Opinion

Børns transport kræver opmærksomhed

Over 60.000 nye elever er netop begyndt i skole – og cirka en tredjedel af dem bliver kørt derhen. Det er tankevækkende, da en af samfundets største sundhedsudfordringer er, at vi generelt rører os for lidt. Derfor er det godt, hvis børn bevæger sig mere i skoletiden og dyrker motion i fritiden. Men det er mindst lige så vigtigt, at børn tidligt lærer at bruge deres krop som aktivt transportmiddel og får grundlagt sunde transportvaner tidligt i livet.

Danske forskere har påvist, at børn, der cykler eller går til skole, er sundere, trives bedre og lærer mere. De bevæger sig desuden mere resten af dagen og har gennemsnitligt mindre risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som voksne. Det er langtfra ligegyldigt, om de cykler, går eller kører på løbehjul – eller fragtes passivt i bil eller bus.

Rammerne om børns daglige transport er derfor helt afgørende. Børns transportvalg er oftest et voksenvalg, og som voksne har vi ansvar for, at så mange børn som muligt får adgang til det sundeste valg.

Desværre har skolesammenlægninger gjort skolevejene længere, mens flere biler omkring skoleportene har gjort vejene mindre trygge. Tal fra Megafon-undersøgelsen Børns Cykelvaner 2014 viser, at dette er to af de største hindringer for børns sunde transportvalg. Nogle udfordringer kan kun løses gennem politiske og økonomiske prioriteringer fra stat og kommuner, men der er også meget, vi kan gøre på den enkelte skole og i familierne.

NYE TAL FRA Danmarks Statistik viser, at hele 96 pct. af befolkningen støtter, at børn skal have mulighed for at cykle til skole. Faldet i aktiv transport er altså ikke et bevidst tilvalg, men en utilsigtet bivirkning af samfundsudviklingen. Derfor er det vigtigt at skærpe opmærksomheden om problematikken i alle led – lige fra Folketinget til den enkelte familie.

Mange skoler og kommuner har allerede succes med kampagner som Cyklistforbundets »Alle Børn Cykler og Dansk Skoleidræts Gåbusser«, hvor større elever følger yngre på vej – to tiltag, der gennemføres i samarbejde med TrygFonden.

Men indsatser som disse kan ikke stå alene. Det er vigtigt, at også skoler og skolebestyrelser arbejder med færdselslære og sikker skolevej.

ERFARINGERNE VISER, at flere børn vælger aktiv transport, hvis deres skole har en trafikpolitik og systematisk benytter de gratis kampagnetilbud. Ikke mindst, hvis skolerne også sætter trafik og sunde transportvaner på dagsordenen i dialogen med børn og forældre. I den enkelte familie betyder det meget, hvis transportvalget bliver bevidst og ikke automatisk.

Langt de fleste børn vil gerne den aktive transport. Lad os give dem muligheden.

Niels Grinderslev er generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Klaus Bondam er direktør i Cyklistforbundet og Mette With Hagensen er landsformand i Skole og Forældre

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.