Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Opinion:

Børnene tilbage i første række

Jane Thoning Callesen: Er det virkelig sundt for babyer at have lange dage væk fra hjemmet, spørger hun? Har små børn et reelt behov for at socialisere, eller er det noget, vi bilder hinanden ind, så vi kan sende guldklumperne af sted med god samvittighed?

27 Kommentarer

Selsing tager fat, hvor det gør ondt. Og hun mødes med larmende tavshed. For børnenes vilkår er kønsdebattens sidste åbne sår. Hver gang nogle vover at løfte fligen af plasteret, kigger resten af landet straks til den anden side.

Vi tåler ikke at tale om, overveje, endsige tænke på, at det er muligt, samfundskonstruktionen er helt forkert. At det ikke skulle være nok med pædagogisk kærlighed, læreplaner og fællessang på stuen. For at redde den kollektive selvforståelse giver vi hinanden indtryk af, at et barneliv i institution ligefrem kan være bedre end (spelt)mors og fars kys, naturlig indlæring i hjemmet og fred og ro til at vokse op.

Hvis ikke institutionslivet er bedst, giver det jo ikke mening, at samfundet er baseret på to husstandsindkomster og tidlig indkøring af landets babyer.

Mens Selsing her på siderne mødes af tavshed, bakkes hun op af flere børneeksperter. Børnepsykiater Gideon Zlotnik, børnepsykolog John Aasted Hasle og klinisk psykolog Ole Schouenborg er blandt de fagpersoner, der tør ytre sig om de negative konsekvenser af tidlig udepasning.

I december 2010 udtalte de eksempelvis i Politiken, at børn under to år ikke bør passes af andre end deres forældre. Tidlig institutionsstart kan faktisk være skadelig for børnenes udvikling og deres relation til forældrene, lød det fra dem. Markante udtalelser der, grundet emnets tabubelagte karakter, ikke førte megen debat med sig.

Men er der fra naturens side en mening med, det gør ondt at køre børn ind i institution? Måske bør forælder-barn-båndet slet ikke brydes så tidligt, og måske er det derfor, nogle af os såkaldte speltmødre - med de fravalg og afsavn, det giver - vælger at neddrosle eller udskyde karrieren, mens vores børn er små.

Det er dog langtfra alle, der har økonomisk mulighed for at vælge nærkontakten med børnene til, når barselsorloven rinder ud. Så mens Selsing pegede pilen ned på børnene, vil jeg bære stafetten videre med en forespørgsel til ligestillingsminister Manu Sareen (R), beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), børneminister Christine Antorini (S) og socialminister Karen Hækkerup (S).

Kunne nogle af de 260.000 skattekroner, som en kommune - ifølge Lisbet Røge Jensen - hvert år bruger på at sende to børn i vuggestue, eventuelt omdirigeres til forældre, der i en kortere eller længere periode ønsker at holde deres børn hjemme med den ro og nærhed, det giver familien?

Ville det være muligt at give forældre, der vælger hjemmepasningen til, mens børnene er små, garanti for, at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet i takt med, at ungerne bliver større? Eller hvad med en fastlagt mulighed for nedsat tid i den periode, hvor man har småfolk hos sig? Det er paradoksalt, at det lige præcis er de år, hvor man stifter familie, at det forventes, man yder allermest på arbejdsmarkedet.

Selsing har ret: Børnene risikerer at blive taberne. Uanset om vi tør tale om det eller ej.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

Gråd og larm i institutionen

Småbørn tager skade af at græde sig i søvn.

http://fpn.dk/liv/born_unge/article2695448.ece

Selvfølgelig.
Som de tager skade af, at blive forladt af sin mor.
Barnet er svigtet og der visner følecentre i hjernen.
Grundlaget for den senere afstumpethed, adfærdsafvigelser, psykopati.

Carsten Bugge

Men, dette indlæg står i skærende kontrast til dit forige.

Jeg tror, at Jane Thorning Callesen, har bidt sig i tungen mange gange, siden dette indlæg blev offentliggjort, skrevet på direkte foranledning af den kronikør, hun nu refererer til.

Jeg tror, at hun mener den første kronik.
Hun fik tæsk af kontanthjælpsmodtagerne, der anklagede hende for: 'at have fået en uddannelse, og den har hun bare at se at komme ud og bruge til at tjene penge til kontanthjælpsmodtagerne.

Den anden kronikør kommer så med et regnstykke, hvad det siges, at institutionspladser koster for kommunen.
Og den griber hun så for at forsvare sit valg overfor anklagerne fra kontanthjælpsmodtagerne.

Det afsporede så opfattelsen af hendes budskab.

Dobbelt moral

Undskyld fordi jeg kommer til at lyde som en gammel, sur mand, med ostefingre og buskede bakenbarter. Men, dette indlæg står i skærende kontrast til dit forige.
I dit forige indlæg var du ærlig omkring de koncekvenser dit livsstilsvalg ville medføre. At hengive sig til børnepasning ville gøre dig mindre konkurrence dygtig, du var bekrymret, men accepterede situationen, og dit valg. Og jeg havde stor respekt for det.
Nu, i dette indlæg, vil du ikke acceptere koncekvenserne. Du vil gøre det økonomisk uforpligtigende at passe egne børn, du vil betales for det. At passe egne børn har altid været en families pligt. At vi i det moderne samfund har fundet en løsning, hvor man kan arbejde, bidrage til samfundsøkonomien, og statig få børn, fratager os ikke det ansvar. Hvis vi vælger at gå hjemme, og ikke bidrage til samfundsøkonomien, skal vi ikke betales for at udføre det, der pr natur er vores ansvar, børnepasning. Men vi kan gøre det muligt at gå på arbejde.
I Danmark har vi mulighed for et års barselsorlov. I et år, kan man gå hjemme, uden økonomiske koncekvenser. Samtidig er ens arbejdsplads sikret, uden at man behøvet at holde sig fagligt opdateret. Det er fantastisk, og noget vi skal værne om. Men, nu vil du udvide denne job-sikkerhed, denne tidsperiode, hvor det karriere mæssigt skal være uforpligtigende at stå uden for, og samtidig lave indslusningsordninger, når du føler, at dit barn er klar til at stå på egne ben. Det vil jo være uoverskueligt for virksomhederne, ikke at vide hvornår en pågældende medarbejder vender tilbage.
At få børn er ikke en sygdom, det er en gave. Vi har allerede et fantastisk system, der beskytter kvinder i denne periode af deres liv. Men vi kan ikke gøre det 100% problemfrit.

Børn er guldet.......

.....som er garant for fremtiden. De skal være børn medens de er det, -og ikke "voksne" samtalepartnere for forældrene.

Det er derfor ualmindeligt mærkværdigt, at ved den såkaldte regeringsdannelse i det sorte tårn, -er der stort set ABSOLUT INGEN ministre der har ansvaret for det ressortområde de i hele optakten og valgkampem fightede! Men det gør det selvfølgeligt sværere at placere ansvaret når Babelstårnet vælter.

Et eks. Mette Frederiksens kamp for sin mærkesag/contra det hun nu er minister for, det skriger til himmelen! Jeg har om nogen basket til hende; men efter hun har droslet tonelejet ned, og virker betragteligt mere eftertænksom når hun "er på" så må jeg medgive, at hun er et lovende politisk kort. Der er konstruktivt stof i hende! (Milevidt over GUCCI).

Men, -beklageligvis er der ikke udsigt til forbedring af børns omsorg, opvækst og dannelse; med det makværk som baggrund.

Umiddelbart efter undfangelsen........

.......er det vigtigt at poderne overdrages til de indledende faser af imprægneringen, som gør det lettere at sluge ensretningen der venter de første 18-20 år de er ude i "det fri". En ensretning der kun kan unddrages af de allerstærkeste, og lidt mindre af forældre der heldigvis har modet til at søge alternative (private) løsninger.

Men - Samson venter (Hr. Bondo). Han sørger løbende for, at det ikke er lærertilstedeværelsen med sin støtte der er i focus, men den mere diffuse læreropgave som hverken KL eller forældre kan forstå indholdet af, og som ingen på jord kan kontrollere >føj for et nødvendigt væmmeligt ord, -men læreren er faktisk ansat og lønnet for at udføre sin beskrevne opgave (ligesom jeg er det, underviser også)<.

Også i den del af forløbet er det kun de stærke der undviger skruestikken, -de stemmer til gengæld aldrig nogensinde på Villy og tak for det.

Den store samlede masse opdager ret sent at røveren + deres barndom og opvækst er tyvstjålet fra dem, og når de skal betegnes som voksne. Det har aldrig ærligt drejet sig om ungerne. Det har alene drejet sig om overenskomstaftalerne og omgåelsen heraf.

Se f.eks blot på "sygefravær" (eller hold ørene stive i S-toget), vikartilkald og mangel på samme. Det er lodret gebrækkeligt, -og intet af det handler om de stakkels unger.

Der er skabt en kultur. der som det eneste ikke handler om det reelle arbejde der skal udføres i børneøjenhøjde.

Man kan ikke få i pose og i sæk

Ja, Jane Thoning Callesen, følelsesmæssigt er jeg enig med dig i, at børn burde være hjemme hos deres forældre de første år - empirisk har hverken du eller jeg nogle som helst baggrund i den følelse - der er intet som helst der tyder på, at dagens børn har det dårligere end du og jeg havde det da vi var børn.

Det er nemlig din og min følelse som mødre, der har det svært ved tanken om, at vi ikke kan være hos vores børn hele tiden.

Men det er klart én af grundene til, at jeg går meget ind for øremærket barsel til fædrene, er at det vil give en mulighed for at to personer kan komme på banen i forhold til at passe barnet længst muligt hjemme. De 260.000 kr du omtaler, bliver jo selvfølgelig vekslet til barselsorlov til forældrene.

Jeg er dog ikke enig med dig i, at man skal have garanti for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for dér er kun én ting, der tæller og skal tælle, og det er din kompetence. Vælger du selv at forælde din viden, så er det, ja, din egen skyld.

dårligere end nogensinde

der er intet som helst der tyder på, at dagens børn har det dårligere end du og jeg havde det da vi var børn.

Hvordan kan du dog sige det, Rikke Nielsen?.

Alt tyder på, at børn idag har det dårligere end nogensinde.
Fedme, anoreksi, psykiske problemer, adfærdsforstyrrelse, selvmordsforsøg, cuttere, skolefiasko, .. Blot for at nævne nogle af symptomerne på nutidens børns enorme eksistensielle problemer.

vrøvl

Vrøvl. Børn tager skade af at blive adskilt fra deres mor.

Selvfølgelig har barnet .....................

Selvfølgelig har barnet bedst af at være hjemme de første 2 år. Her har barnet nærkontakt med få voksne og altid de samme voksne. Barnet skånes for mange og massive forkølelser, mave-infektioner etc. ved at blive hjemme.
Socialiceringen i vuggestuen sker først, når børnene kan begynde at lege med hinanden og her skal de gerne være mindst 2 år gamle.
Muligheden er at give sit barn en måske kun 6 timers institutionsdag - hvis man hører til de heldige, der kan gå tidligt fra arbejde. Men det kan de færeste arbejdende fædre og mødre tillade sig.
Med venlig hilsen en mangeårig pædagog

Er 37 timer i institution ok?

Det særegne i denne debat er, at der ikke eksisterer en slags "fagforening" for børn i daginstitution, der taler børnenes sag, og sikrer dem en max 37 timers uge i institutionen. Privilegerede vuggestuebørn hentes og bringes, så de er i institution ca. 30 i løbet af ugen, men stadigt flere børn afleveres før 8 og hentes efter 16... Det er en lang arbejdsdag for en toårig! Folk påberåber sig deres privilegerede ret til selv at vælge, hvor lang tid deres barn skal være i institution. Det er upassende indblanding fra institutionens side, hvis man kommenterer på antallet af timer. Jeg savner selvrefleksion blandt politikere og forældregruppen og opmærksomhed på barnets psykiske tarv. Hvilke konsekvenser får det for samfundet på sigt, at vi har så mange tilknytningsforstyrrede små børn, hvoraf de fleste først reagerer i indskolingen med impulsforstyrrelser, og har svært ved at tilpasse sig.. Kunne det hænge sammen med tilknytningsforstyrrelser i en tidlig alder grundet lange dage i vuggestuen i kontakt med skiftende personale?