Småbørn tager skade af at græde sig i søvn.

http://fpn.dk/liv/born_unge/article2695448.ece

Selvfølgelig.
Som de tager skade af, at blive forladt af sin mor.
Barnet er svigtet og der visner følecentre i hjernen.
Grundlaget for den senere afstumpethed, adfærdsafvigelser, psykopati.

Men, dette indlæg står i skærende kontrast til dit forige.

Jeg tror, at Jane Thorning Callesen, har bidt sig i tungen mange gange, siden dette indlæg blev offentliggjort, skrevet på direkte foranledning af den kronikør, hun nu refererer til.

Jeg tror, at hun mener den første kronik.
Hun fik tæsk af kontanthjælpsmodtagerne, der anklagede hende for: 'at have fået en uddannelse, og den har hun bare at se at komme ud og bruge til at tjene penge til kontanthjælpsmodtagerne.

Den anden kronikør kommer så med et regnstykke, hvad det siges, at institutionspladser koster for kommunen.
Og den griber hun så for at forsvare sit valg overfor anklagerne fra kontanthjælpsmodtagerne.

Det afsporede så opfattelsen af hendes budskab.

Undskyld fordi jeg kommer til at lyde som en gammel, sur mand, med ostefingre og buskede bakenbarter. Men, dette indlæg står i skærende kontrast til dit forige.
I dit forige indlæg var du ærlig omkring de koncekvenser dit livsstilsvalg ville medføre. At hengive sig til børnepasning ville gøre dig mindre konkurrence dygtig, du var bekrymret, men accepterede situationen, og dit valg. Og jeg havde stor respekt for det.
Nu, i dette indlæg, vil du ikke acceptere koncekvenserne. Du vil gøre det økonomisk uforpligtigende at passe egne børn, du vil betales for det. At passe egne børn har altid været en families pligt. At vi i det moderne samfund har fundet en løsning, hvor man kan arbejde, bidrage til samfundsøkonomien, og statig få børn, fratager os ikke det ansvar. Hvis vi vælger at gå hjemme, og ikke bidrage til samfundsøkonomien, skal vi ikke betales for at udføre det, der pr natur er vores ansvar, børnepasning. Men vi kan gøre det muligt at gå på arbejde.
I Danmark har vi mulighed for et års barselsorlov. I et år, kan man gå hjemme, uden økonomiske koncekvenser. Samtidig er ens arbejdsplads sikret, uden at man behøvet at holde sig fagligt opdateret. Det er fantastisk, og noget vi skal værne om. Men, nu vil du udvide denne job-sikkerhed, denne tidsperiode, hvor det karriere mæssigt skal være uforpligtigende at stå uden for, og samtidig lave indslusningsordninger, når du føler, at dit barn er klar til at stå på egne ben. Det vil jo være uoverskueligt for virksomhederne, ikke at vide hvornår en pågældende medarbejder vender tilbage.
At få børn er ikke en sygdom, det er en gave. Vi har allerede et fantastisk system, der beskytter kvinder i denne periode af deres liv. Men vi kan ikke gøre det 100% problemfrit.

.....som er garant for fremtiden. De skal være børn medens de er det, -og ikke "voksne" samtalepartnere for forældrene.

Det er derfor ualmindeligt mærkværdigt, at ved den såkaldte regeringsdannelse i det sorte tårn, -er der stort set ABSOLUT INGEN ministre der har ansvaret for det ressortområde de i hele optakten og valgkampem fightede! Men det gør det selvfølgeligt sværere at placere ansvaret når Babelstårnet vælter.

Et eks. Mette Frederiksens kamp for sin mærkesag/contra det hun nu er minister for, det skriger til himmelen! Jeg har om nogen basket til hende; men efter hun har droslet tonelejet ned, og virker betragteligt mere eftertænksom når hun "er på" så må jeg medgive, at hun er et lovende politisk kort. Der er konstruktivt stof i hende! (Milevidt over GUCCI).

Men, -beklageligvis er der ikke udsigt til forbedring af børns omsorg, opvækst og dannelse; med det makværk som baggrund.

.......er det vigtigt at poderne overdrages til de indledende faser af imprægneringen, som gør det lettere at sluge ensretningen der venter de første 18-20 år de er ude i "det fri". En ensretning der kun kan unddrages af de allerstærkeste, og lidt mindre af forældre der heldigvis har modet til at søge alternative (private) løsninger.

Men - Samson venter (Hr. Bondo). Han sørger løbende for, at det ikke er lærertilstedeværelsen med sin støtte der er i focus, men den mere diffuse læreropgave som hverken KL eller forældre kan forstå indholdet af, og som ingen på jord kan kontrollere >føj for et nødvendigt væmmeligt ord, -men læreren er faktisk ansat og lønnet for at udføre sin beskrevne opgave (ligesom jeg er det, underviser også)<.

Også i den del af forløbet er det kun de stærke der undviger skruestikken, -de stemmer til gengæld aldrig nogensinde på Villy og tak for det.

Den store samlede masse opdager ret sent at røveren + deres barndom og opvækst er tyvstjålet fra dem, og når de skal betegnes som voksne. Det har aldrig ærligt drejet sig om ungerne. Det har alene drejet sig om overenskomstaftalerne og omgåelsen heraf.

Se f.eks blot på "sygefravær" (eller hold ørene stive i S-toget), vikartilkald og mangel på samme. Det er lodret gebrækkeligt, -og intet af det handler om de stakkels unger.

Der er skabt en kultur. der som det eneste ikke handler om det reelle arbejde der skal udføres i børneøjenhøjde.

Ja, Jane Thoning Callesen, følelsesmæssigt er jeg enig med dig i, at børn burde være hjemme hos deres forældre de første år - empirisk har hverken du eller jeg nogle som helst baggrund i den følelse - der er intet som helst der tyder på, at dagens børn har det dårligere end du og jeg havde det da vi var børn.

Det er nemlig din og min følelse som mødre, der har det svært ved tanken om, at vi ikke kan være hos vores børn hele tiden.

Men det er klart én af grundene til, at jeg går meget ind for øremærket barsel til fædrene, er at det vil give en mulighed for at to personer kan komme på banen i forhold til at passe barnet længst muligt hjemme. De 260.000 kr du omtaler, bliver jo selvfølgelig vekslet til barselsorlov til forældrene.

Jeg er dog ikke enig med dig i, at man skal have garanti for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for dér er kun én ting, der tæller og skal tælle, og det er din kompetence. Vælger du selv at forælde din viden, så er det, ja, din egen skyld.

Selvfølgelig har barnet bedst af at være hjemme de første 2 år. Her har barnet nærkontakt med få voksne og altid de samme voksne. Barnet skånes for mange og massive forkølelser, mave-infektioner etc. ved at blive hjemme.
Socialiceringen i vuggestuen sker først, når børnene kan begynde at lege med hinanden og her skal de gerne være mindst 2 år gamle.
Muligheden er at give sit barn en måske kun 6 timers institutionsdag - hvis man hører til de heldige, der kan gå tidligt fra arbejde. Men det kan de færeste arbejdende fædre og mødre tillade sig.
Med venlig hilsen en mangeårig pædagog

Det særegne i denne debat er, at der ikke eksisterer en slags "fagforening" for børn i daginstitution, der taler børnenes sag, og sikrer dem en max 37 timers uge i institutionen. Privilegerede vuggestuebørn hentes og bringes, så de er i institution ca. 30 i løbet af ugen, men stadigt flere børn afleveres før 8 og hentes efter 16... Det er en lang arbejdsdag for en toårig! Folk påberåber sig deres privilegerede ret til selv at vælge, hvor lang tid deres barn skal være i institution. Det er upassende indblanding fra institutionens side, hvis man kommenterer på antallet af timer. Jeg savner selvrefleksion blandt politikere og forældregruppen og opmærksomhed på barnets psykiske tarv. Hvilke konsekvenser får det for samfundet på sigt, at vi har så mange tilknytningsforstyrrede små børn, hvoraf de fleste først reagerer i indskolingen med impulsforstyrrelser, og har svært ved at tilpasse sig.. Kunne det hænge sammen med tilknytningsforstyrrelser i en tidlig alder grundet lange dage i vuggestuen i kontakt med skiftende personale?