belagt med tavshedspligt.

Skattemæssige afgørelser kan, når de træffes af den øverste skattemyndighed, kun kontrolleres af andre, hvis de går videre til domstolene, dvs. hvis de indankes af en borger, som en afgørelse er gået imod. Får borgeren medhold ved SKAT, er der ingen, der har retlig interesse i en domstolsprøvelse. En evt. sag ville blive afvist, og ingen får nogensinde afgørelsens præmisser at vide. Men fejl - herunder magtfordrejning - kan jo ikke blot tænkes ved bebyrdende, men også ved begunstigende afgørelser. Og SKATs afgørelser er ikke, som de danske medier synes at forudsætte, en slags domme. Embedsmændene har ingen dommeruddannelse, de ansættes på helt andre måder, og de er ikke beskyttet af uafhængighedsgarantier, som dommere er det.

Afgørelsen om personers eventuelle skattepligt i Danmark er heller ikke, som medierne synes at tro, ren mekanisk anvendelse af retsregler. Der indgår så at sige altid en række skønsprægede elementer. Her bør den enkelte embedsmand som altovervejende hovedregel lægge sig så tæt op ad praksis som muligt, men hvis afgørelsens præmisser forbliver ukendte, er der ingen, der kan se, hvad han (måske: uberettiget) har lagt vægt på. Embedsmanden skal se på, hvilke tilknytningspunkter den pågældende havde henholdsvis til Danmark og til udlandet. Her kan indgå forhold som bopæl, opholdstid, familiemæssig tilknytning, data om, hvorledes de involverede personer har indrettet sig osv. For mig at se må det f.eks. have været et tilknytningspunkt for Kinnock til Danmark, at hans hustru i flere år anvendte hans skattefradrag, men dette punkt fik familien Thorning-Schmidt-Kinnock altså af embedsmanden, der afgjorde sagen, lov til efterfølgende at »reparere«.

Grunden til at jeg har skrevet ovenstående er, at jeg harmes over den utrolige énfold de danske medier har udvist (også) i denne sag. Hele bondetoget stormer af sted i samme retning. Jeg har selvsagt ingen sympati for, at en minister eller hans stik-i-rend-dreng blander sig i embedsværkets afgørelser. Men jeg synes, at medierne burde interessere sig for de manglende garantier for at der produceres rigtige afgørelser i SKAT og måske også for, hvorvidt der til en vis grad kan siges at eksistere en bestemt politisk kultur blandt dele af embedsmandskorpset i SKAT.

Som nævnt af Claes Kastholm i Groft-sagt forleden var Helle Thorning-Schmidts oprindelige holdning dén, at hun ville offentliggøre hele afgørelsen. Det synes jeg stadig hun skylder den skatteretlige del af retsvidenskaben - og vel egentlig også alle os andre.