Mai Heide Ottosen Det har negative omkostninger for børn at opleve familiebrud - det er resultatet af SFIs nye undersøgelse. »Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister,« skriver Mai Heide Ottosen. Prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, kan ende med at blive betalt af vores børn.
29. september 2010, 22:30
I dagens Danmark findes der mange forskellige familietyper. Der er familier med én forælder, der er familier med sammenbragte børn, der er familier med deleordninger, og der er kernefamilien med far, mor og børn. Når talen falder på børn, som har oplevet familiebrud pga. skilsmisse, kommer diskussionerne i offentligheden meget ofte til at handle om forældrenes ret til barnet, om børn, der trækkes ind i stridigheder og om forældres måske manglende evne til at samarbejde. Andre perspektiver ved at være skilsmissebarn handler om børns grundlæggende velfærd og trivsel.
I rapporten Børn og Unge i Danmark, som bliver offentliggjort i dag, har vi undersøgt, hvordan børnebefolkningen trives på centrale områder. Vi ser ikke kun på familierelationerne, men undersøger også, hvordan det går med helbredet, i skolen, blandt vennerne, i fritiden osv. Vi ser også på, hvordan børns trivsel hænger sammen med forskellige baggrundsforhold. Et ubekvemt resultat er, at børn og unge ser ud til at være bedre beskyttet mod en række risici, hvis de vokser op i en kernefamilie.
Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister. Og det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vores børn.
Men sådan her ser det ud: det har negative omkostninger for børn at opleve familiebrud. Allerede i 3-års-alderen er småbørn af enlige forsørgere på flere områder dårligere stillet end jævnaldrende børn i kernefamilier. Børn i eneforsørgerfamilier og stedfamilier er hyppigere underprivilegeret, fordi der er færre uddannelsesressourcer i familien, og den materielle velstand er lavere. Også helbredsmæssigt sakker børn, der ikke lever i kernefamilier, bagud.
I forhold til skolen har skilsmissebørn hyppigere erfaringer med skoleskift, end børn i kernefamilier. Det gælder især for børn i sammenbragte familier. Her har henved halvdelen skiftet skole en eller flere gange. Blandt børn i kernefamilier er det kun omkring hver femte. Det skyldes sikkert, at børn i sammenbragte familier også hyppigere oplever flere familie- og boligskift. Men det betyder, at disse børn hyppigere må starte forfra med at danne sociale relationer.
Når det handler om børns pjækkeri fra skole, ser vi på dem, der har pjækket fra undervisningen hele eller flere dage i løbet af det sidste år. Børn og unge fra brudte hjem pjækker hyppigere og tidligere i livet sammenlignet med jævnaldrende, der bor i kernefamilier.
Tidligere har undersøgelser fra SFI vist, at der er færre ressourcer i de børnefamilier, hvor forældrene ikke bor sammen. For nylig har et andet studie fra Handelshøjskolen i Århus påpeget, at det har negative konsekvenser at være skilsmissebarn i forhold til kriminalitet og i forhold til, om man får en gymnasieuddannelse.
Denne undersøgelse bidrager imidlertid med ny viden ved over en bredere front at påpege, at børn og unge, der har oplevet familiebrud, hyppigere er udsatte. Og det er især udtalt i forhold til unges adfærd og livsstil. Forskellene mellem unge fra kernefamilier og fra andre familietyper er ikke nødvendigvis dramatisk store, men de er gennemgående og systematiske, og derfor bemærkelsesværdige.
Teenagere fra brudte hjem ryger mere, de drikker mere, har hyppigere stoferfaringer, flere har forsøgt selvmord, og flere har modtaget psykologbistand. Der er også forskelle, når det handler om kost og motionsvaner. Unge i kernefamilier er også mindre udsatte som ofre for overgreb eller har i mindre grad kriminel adfærd. Det er altså en meget central - men også kontroversiel pointe i undersøgelsen - at kernefamilien ser ud til at beskytte de unge mod de adfærds - og livsstilsmønstre, som medvirker til en risikobetonet adfærd.
Vi kan ikke svare på, hvordan det ville have gået børnene og de unge, hvis de ikke havde oplevet familiebrud. På sigt, når vi raffinerer analyserne eller følger undersøgelsens børn og unge gennem livsforløbet, vil vi mere præcist kunne fastslå, hvad der er en effekt af familiebruddet, og hvad der er en effekt af andre bagvedliggende forhold.
Vi kan konstatere, at nogle af forskellene kan skyldes, at der er bedre økonomi og flere ressourcer i kernefamilierne. Fx at unge fra eneforsørgerfamilier kan være mere udsatte for kriminalitet, fordi de hyppigere lever i socialt belastede boligområder. Der kan imidlertid også være andre forklaringer på spil. Udfra undersøgelsen har vi ikke grundlag for at hævde, at forældrene ikke gør det, så godt de kan. Flertallet af børn og unge oplever, uanset hvilken familietype, de lever i, at forældrene påskønner og giver sig tid til dem. Men vores teori er, at det normsystem, som findes i kernefamilier, bliver svækket ved familiebrud. I kernefamilier er der to voksne til at sætte rammerne. Fraskilte forældre er ikke på samme måde gensidigt forpligtet på at afstemme normerne eller reglerne om, hvor grænserne skal gå, eller hvor meget eller lidt overvågning, der skal til.
Man kan altså forestille sig, at der lettere opstår lommer af både frirum, tomrum eller mellemrum, som ikke bliver udfyldt af familierne. Det kan indebære, at børn og unge bliver mere påvirket af det sociale netværk af jævnaldrende.
Vi kan kun konkludere, at et barn, der vokser op i en kernefamilie, har en højere sandsynlighed for at være beskyttet mod en lang række risici. Det moderne familieliv med brud og udskiftelighed ser ud til at have nogle utilsigtede konsekvenser, som vi voksne må forholde os til: Hvordan kan forældre, der ikke lever i en kernefamilie, skabe et spor for børnene, som giver dem ensartede livschancer med dem, der vokser op i kernefamilier?
Og hvordan kan vi andre, de offentlige myndigheder, pædagoger og lærere på en konstruktiv måde bakke op i den proces?
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten